Mine sponsorer Bjergkæden Niner Riemann P20 29\\\\\\\\\\\\\\\'er Bike Shop

MTB Trophy, Polen

1. Etape

Det er helligdag i Polen. Opdager det ret pludseligt 2 minutter efter vi, lykkelige for at skulle ud at cykle, forlader Jaworskys parkerings plads i 3 biler. Der må hårde opbremsninger til, da vejen svinger og der pludselig står 100 messende polakker i begge vejbaner. En katolsk præst står midt i mængden, under en baldakin i bedste Kejserens nye klæder stil. Der går sikkert ikke lang tid, det føles bare sådan, inden de begynder at bevæge sig og vi synes vi kan liste forbi. Forundringen går begge veje. De syngende polakker stirrer nok ligeså meget på os, som vi på dem. 500 m. længere fremme tager vi hele turen en gang til, inden vi triller ned af bakkerne og lander i startområdet. Startboks 3. Minutters venten og endelig går starten. Et virvar af baghjul og opbremsninger inden vi er ude på vejen og stigningen kommer efter et par km. Smal asfaltvej. Nogle står allerede af nu og står i vejen. Ingen holder til højre, så det er ren slalom. Skoven kommer langt om længe. Op til venstre og…..der sker ingenting. Tre mand bred kø op af mudret stigning, der sagtens kunne køres. Det er Slush Cup start gange 100 og ingen chance for at komme forbi. Står af og bevæger mig op med køen.

9 km. inde på ruten og vi rammer endnu en stigning. Ned på lille klinge. Klonk, krasj…arj, hva nu…bagskifteren bliver trukket op i kransen. En omgang tilbage,..nu virker det…nej ikke alligevel…en gang til…arj…en omgang mere…hmm…ok, slut med den lille klinge. Op på mellem klingen og op at stå.

12 km. Jeg bliver træt af det her, står af, skruer den der lille skrue bag på bagskifteren i bund. Den der, der skubber den lidt længere fra kransen. Videre. Træde forsigtigt…klonk..en omgang baglæns…klonk…igen…et par tråd, ok, jeg tror det virker. Træder forsigtigt….HA! det virker! Perfekt! Kørende igen. Skruen kunne kun skrues 1½ omgang, så det må være marginaler, som den gode Sepp sagde, der afgør om det virker eller ej.

15 km. Bagskifteren er igen på vej en tur op i kransen. Forsøger alt hvad jeg kan komme i tanke om. Ingenting virker. Jeg bliver på mellemklingen. Kører alligevel også for meget på den lille.. Trådte op af Maglebjerg forleden på mellemklingen. For første gang nogensinde. Hvis jeg kan det, kan jeg vel også køre det her. Optimist har man vel lov at være. Det bliver opklaret inden dagen er omme, så indtil da, kan jeg vel ligeså godt tro på sagen.

Står op af alle stigninger, overhaler og har godt tråd. Takker Bornholmer turen for at jeg nemt kommer op over klipper og sten på opkørslerne.

Første nedkørsel. Grussti. Endelig nedad. Sætter en finger mere på bremsen. Har lovet at komme hel hjem. Stien slutter og bliver til spor. Og så kommer det rigtigt sjove nedad. Endelig! Klipper, sten, løst grus og mudder i en skøn blanding. Endnu en håndfuld ryttere bliver overhalet. Det er ok at køre op, når bare præmien kommer i form af de her nedkørsler. De er lange, nogle af dem tekniske og sjove. Klipper og rødder. Stort smil hele vejen ned. Ryttere trækker på vej ned. Jeg forstår det ikke. Hvorfor være med, når de ikke kan nyde turen nedad.

Et par km. før mål kommer Thomas og Diana udenom. Hænger på, men rammer så en stigning jeg ikke kan træde op af, på den her klinge. De kører fra. Vi ses ganske kort tid efter i målområdet. Der er gået lidt mere end 4 timer. Steen sidder med blåt og blødende ben. Bliver kort tid efter kørt på hospitalet. Næste gang vi ser ham er han plastret ind i gips.

