Mine sponsorer Bjergkæden Niner Riemann P20 29\\\\\\\\\\\\\\\'er Bike Shop

DK rundt i havkajak

I 2001 roede jeg rundt om Danmark i havkajak, sammen med Ravn Hamberg. Vi var de første til at ro turen og gjorde det, året efter at havkajakroerne havde lavet et officielt regelsæt for hvordan det kunne gøres.

Jeg har skrevet en historie om turen, som dengang blev trykt i Havkajakroernes medlemsblad. Den fik seks kapitler og i bladet, blev der trykt et kapitel af gangen. Hele historien kan du finde herunder. God fornøjelse : )

Havkajakroernes hjemmeside, står der sådan her om DK Rundt…

“I år 2000 oprettede Havkajakroerne og Peter Unold det rød-hvide bånd, som en udfordring og udmærkelse til alle interesserede kajakroere. Det rød-hvide bånd erobres ved at ro rundt om Danmark af en løst fastlagt rute og under overholdelse af et bestemt regelsæt. Arrangementet er som sådan ikke nogen konkurrence, men antallet af dage, der bruges på turen, registreres af foreningen. Alle der gennemfører turen erobre båndet. Det var Lone Sand og Ravn Hamberg der erobrede båndet som nummer 1 og nummer 2 i 2001. Udover Peter Unold som erobrede båndet 2 år efter, ja så gik der faktisk 5 år mere, før der nye erobrere var på banen. Dette skabte opmærksomhed om båndet og specielt nu efter Erik B. Jørgensens seje erobring midt på vinteren, så ved alle efterhånden hvad Havkajakroernes Rød Hvide Bånd er!”
 
Læs mere om det Rød-Hvide bånd her.
Læs her om de mulige ruter.  
Se her en liste over dem der indtil nu, har roet turen. 

Riget Rundt

af Lone Sand 2001

Kap. 1

Flensborg fjord er lidt som at ro hen ad en å. Altså bortset fra at vi må holde tilbage for et fragtskib undervejs. Den er smal, der er træer langs bredden og nogle småøer er spredt rundt omkring. Det var også som om vi roede langsommere og langsommere. Ikke fordi vi var trætte. Selvom vi efterhånden roede på km. nr. 75 i dag. Grunden var nærmere at når vi nåede enden af jorden ville turen være forbi. Det kan også være fordi vi begge to roede i vores egne tanker og tænkte på hvordan de sidste 26 dage havde været.

Det føles som om det var længere siden vækkeuret ringede os ud af bivuaksækkene kl. halv tre om morgenen. Det var ikke så svært at komme op. Bl.a. fordi vi lå lige under vinduet til cafeteriaet hvor lugten fra pommes fritterne stadig sneg sig ud. Men det var også dagen vi havde ventet på så længe og så sover man jo ikke over sig. Vi skulle tidligt af sted for at få det udadgående tidevand.

Vi fik pakket i mørket mens jeg taknemligt tænkte på hvordan her så ud for to uger siden. Man kunne ikke stå på digerne uden at blive blæst omkuld. Nu blæste det dog kun 6 sekundmeter. Solopgangen spejlede rødt i den sorte kulfiberpagaj. Det lyder som starten på det rene lykkelige eventyr. Til gengæld havde vi modvind. Det tog hurtigt til. Første mål var Sylt. Var der omkring 18 km, der var derover. Da vi nærmede os Sylt var der pludselig noget, der trak i min kajak nede fra. Modsat vej som bølgerne skubbede mig. Er du rigtig klog en strøm.

Det var starten på turen. Det så måske ikke alt for lovende ud. Vores naive plan havde været at nå til Fanø på første dag. Omkring 60 km. Heldigvis var vi optimistiske og mente nok at vinden vel ville dø ud før eller senere. Så måtte vi jo bare indhente kilometrere til den tid. Senere på dagen tænkte vi faktisk også at det var en mulighed at vi ville komme til at bruge to uger på vestkysten alene. Men det kunne heldigvis heller ikke spolere vores positive syn på det hele. Så må vi jo bare indhente det til den tid.

Tidevand er nogle gange - ingen vand

Modvinden fortsatte såmænd de næste fire dage. Hver morgen vågnede vi og hørte vejrmeldingen kl. 5.45. Vi hørte at det var sommervejr i resten af landet, men ikke lige ved vestkysten. Så vi roede ud i mere vådt og blæsende vejr. Vi nåede kun omkring 30 km. per dag de første tre dage. Undervejs måtte vi ind imellem trække kajakkerne over en enkelt sandbanke, henover alt for  lavt vand og op ad de enormt brede strande de har dernede. Det var en hård nyser at komme igennem vadehavet. Man kan desværre ikke hele tiden have højvande. Heldigvis havde vi søkortet der kunne guide os udenom og indenom de største sandbanker. Selvom det var sommer var det koldt. Det regnede og ingenting nåede at tørre fra dag til dag. Våde neoprenshorts har vi vel alle prøvet at tage på om morgenen… Men hvad gør vådt neopren når man til gengæld igen og igen møder sæler. Og det gør man jo på de kanter. En lille unge dukkede op en halv meter lige foran kajakken. ‘nej nej flyt dig…’ udbrød jeg i min forskrækkelse. Jeg troede faktisk den ville få en Sirius lige i panden. Den dykkede da den nåede ud for cockpittet. Det kan jo få enhvers hjerte til at smelte.

