Det er tidlig morgen. Varmt, men heldigt for mig er det undtagelsesvis overskyet og jeg stikker afsted, inden vinden får ordentlig fat. Slår et slag ind i landet, af den store landvej, for at komme over floden Bot. Bilerne må køre 120 i begge retninger og jeg håber, at ingen af dem, har brug for at komme for langt ind til siden. Endelig kan jeg dreje fra. Mindre vej, færre biler.

Ligner mistænkeligt dansk vinter, men der er grønt lige om hjørnet og det er stadig 30 grader...: )

De små kystbyer, jeg kommer igennem, ligger øde hen sådan en mandag formiddag. Gennem Bettys Bay, lidt ind og ud af bjergene, ned mod kysten igen med 70 i timen og nu rammer jeg den kystvej der ligger helt ude på kanten, her de sidste 25 km. Klipper og bjerge på højre hånd og grønt klart hav min venstre hånd. Surferne ligger dernede og skvulper rundt, mens de venter.  Vinden er taget alvorligt til og jeg bliver nærmest løftet op af bakkerne, nu hvor jeg kører næsten stik nord. Det er godt det her. Vild kyst. I skulle tage den her tur en dag ved lejlighed.

God til en mandagstur : )

God asfalt, tunge skyer og fin kyst.

Kæmpepoint til Elbie, for at gi’ mig chancen for at køre kysten her. Virkelig fint stykke at køre, for et let træningspas uden at knæet bliver overbelastet. Jeg stopper i Gordons Bay. Cyklen ind bag i bilen og så kører vi videre langs kysten. Vi kommer gennem landsbyen Fish Hoek og vi er tilbage på veje jeg har kørt før. Dejlige steder. Vi svinger forbi Boulders Beach, næsten helt ude på Cape Point og siger hej til et par pingviner, inden vi sætter snuden mod Stellenbosch.

Hyggelig fætter i solen...

Vågen, sover, vågen, sover, vågner, ser et skilt der står Caledon på. Op og ud i en fart. Det gik lidt hurtigt. Gad vide om det var rigtigt det her…? Klokken er 5.20 om morgenen. Solen er oppe, men det ser ud til, at den er helt alene om det. Vejen er tom. Huse, men ikke en sjæl, en tankstation og helt stille. Har en lap papir med en adresse, hvor min næste bus går fra, men her er ligeså mange gadeskilte som biler og mennesker. Ingen…

Åbner døren til kontoret på tankstationen. Ingen. Det er Twin Peaks på afrikansk det her…En kulsort, lille, meget rund og meget smilende ung pige kommer frem. Den er god nok. Adressen passer og der kommer en bus herude foran i ny og næ.  En bil kører ind på tanken, der bliver grinet og snakket og Twin peaks fordamper. Der kommer bussen. Vildt nok. Det havde jeg ikke helt regnet med.

Står af i kystbyen Hermanus. Klippekyst, kæmpe bølger og en seriøs vind står ind ude fra Atlanterhavet. Perfekt. Jeg bliver hængende et par dage.

Klipper og bølger i Hermanus

Et stille hjørne af kysten...

De sidste par dage har her været tømt for gæster, her er stille og jeg er flyttet ned på gården. Cyklen er taget med Elbie og Alawyn sydpå. De kørte i går. Dagen efter vi kom hjem fra Baviaans. Så har jeg den, når jeg kommer ned af kysten om et pardage. Uden cykel, har træningen indskrænket sig til de øvelser jeg har fået af fys’en og så styrketræning på græsplænen. Det er også ok. Knæet har nol godt af et par dages pause, inden den står på tur ned af kysten og spor i Stellenbosch. Der er godt her, men jeg trænger snart til lidt luft i håret. Det får jeg om et par dage. Det skal nok blive godt J

Hun har boet i huset i 60 år. Det ligner sig selv siger hun. Altså ikke huset, men alt det udenom. Der var flere mennesker dengang, men ellers ligner det sig selv. Udsigten er den samme. Det er den samme vej, der går lige her neden for. Der er mindre trafik på den nu end dengang. Da var der folk overalt, siger hun. Mennesker på vej steder hen. Mennesker på gaden. Nu kommer der en bil forbi i ny og næ. Men ellers ret stille. Udsigten over appelsinplantagerne, majsen, peberfrugter, vandmeloner og alt det andet der maler billedet grønt, er den samme. 60 år det samme sted…det tror jeg ikke jeg kommer til at opleve.