Driver omkring sammen med Diana, vasker cykel, spiser pasta på skolen. Kommer tilbage til målområdet, da præmieoverrækkelsen begynder. Det kommer helt bag på os, vi tror faktisk det er en fejl, da vi skal på podiet for 2. plads i mix klassen. Men den er god nok. De første 4 DMk’ere inde, går til herrerholdet og da Diana og jeg er de næste to i mål, bliver vi et mix hold. Gad vide hvem af os der er manden? Lidt efter står vi der igen. Diana får 2. pladsen for etapen og jeg står på podiet for 3. pladsen. Vi er ikke alene deroppe. Rivette drengene tager plads på podiet på den her første etape og kommer meget trofast tilbage de følgende dage.

Første etape i hus. Hurtig er jeg ikke, men glad og tilfreds. Har forsøgt at tage den med ro. Skulle også gerne kunne køre de andre dage. Håber at det ikke har den store betydning for de næste etaper, at jeg har været uden mindste klinge i dag. Og håber den kan laves til i morgen.

billede010.jpg

Efter dag 1...

2. Etape

De siger det er den hårdeste dag vi står overfor. 66 km. og 25oo hm. Cyklen er vasket, smurt og klar igen. Regner med det var mudderet der var problemet i går.

Det er de samme mennesker der står omkring os i dag. Det skal vise sig at det er de samme ryttere man følges med alle dagene. Camelbak’en er fyldt. Dunken m. vand. Det hele vejer til, men ved ikke hvad vi har i vente, så better safe than sorry.

Vi starter på asfalt igen. Feltet drøner forbi mig. Nicolai og Jens A står i vejkanten og råber efter mig, at jeg ikke skal ligge og nulre dernede bagved. Men hvad laver de selv derude på sidelinien? Vi er lige startet, så mon ikke jeg kommer forbi dem jeg skal forbi. Nulre videre i det tempo jeg mener, kan holde mig kørende i lang tid.

15 km. Hmm…så for pokker! Så har vi balladen igen. Det virker ikke på den lille klinge. Denne gang er det permanent. Forsøger mig nogle gange, med samme resultat. Gider ikke spilde mine kræfter på at stå og bande over noget jeg ikke kan gøre noget ved, så fra nu af er det mellemklingen. Så er jeg også fri for problemer med forskifteren, når det for alvor kommer mudder i maskineriet…

Det bliver en hård dag. Står op i pedalerne og kommer udenom ganske mange på opkørslerne. På bedste polsk katolske vis, kan jeg nok forvente at blive straffet for at køre på den her klinge. Det er tungt og lårene brænder. Jeg har bare ikke rigtigt noget valg, så jeg træder og ser jeg hvor længe det holder.

Masser af mudder. Dybt og vådt. Der bliver trukket op af mange stigninger over hele linien. Trækker min cykel forbi Diana efter noget tid. Op på cyklen igen. Og videre i tungt tråd. Glæder mig over nedkørslerne, når de endelig kommer.

De flinke mennesker har været så betænksomme at lave opkørslerne så stejle, at de andre heller ikke kan køre. Alle trækker. Så vinder jeg i virkeligheden tid. Trækker forbi mange. Scott’en har taget på siden vi startede. Mudderet sidder i kager alle vegne. Det pakker sig mellem rammen og baghjulet. Det blokerer. Trasker op gennem skoven. Stigningen forsvinder i tågen. Kan kun skimte nogle ryttere længere oppe. Alle går. Der skulle være ulve på den her etape. Mon det er her? Og mon sådan en vil være tilfreds med et par geler? Der er små 200 ryttere foran mig, så jeg kan vel forvente, at de har haft chancen for at få stillet sulten inden jeg kommer dryssende her langt nede i feltet.

