Kig, drøm løs og læs med inden så længe. Nyd foråret indtil da : )

Cambodia

En lur i Phnom Pehn

På vej fra skole i Mekong Deltaet

Vietnam

Lige uden for byen...

Rejedamer i Cambodia

Cykelpause...

Et øjebliks regn...

I hjulet af de hurtige lokale

I skoven...

Mekong

Meld dig til nyhedsbrevet hvis du har lyst. Så får du besked, når der er nyt på siden…: )

Nu har jeg kørt med dem hver dag i den sidste uge og forbedringerne er slet ikke til at tage fejl af. Tror de bliver der, til jeg stillercykelskoene om forhåbentlig lang tid. Med fare for at lyde som en ringe tysk tv-reklame, fortæller jeg nu, at hvis nogen vil prøve det selv, kan de købes hos Nuex. God fornøjelse : )

Noget andet og fint er også, at jeg igen har fået et par stik i skulderen og har skyllet en Cholera vaccine ned, – denne gang med Jordbær smag. Henrik har gjort det samme og det er fordi vi er på vej til Asien om ikke så længe. Vi flyver til Bangkok og cykler derfra, gennem Cambodia over til Ho Chi Minh City i Vietnam. Den korteste vej er omkring 1000 km. Det bliver nok ikke den vi tager, så vi ved ikke helt hvor langt der er. Til gengæld ved vi, at vi har påsken og et par dage i hver ende til at gøre det i. Vi har flybilletter og cyklerne bliver pakket ned om formiddagen. Det er nok ca. det vi når at planlægge.

Det skal nok blive en fin tur : )

Det bliver med en rygsæk hver. I den kommer ekstra geardrop, et sæt cykelbuks, plaster, en myggespray og kamera. Det bliver nemt at pakke og så håber jeg på, at cykelformen har godt af at komme lidt ud i solen. Hårh det bliver dejligt : )

Et par sms’er tikker ind, fra folk der er kommet hjem fra juleferie og er tilbage i byen. Ja,  nu kan de mødes. Jeg har kun et par dage tilbage og vi kan ikke få det til at passe. Det vente til næste gang jeg er i nabolaget. Det er også hyggeligt.

Selv vejen til sporene er pæn...: )

De sidste tre dage tilbringer jeg i sadlen i Stellenbosch og omegn. De gode spor i Jonkers Hoek bliver kørt tynde og  mine ben kørt trætte. Mit knæ og de sidste ugers sol og cykling har været en god kombination. Det er meget, meget bedre, end det var da jeg tog hjemmefra. Jeg kan cykle igen, gå helt normalt og gå ned af trapper, – også næsten normalt. Om jeg bliver klar til forårs løbene, ved jeg stadig ikke. Men nu er jeg da i sadlen igen : )

Sol, spor, støv og stort smil : )

Lidt og beskidt kæde...!

Lækkert lækkert!

Jeg er på rette vej.

Mangler du et løb i marts...? Så er det et lige her. Garanti for tørre spor.

Det er tidlig morgen. Varmt, men heldigt for mig er det undtagelsesvis overskyet og jeg stikker afsted, inden vinden får ordentlig fat. Slår et slag ind i landet, af den store landvej, for at komme over floden Bot. Bilerne må køre 120 i begge retninger og jeg håber, at ingen af dem, har brug for at komme for langt ind til siden. Endelig kan jeg dreje fra. Mindre vej, færre biler.

Ligner mistænkeligt dansk vinter, men der er grønt lige om hjørnet og det er stadig 30 grader...: )

De små kystbyer, jeg kommer igennem, ligger øde hen sådan en mandag formiddag. Gennem Bettys Bay, lidt ind og ud af bjergene, ned mod kysten igen med 70 i timen og nu rammer jeg den kystvej der ligger helt ude på kanten, her de sidste 25 km. Klipper og bjerge på højre hånd og grønt klart hav min venstre hånd. Surferne ligger dernede og skvulper rundt, mens de venter.  Vinden er taget alvorligt til og jeg bliver nærmest løftet op af bakkerne, nu hvor jeg kører næsten stik nord. Det er godt det her. Vild kyst. I skulle tage den her tur en dag ved lejlighed.

God til en mandagstur : )

God asfalt, tunge skyer og fin kyst.

Kæmpepoint til Elbie, for at gi’ mig chancen for at køre kysten her. Virkelig fint stykke at køre, for et let træningspas uden at knæet bliver overbelastet. Jeg stopper i Gordons Bay. Cyklen ind bag i bilen og så kører vi videre langs kysten. Vi kommer gennem landsbyen Fish Hoek og vi er tilbage på veje jeg har kørt før. Dejlige steder. Vi svinger forbi Boulders Beach, næsten helt ude på Cape Point og siger hej til et par pingviner, inden vi sætter snuden mod Stellenbosch.