Marker og grønne bjerge...

Jeg spørger til hvordan det var at leve her, under apartheid. Hun skifter emne tilbage til udsigten, vejret og hvordan det hele nu også er så dejligt, at Jansie er blevet gift med den søde mand. Og Alawyn han er da også sådan en flink mand. Hun har ingen anelse…Elbie og ham bliver aldrig gift. Jeg prøver med mit spørgsmål igen og kommer ingen vegne. Gad vide hvorfor det er så farligt at tale om. Jeg må trække noget bedre spørgeteknik op af lommen og prøve igen senere.

Foto: Elbie Det er da rart med lidt god plads...

Står ud af bilen – cyklen og mig, på toppen af et bjerg. De næste par timer får jeg kørt flere højdemeter end jeg har gjort i meget lang tid. Er stadig glad for, at det er i 35 grader jeg skal gøre det. Jeg må næsten være et af de gladeste mennesker i verden lige nu. Et par toppe, støv, sten, grus, sol og en cykel. Der skal ikke meget til, hva’ : )

Mere god udsigt...

Glad for at knæet endelig er stærkt nok til at jeg kan stå op i pedalerne. Kan ikke træde og må blive siddende i sadlen når det går opad, – og det gør det jo sådan set halvdelen af vejen, men nedad går det fint. Fremskridtene er til at få øje på her i varmen.

Foto: Elbie Januartræning er slet ikke så skidt...: )

Fint at have kørt det her i bil, med knæet oppe eller bag rattet i firhjulstrækkeren. Nu kan jeg så cykle det klart sjoveste og springe over det, der ikke er andet end af sveden grusvej der hverken går op eller ned. Er du rigtig klog hvor er jeg heldig. Hvis man endelig skal være skadet, skal det da være med det her hold i baghånden : ) Det føles som om jeg er på vej tilbage i kampen igen. Står på bilen igen efter de her par timer, med ømt knæ og det største smil i verden. Fantastisk dag!!

Elbie the camper og halvdelen af supportteamet...

Her er da ret pænt...

Vi tog alligevel en tur til kysten igår. Inden den står på bjerge. Jeg cyklede derud og det var vel nok lidt for langt for knæet, men til gengæld var det en ret god tur. God vej og gode bakker. Det er også fint, når jeg kan sidde her med benet oppe i dag. Vi er på vej op i Baviaans. Det bliver ikke på cykel hele vejen, men det her, er det bedste alternativ. Cyklen er med og jeg bliver sat af, sammen med den, så snart jeg synes jeg har lyst til det. Det bliver først i morgen. I dag kommer det til at gøre for ondt.

Bryllupsfest, 35 grader og cykelture på de her kanter. Det er virkelig en god start på et nyt år, det må jeg sige : )

Chaufføren og turisten...

Vi rydder op med tømmermænd næste dag, brudeparret stikker af for et par dage, mens vi laver brunch af rester til de gæster der er blevet hængende. Det er de jo sådan set alle sammen. Man kan ikke sådan lige komme herfra midt om natten. Det sidste vi gør er at smide telt og cykel i bilen. Nu er det på tide vi kommer ud og får lidt luft. Imorgen tidlig letter vi tre herfra. Bare for et par dage : )

Se lige der, hva!

De mørkegrønne appelsinplantager fortsætter på begge sider af vejen indtil landskabet åbner op til den ene side og der er klippevæg til den anden. Tramper mig op af bjerget, mens jeg smiler over den gode vej, den gode temperatur til det lidt stive knæ og bare at være ude og tilbage på den cykel. Knæet er hævet, men det er mange gange bedre end for nogle dage siden og meget bedre end at forsøge at få det i gang i dansk morgentemperatur.

Der er vandrende folk på vej til arbejde. Det er ellers ferietid og de fleste har tvungen ferie. Gårdene bliver holdt kørende på mindste mandskab. Det de kalder for ”skeleton crew”. Så derfor traver der hist og her, et par stykker på vej afsted. De hilser alle sammen, mens jeg tænker om jeg også kan nå ned forbi dæmningen. Den er enorm. Sidst jeg var her, var den tom for vand. Nu er den fyldt op siger de.