Skoven er stille. Tågen dæmper alle lydene. Kan høre et par polske mænd længere nede gå og grine. Rart at høre at der er nogen der har overskud til det. Det er slet ikke skidt det her. Lad os bare gå op af det hele, så skal jeg nok komme i mål i ordentlig tid. Det er ret afgørende for min tid i dag, at stigningerne er så stejle som muligt. Så længe de andre også skal trække, kommer jeg ikke alt for langt bagud. Hvis man lige kan klemme sig op på den lille klinge, har jeg ikke mange chancer for at træde op på min tilbageværende mellemklinge. Det er hårdt det her. Alt er vådt. Skoene er tunge af vand og mudder. Bremserne piber og skratter. Luften er fugtig og tåget. Det passer mig fint.

Det er helt meditativt det her. Det kræver ikke den store koncentration, så tankerne flyver. Det kommer de til, mange gange i løbet af dagen.

Der er idag lagt et checkpoint ind. Senest Kl. 15 skal man passere de 40 km. ellers er det ud af konkurrencen. Ved 37 km. er kl. 14.22 og jeg trækker op over klipperne. 3 km. på 38 min. Det må være muligt. Kl. 14.47: 39 km. Når toppen og får så meget fart på som det er muligt nedad. Sten og mudder står om ørerne på mig. 40 km. og ikke skyggen af noget checkpoint. Stadig midt på en lang nedkørsel. Må ha’ hørt forkert. Når bunden og depotet ved 44 km. Nåede det. kl. er 14.56. Møder Thomas med hænderne fulde af vandmelon og banan. Spørger en official for at være sikker…Næh checkpointet er længere fremme!! Tre minutter i tre. Vi springer på cyklerne og det næste asfaltstykke bliver kørt med alt hvad den kan trække. Ruten drejer af, ind på grussti og opad. Thomas forsvinder foran mig.  Klokken er for længst over tre. Kan kun lige træde op. Km’erne passerer og jeg runder de 50 uden at have fået øje på det checkpoint. Nå, men nu kan jeg ikke gøre mere. Jeg må være ude af konkurrencen. Det ændrer ikke på, at jeg kører hvad jeg kan og skal også nok kører de næste etaper. Jeg vil være ordentlig færdig.

7½ time efter start, kører jeg over målstregen. For søren den var hård og lang. Ender på 3. pladsen efter to polakker. Jeg er meget tilfreds med at komme på podiet, efter den her omgang.

Igen er der danskere på podiet i flere klasser. Michael Borup på 2. pladsen i M2, Preben Thams får 3. pladsen hjem i M4. Klaus Vesterlund fra Rivette får 2. plads i M3. Det er de hurtige herrer der er kommet til Polen i de her dage.

Cyklen kommer i behandling hos Esben og Steen hjemme på hotellet og jeg håber det virker i morgen. Sover inden jeg rammer hovedpuden.

billede022-lille.jpg

Efter 2. etape...

3. Etape

Folk har fundet deres pladser her i startboks tre. Ikke fordi vi står som vi kører, men folk står på de samme pladser som de to tidligere dage. De to forrest er forbeholdt dem der ligger i toppen af klassementet.. Pøbelen må så stå her i 3′eren ;)Gårsdagens checkpoint skulle have sendt nogle ud af konkurrencen. Det viste sig at de havde fortrudt. Der er heller ikke meget mening i at smide over halvdelen af feltet ud efter 2. etape. Men det er jo alt sammen skønt og heldigt. Så står jeg her på 3. dag og er stadig med i konkurrencen.

Allerede på de første km finder jeg ud af at det ikke virker. Prøver igen og igen og igen og igen…og igen. Virker ikke.  Det er også uchekket at jeg ikke selv kan lave den cykel. Er du sindssyg jeg er træt af det. Føj for dælen mand. Endnu en etape uden den lille klinge og jeg har automat gear på de sidste 4 tandhjul bag på. Det kører op og ned. Absolut vilkårligt.. Når jeg kommer hjem skal der altså skilles cykler ad – og samles igen, indtil jeg kan lave det hele. Vi er ikke nået langt her. Bliver nødt til at finde noget jeg kan bruge til noget og komme videre. Hvad med at jeg får diamanter i benene om et par uger. Mon ikke tanken om det kan holde mig kørende? Egentlig var grunden til at deltage i det her løb, at få nogle højdemeter og blive stærkere. Det kan man sige, at det er der endnu større mulighed for nu, så hvad er problemet egentlig? Træd nu bare i de pedaler…

beskidy-mtb-challenge-068.jpg

Billede udlånt af Steen Goe Ben (eller...ikke så gode for tiden...)