Hyggelig fætter i solen...

Vågen, sover, vågen, sover, vågner, ser et skilt der står Caledon på. Op og ud i en fart. Det gik lidt hurtigt. Gad vide om det var rigtigt det her…? Klokken er 5.20 om morgenen. Solen er oppe, men det ser ud til, at den er helt alene om det. Vejen er tom. Huse, men ikke en sjæl, en tankstation og helt stille. Har en lap papir med en adresse, hvor min næste bus går fra, men her er ligeså mange gadeskilte som biler og mennesker. Ingen…

Åbner døren til kontoret på tankstationen. Ingen. Det er Twin Peaks på afrikansk det her…En kulsort, lille, meget rund og meget smilende ung pige kommer frem. Den er god nok. Adressen passer og der kommer en bus herude foran i ny og næ.  En bil kører ind på tanken, der bliver grinet og snakket og Twin peaks fordamper. Der kommer bussen. Vildt nok. Det havde jeg ikke helt regnet med.

Står af i kystbyen Hermanus. Klippekyst, kæmpe bølger og en seriøs vind står ind ude fra Atlanterhavet. Perfekt. Jeg bliver hængende et par dage.

Klipper og bølger i Hermanus

Et stille hjørne af kysten...

De sidste par dage har her været tømt for gæster, her er stille og jeg er flyttet ned på gården. Cyklen er taget med Elbie og Alawyn sydpå. De kørte i går. Dagen efter vi kom hjem fra Baviaans. Så har jeg den, når jeg kommer ned af kysten om et pardage. Uden cykel, har træningen indskrænket sig til de øvelser jeg har fået af fys’en og så styrketræning på græsplænen. Det er også ok. Knæet har nol godt af et par dages pause, inden den står på tur ned af kysten og spor i Stellenbosch. Der er godt her, men jeg trænger snart til lidt luft i håret. Det får jeg om et par dage. Det skal nok blive godt J

Hun har boet i huset i 60 år. Det ligner sig selv siger hun. Altså ikke huset, men alt det udenom. Der var flere mennesker dengang, men ellers ligner det sig selv. Udsigten er den samme. Det er den samme vej, der går lige her neden for. Der er mindre trafik på den nu end dengang. Da var der folk overalt, siger hun. Mennesker på vej steder hen. Mennesker på gaden. Nu kommer der en bil forbi i ny og næ. Men ellers ret stille. Udsigten over appelsinplantagerne, majsen, peberfrugter, vandmeloner og alt det andet der maler billedet grønt, er den samme. 60 år det samme sted…det tror jeg ikke jeg kommer til at opleve.

Marker og grønne bjerge...

Jeg spørger til hvordan det var at leve her, under apartheid. Hun skifter emne tilbage til udsigten, vejret og hvordan det hele nu også er så dejligt, at Jansie er blevet gift med den søde mand. Og Alawyn han er da også sådan en flink mand. Hun har ingen anelse…Elbie og ham bliver aldrig gift. Jeg prøver med mit spørgsmål igen og kommer ingen vegne. Gad vide hvorfor det er så farligt at tale om. Jeg må trække noget bedre spørgeteknik op af lommen og prøve igen senere.

Foto: Elbie Det er da rart med lidt god plads...

Står ud af bilen – cyklen og mig, på toppen af et bjerg. De næste par timer får jeg kørt flere højdemeter end jeg har gjort i meget lang tid. Er stadig glad for, at det er i 35 grader jeg skal gøre det. Jeg må næsten være et af de gladeste mennesker i verden lige nu. Et par toppe, støv, sten, grus, sol og en cykel. Der skal ikke meget til, hva’ : )

Mere god udsigt...

Glad for at knæet endelig er stærkt nok til at jeg kan stå op i pedalerne. Kan ikke træde og må blive siddende i sadlen når det går opad, – og det gør det jo sådan set halvdelen af vejen, men nedad går det fint. Fremskridtene er til at få øje på her i varmen.

Foto: Elbie Januartræning er slet ikke så skidt...: )

Fint at have kørt det her i bil, med knæet oppe eller bag rattet i firhjulstrækkeren. Nu kan jeg så cykle det klart sjoveste og springe over det, der ikke er andet end af sveden grusvej der hverken går op eller ned. Er du rigtig klog hvor er jeg heldig. Hvis man endelig skal være skadet, skal det da være med det her hold i baghånden : ) Det føles som om jeg er på vej tilbage i kampen igen. Står på bilen igen efter de her par timer, med ømt knæ og det største smil i verden. Fantastisk dag!!

Elbie the camper og halvdelen af supportteamet...