På vej på job...

Jeg rammer grusvejen og indkørslen til Baviaans Kloof, som er et kæmpe stort beskyttet naturområde. Der skal tilladelse til, men det varer lige nogle km. inden jeg når den port. Hele området er godt 200 km. hvis man vil igennem og ud på den anden side.  Jeg har før været 20-30 km oppe af stien som bliver til jeepspor og det kunne være fint at køre hele turen frem og tilbage. Det vil være med bivuaksæk og mad i rygsækken.

Morgentur...: )

Der er leoparder, gnuer, bøfler og næsten hele smøren. Men området er stort og der er ikke mange veje igennem, – vidst faktisk kun en, så mon ikke de fleste dyr holder sig langt fra stien, hvor også landmændene, kører frem og tilbage i deres firhjulstrækkere. Egentlig havde jeg en forhåbning om at kunne gøre det i næste uge. Men med de par timer jeg kan kører af gange, bliver det en kedelig tur. Det bliver en anden gang. Denne morgen, når jeg nogle km. op af grusstien og så vender jeg snuden hjemad igen. Forbi skiltet til dæmningen, som også må blive senere på ugen og mod huset på bakken og morgenkaffe. Det bliver til 1½ time. Det er ikke langt, men jeg er stadig bare glad i låget over at være tilbage på cyklen. Endelig kan jeg komme i gang med at træne igen. Oven i købet med udsigt til at komme ud i varmen, mange gange endnu over de næste par uger : )

Håndtaget på toiletdøren sidder i øjenhøjde og jeg føler mig som en pygmæ. Badeværelset er fyldt med grandma stuff. Små flasker parfume, hæklet grønt dækken til toiletsæde låget og håndklæder som jeg husker dem fra 70’erne.

Sover som en baby, vågner ved vækkeuret 6.30. Lukker øjnene et sekund og kl. er 7.

Grandma Bettie

Hendes grå hår er redt lige op i luften, solbrændt på den gode måde og hendes 82 år ligner mere 72. Vi mødtes sidst jeg var her, men ikke længe og jeg husker hende kun svagt. Hun berettet om familien og vennerne, mens hun steger pølse og laver grød. Hun gider ikke arbejde mere og taler om husarbejde. Hun vil hellere nyde sit liv. Hun vil heller ikke have tjenere længere, for hun gider ikke have nogen rendende. Hun vil kunne tage af sted når hun vil og komme hjem når hun har lyst. Hun lægger et drevent ’maan’ i slutningen af hver sætning. Og dem er der rigtigt mange af. Som en rigtig grandma skal, minder hun mig om hvert 2. minut, at jeg skal drikke min kaffe mens den er varm, hun synes jeg spiser for lidt og så taler hun så mine ører er ved at falde af. Der er mange historier i hende…

Jeg forsøger at hitte redde i navne, steder og funktioner på den store famlie, der kommer alle steder fra. De fleste bor i Freestate oppe nordpå,  men også et par stykker i Namibia og en del i hovedstaden Pretoria. Onkel og tanke holder får på en gård i Namibia. En anden onkel og nevø har en dyrepark oppe nord på. De har her til morgen fået et kuld hvide løver. Deons dobbeltgæner – hans bror, bor også et sted oppe i nærheden af Johannesborg. Børnene bader skidtet af i floden, med klippevæggen, inden de går til køjs i teltene rundt omkring os og vi drikker et glas vin, inden vi bumler over stok, sten og hullede grusveje, hjemad igen, til Elbies kødgryder.

Står ud af bilen og mens Jansie kører den i laden og lukker porten, står jeg og lander rigtigt midt i alle duftene. Laden ligger hvor den gjorde sidst, selv himlen er klar og stjernerne er spredt ud i et omfang jeg ikke har set så ofte, men som det så ud, sidst jeg var her. Jeg kan se Elbie gå forbi vinduet i køkkenet, appelsintræerne står på rad og række og omgiver gården helt. Alt er som jeg husker og jeg må tænke igen, at det er godt at være tilbage : )