3 km. inde på ruten…krasj..klonk…hvad sker der nu?! Kæden er røget ned bag kransen. Sidder fast. Tankerne ryger tilbage til MX i Silkeborg hvor jeg måtte udgå fordi jeg aldrig fik den løs. Det er bare ikke rigtigt en mulighed her, for jeg skal videre. Cyklen om på hovedet. Feltet kører forbi mig i en lind strøm. Sikke noget skrammel! Esben og Thomas stopper. Polakken Thomas, som jeg fulgtes med en del af vejen på 1. og 2. etape stopper også og hjælper. Jamen, folkens, nu bliver i jo også sat. Kør nu videre alle sammen. Thomas Polak får kæden fri. Esben står og beklager sig over sin dårlige samvittighed. Det var ham der justerede mine gear i går. Men det er jo det! Når man overlader arbejdet til andre, fordi man ikke selv har styr på det, må man altså selv tage skraldet.  Forsøger at overbevise ham om at det ikke er hans skyld. Troværdigheden forsvinder nok bare i det øjeblik man står med arrigskaben lysende ud af øjnene og i øvrigt har fråde om munden. Kan ikke bebrejde ham at han ikke tror på mig, men jeg mener det faktisk. Mest sur over, at jeg ikke har styr på mine ting.

Men så igen. Må gribe chancen for at øve sig ipå at få styr på temperamentet og smide det i benene i stedet for. Thomas polak forsvinder af sporet. Thomas, Esben og jeg letter fra gerningsstedet. Her er helt stille. Der kommer stort set ikke flere bag fra. Høj, mand, vi er bagerst i feltet. Ked af at de to nu også er sat pga mig. Jeg håber de har ben til at køre sig op igen. Følges med Thomas lidt. Han træder til. Vi kommer forbi mange. Det tager tid. Kører op, hvor de andre går. Thomas trækker fra og forsvinder. Efter noget tid kommer Esben også udenom.

40 km. Langt til de 77 km. der udgør dagens mål. Kæden sætter sig fast for 3. gang. Der er rigtigt langt hjem. Det er vidst en krise der har ramt her. 4 timer er gået. Kl. er 2. Trækker op af endnu en bakke, mens jeg bliver overhalet af folk der triller op på den lille klinge. Ja, ja. Kom så med de defekter og jeg skal nok komme i mål alligevel. Kaster et blik på ruteprofilen på styret. Mudderpletterne har lagt sig belejligt. Kan ikke få noget fornuftigt ud af den. Til gengæld fortæller Garmin mig, at jeg har kørt 1575 højdemeter på de sidste 40 km. Halvdelen af længden og ¾ af højdemeterne. Dvs. at jeg reelt set kun mangler ca. 600 hm . Det er straks noget mere overskueligt end 40 km. Dvs at jo stejlere, jo hurtigere får jeg højdemeter og så længe det går ned, får jeg en pause, samtidig med at jeg nærmer mig de 77 km. Glad for min naive indstilling til verden. Se nu bare der, hvor lyst det pludselig ser ud. Og kom så med nogle ordentlige stejle stigninger, så jeg kan få de højdemeter ind i på kontoen.

På den måde kommer jeg fra 36 km. til 56 uden at tænke så meget over hvordan tingene egentlig hænger sammen. Det gør ondt. Lårene er rødglødende hver gang sporet stiger det mindste. Træt. Tænker på at jeg da må blive hurtig engang. Nedkørsel til 600 m. og dejligt varmt solskin. Var ved at være lidt koldt deroppe. Bevæger mig åbenbart så langsomt at jeg fryser. Det har jeg vidst ikke prøvet før. Lidt morsom er det da. Tager de næste stigninger i løb. Lårene gør ondt uanset hvad. Kan ligeså godt få noget fart på og få varmen. Er glad hver gang jeg sidder på cyklen og det går en anelse hurtigere end når jeg er til fods. Føles som om jeg går det meste af tiden.

På 1. etape var der tilmeldt ca. 500. 337 fik registreret en tid. I morges da vi startede er det tydeligvis tyndet endnu mere ud i flokken. Det er aldrig faldet mig ind at blive en af dem der ikke gennemfører. Ikke fordi jeg nyder at det gør ondt, men jo flere besværligheder og kriser der er undervejs, des større er glæden ved at komme igennem dem. Og jo mere kan jeg vel holde til næste gang. Såre simpelt.

Højdemeterne på Garmin stiger støt. Kigger ikke på hvor langt jeg er kommet længere. Benene bliver bedre. Har proppet lommerne med halve bananer ved sidste depot. Stopper et par sekunder et sted, da jeg er i tvivl om vejen. Hører maven knurrer i det øjeblik cyklen holder stille. Ind med en halv banan mere. Den knaser mellem tænderne. Har ellers bidt den første mudrede cm. af. Alting knaser. Også selvom man ingenting spiser. Der er mudder alle vegne.

Rytteren foran mig bliver jagtet af en hund fra gården vi passerer. Den går lige efter haserne, – i bedste Geels-hund stilen. En fyr overhaler mig. Løse shorts og skæg. Forreste rytter kører fra hunden, der går efter den næste i rækken, som er ham shorts og skæg fyren. Den stakkels hund forventer ikke lige næste træk. Skæg og shorts vender sig om og brøler efter den, højere end en polsk skovbjørn. Forbavset, forskrækket, pivende og slået af banen forsvinder den hurtigere end den kan nå at få halen mellem benene. Hvor morsomt. Han får 10 point for at få mig til at grine.

54 km. og jeg virker nogenlunde igen. Kun 23 km. igen. Har efterhånden sagt til mig selv 6000 gange, at det her da går meget godt. Kroppen må jo begynde at tro på det. Træder jævnt og nogenlunde igen. 20 km., står der på en lygtepæl. Ganske kort tid efter får jeg øje på Søren der står ved næste depot., – og Allan og Steen. Halløj hvor dejligt! Allan kommer med et krus energidrik. Jo tak. Helt uvant med den her form for support. Det er da fremragende at de der sidder over i dag, har lyst til at stå herude på ruten og være opmuntrende. De tre supportere er meget ivrige efter at få cyklen til at virke igen. De hælder vand på den massive klump ler der skjuler forskifteren og den lille klinge. Det nytter ikke det store. Vandet preller af. Forsøger at fortælle dem, at de ikke skal bruge tid på det. Det er jo meget hyggeligt at de forsøger, men jeg vil egentlig gerne videre. Har efterhånden brugt nogle minutter der. Jeg må videre.

Tak for det, drenge. Det går lige i benene at møde jer derude, midt i det hele.

beskidy-mtb-challenge-316.jpg

Supportholdet i aktion med Thomas' cykel. Polakken Thomas ser på fra siden. Også det her billede udlånt af Steen Goe Ben

500 meter længere oppe møder jeg 15 mennesker der går med 1½ L vandflasker på hovedet…Det er utroligt hvad man kan få lov at grine af på den her tur. De er nu sjove de polakker.

Under 20 km. tilbage og jeg må konstatere at de er noget lemfældige med deres højdemeter-angivelser…jeg runder de 2400 hm. Troede kun den var 2100…

Det endte med at være den hårdeste etape. Nok ikke så meget terrænet. Ruten har slet ikke været så mudret som de andre dage. Men defekterne og mine trætte lår.

Gad vide om jeg er så heldig, at den cykel kan komme til at virke i morgen…?

4. Etape

Sidste etape. Klar i startboksen. Der er gode takter i forhold til at cyklen virker. Trillede rundt på bakkerne omkring hotellet kl. 7 imorges. Der virkede det da. Steen har benet i gips og kan ikke køre, så hans cykel blev rippet igår. Han stod igår aftes og satte kranksæt, kassette og kæde fra sin egen cykel over på min. Har også overtaget Esbens reserve bagskifter. Tak for det i to. Kan det gå galt nu? Nej vel. Den er kort i dag. 51 km. og 1500 hm. Rart overskueligt. Sludrer med Anders fra Camfill her inden starten går. Vi har fulgtes ad de tre sidste dage.

billede027-2.jpgbillede016-2.jpg

Camfill Anders og DMK Di før start...

Skudet går og myldret begynder. Vi starter fladt. Rammer først stigningen efter nogle km. Ser ud til at den gode Scott virker igen. Fantastisk! Skønt! Hvor bliver det her dog en venlig etape. Da det begynder at gå opad, stopper folk denunderløjtendemig helt automatisk, trækker deres cykel og fylder hele sporet. Nu har jeg set frem til ikke at trække op af noget idag. Så stopper jeg altså ikke her et par km inde på ruten. “Bagfra” siger og råber jeg så venligt jeg kan. – nu taler de jo ikke dansk, men det lyder næsten som det polakkerne siger når de vil udenom. Og det virker. I modsætning til forskellige engelske variationer over emnet ”Må jeg komme udenom”. Der bliver kommenteret og grinet, da jeg tramper op af bakken, men jeg er så møj træt af at ligger hernede bag i og kigge på at de andre kører forbi mig på den lille klinge. Nu må det være slut det her. Kommer til toppen uden at trække. Jamen altså. Det kan kun blive en fin dag det her.

Til gengæld er det en varm dag. Regnen stoppede for 2 dage siden og nu bager solen ned. En rar ændring der også har gjort ruten mere tør og nem at køre. Har en trøje på under min t-shirt. Det er der ikke mange andre der har. Har småfrosset hele morgenen, så jeg vil ikke af med den. Det er i virkeligheden for varmt nu. Men den bliver vel rar ned af bakke og så kan jeg jo ligeså godt vænne mig til det. Om et halvt års tid bliver det meget varmere end det her.

beskidy-mtb-challenge-034-2.jpgbeskidy-mtb-challenge-021-2.jpg

3. etapes supportere og Magnus før start. Udlånt af Steen

Ved 27 km efter ankelhøjt mudder, på en top, er mit baghjul småfladt. Har fået nyt baghjul og dæk på siden i går. Skulle ha’ skiftet kassette, men min egen kunne ikke komme af, så jeg måtte skifte hele hjulet. Det er tubeless. Hvis det er punkteret og der skal slange i, kommer det til at tage længere tid, end et normalt slangeskift. Må af og pumpe. Håber det er en meget langsom siver. Eller at latexen klare det inden den er flad igen.

Displayet siger 30 km. og 900 hm. Var det ikke kun omkring 1500 vi skulle køre…? Ved 30 skulle de værste stigninger være overstået. Det betyder jo eventyrligt nok, at det nu må gå nedad det meste af vejen. Hvis ikke det lige var fordi jeg har fået ondt i maven, ville det her jo være ren lykke. Har kvalme. Tænker på at når jeg kaster op, så skal det være ud til siden og væk fra kæden. Jeg er måske nok lidt mere træt end jeg selv forestiller mig.

Må af og pumpe baghjul igen. Der er røget mindre luft ud, så mon ikke latexen er gået i aktion og redder mig fra at komme slange i. Lækker, lang og teknisk nedkørsel. Folk flytter sig og der er ingen problemer i at komme forbi. Op over et fladt stykke. En fyr i Cofidis tøj kommer udenom. Endnu en nedkørsel. Han kører til, så jeg bliver bag ham. Den er lang, teknisk og sjov. Den flader ud, vi bliver skudt at næste bakke og jeg lægger mig på hjul. Han kigger sig tilbage. “Ahaa….Superwoman” udbryder han og griner. Jo tak, det er vældigt pænt af ham, men det er også gået nedad i lang tid nu. Vi rammer endnu en stigning og Cofidis efterlader Superwoman midt på bakken med koldsved og mavekramper. Hmm…så meget for superwoman i denne omgang…var det ikke også i 70′erne hun var et hit…? Ikke så sært hun føler sig lidt træt efterhånden. Nedad igen, ud på landevejen og opad. Overhaler langsomt en gammel mand. Han skubber på en tung cykeltrailer, fyldt med gamle slidte fliser. Bakken er stejl, manden på den dyre side af 70, ingen huse i nærheden og han kæmper og sveder ligeså meget som mig. For en forbipasserende er det dog ikke sikkert min mission giver mere mening end hans.

lone-i-depot-2.jpgbillede023-2.jpg

I mål efter 3. etape

Bliver overhalet af Diana 10-15 km. før mål. Har ikke kigget nærmere på resultaterne fra de sidste tre dage, så jeg ved ikke præcist hvor langt der er imellem os i den samlede stilling. Lidt løst regnet ud, må der være et hul på ca. 15 min. ned til hende. Det er fint hun kommer før mig på den her etape, men jeg vil så frygtelig gerne bevare min 3. plads i den samlede stilling. Resten af vejen handler det om at bevare den 3. plads.

Depot. Har stadig camelbak’en halvt fyldt med energi, men min mave kan ikke klare det lige nu. Må stoppe for to hurtige kopper vand. Håber det hjælper lidt. Steen og Esben er der. Vil jeg ha’ noget? En gel? En bar? Virker cyklen? Det bliver et meget hurtigt “nej tak” og “virker perfekt” inden jeg er videre. Tak for det, men har ikke tid lige nu. Hun kan ikke være langt væk. Det skal helst blive ved med at være sådan. Mit dæk holder luft. Hvor er jeg heldig!

billede032-2.jpgbillede029-2.jpg

4. etapes supportere og Sørens pris for samme etape

Håber på noget opkørsel.  Det kan godt være det gør ondt, men det er der jeg henter hende. Hun er rasende hurtig nedad, så der får jeg ingenting hentet.

Kun få km tilbage. Asfalt og endelig en opkørsel. Vejskiltet siger 2,4 km. op. Hun kan ikke være langt væk. Træder og er så fantastisk glad for at kunne køre på den lille klinge. Ellers havde noget af det her været en travetur. Passerer en Camfill rytter der står og roder med sin cykel. Det er desværre Jesper Holm, der har fået alvorlige problemer. Finder senere ud af, at det var den defekt der sendte ham fra 5. pladsen til 10. pladsen i M4 (H40) Imponerende at køre sig i top 10 når de sidste 5 km. skal løbes i cykelsko. Der bliver lavet nogle bemærkelsesværdige præstationer i disse dage.

Den bliver ved…og ved…og ved den her opkørsel. Der er så få km tilbage og det går for langsomt det her. Kom nu…så træd dog. Det flader ud…rammer noget vi har kørt før. Et kort småteknisk stykke. Der er mål. Lige om hjørnet. Jeg nåede det vidst. Høj! Sikke en god fornemmelse.

Tilbage er der jo kun at sige tak for turen til alle der var med. Og til polakkerne der har givet os det her velorganiserede mudderbad af et godt løb. Brandgodt selskab på ruten, på hotellet og i bilen.

Og tillykke til alle jer der køre så enormt hurtigt, at I kan placere jer i de hurtige herre-klasser. Jeg er imponeret og glad for at de ligeså hurtige kvinder ikke havde besværet sig til Polen, så sådan en som mig, kan få lov at snige sig på podiet.

Hvis jeg ikke jeg er mæt af cykelløb ved denne tid næste år, så ses vi da helt sikkert igen.

podiet-totalt-2.jpg4-etape-2.jpg

Kør cykelløb i Polen og bliv et lykkeligt menneske ; )