Det var også en af de første dage at vinden blev ved at tage til og bølgerne blev større. De begyndte at brække fra flere sider. En brækkede oven i Ravn. Hvidt skum, en arm og en pagaj i den anden retning. Ok, han sidder vist ikke rigtigt i sin båd længere. Han dukkede op ved siden af sin kajak ganske kort efter. Det er da godt at en makkerredning virker hver gang.

Flere dage senere, da episoden kom op igen viste det sig at vi havde hver vores oplevelse af sagen. Jeg synes at det gik hurtigt og nemt. Ravn derimod mente, at jeg var omkring en time om at komme hen til ham. Herregud tænkte jeg, der var da brækkende bølger over det hele. Men tingene ser tilsyneladende anderledes ud fra en tør kajak end fra kolde bølger.

På trods af modvind og sandbanker var det rart bare at være af sted. Vi bevægede os endelig. Nu havde vi gået og planlagt i så lang tid. Tænkt på hvordan Vestkysten mon ville være. Ville det være alt for vildt eller ville vi have en chance. Så selvom vi ikke endnu helt havde hentet alle de km. vi egentlig skulle ifølge planen, var jeg efter kun en dag ikke i tvivl om at vi nok skulle komme hele vejen rundt. Nu var vi i gang og det ville vi blive ved med…

——- 0 ——-

 Kap. 2

Vi var nu på den rigtige vestkyst og vi bevægede os langsomt, men sikkert nordpå. Det næste stykke tid, skulle vi opleve et af de mest afvekslende og interessante stræk. Vi havde lige passeret Blåvands Huk. Det ligger jo lidt yderligt, så vi var noget spændte på at se, hvordan forholdene ville være. Vi kunne se en lang brænding gå vinkelret ud fra kysten, da vi nærmede os. Enden på den kunne vi ikke få øje på, så for ikke at fortsætte helt til England, måtte vi gå lige igennem. Det var nu heller ikke så kompliceret, som det umiddelbart så ud til. Der var kraftig strøm lige ud for Hukket og bølger på ca. en meter brækkede fra to sider. Lidt som refleksbølger. Til gengæld var det overstået i løbet af 50 meter. Da vi rundede fik vi vinden lidt fra siden. Det var en rar fornemmelse at kunne ligge stille uden at blive presset tilbage igen. Vi havde efterhånden vænnet os til den larm og det arbejde en modvind giver. Og nu var det pludselig helt stille og meget nemmere at ro.

Nu var vi også nået til den strækning, hvor vi snart ville opleve Klitmøller, Hanstholm og Hirtshals. Især Hanstholm var vi nysgerrige efter at stifte bekendtskab med. Vi havde hørt mange interessante, men ikke særlig opmuntrende historier om det sted. Men inden vi kom så langt skulle vi forbi Oksbøl skydeterræn. Under planlægningen af turen havde vi ringet rundt og forhørt os om skydetiderne hele vejen langs kysten og fundet ud af, at de ville skyde i Oksbøl, lige når vi skulle forbi. Vi ville selvfølgelig forbi dagen før, så vi ikke kom til at ligge og vente. Der var bare sket det, at min ryg var begyndt  at gøre ondt. Det føltes som om en nerve var kommet i klemme og det var svært at bevæge højre arm. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt når man skal ro, må man sige. Man kan heller ikke rigtig sige, at min rostil var den bedste, men vi kom fremad og vi kom også forbi Oksbøl i tide. Faktisk overvejede vi på et tidspunkt, om vi ikke bare kunne nå forbi om morgenen, inden de begyndte deres skydning. Det blev vi dog ret glade for at vi ikke gjorde, da vi næste morgen kl. seks forlod vores lejrplads og kunne se at kuglen var rejst og at de for længst var i gang med at skyde.

Stik Nord

Nu havde vi været af sted i nogle dage og en god rutine var ved at indfinde sig. Det tager et par dage før alting finder deres helt rigtige plads i kajakken. Men når først det ligger der, bliver en ting som ind- og udpakning hele tiden mere effektivt. I det hele taget bliver alting mere og mere effektivt. Uden at aftale noget, bliver opgaverne fordelt og ordnet. Vi kunne godt gå rundt og lede efter det bedste sted at slå teltet op i et stykke tid. Men når først, pladsen var fundet, tog det ikke lang tid inden teltet stod op og maden var sat over. På den måde er det nemt at være på tur. Alt det der skal laves, er af praktisk karakter. Når bare det bliver gjort, så glider alting ret nemt.  Det er svært at drive nogle rigtig store problemer frem på sådan en tur, hvis man skulle have lyst til det.

Et enkelt problem havde vi dog opdaget. Turen igennem vadehavet og op ad strandende havde slidt så meget på gelcoaten under kajakkerne, at vi nu begge to havde havudsigt gennem bunden. Vi kunne ikke helt se, om det også var gået ud over glasfiberen. Det var selvfølgelig ikke helt i orden, men vi kunne ikke gøre så meget ved det lige nu. Vi var kommet forbi alle de rigtig lange strande, så vi ville ikke få brug for at slæbe kajakkerne så langt længere.  I det mindste ville det nok ikke blive meget værre. Det viste sig dog heldigvis senere, at det slet ikke var noget problem.

En anden ting der blev fast rutine, var at blive liggende i soveposerne mens vi hørte vejrmeldingen og spiste morgenmad. Den første morgen havde vi pakket det hele ned, inden vi spiste morgenmad. Men man skal ikke lade sig narre af, at det er sommer ifølge kalenderen. Det er bare ikke ok, at sidde udenfor og spise morgenmad kl. seks om morgenen, i en regnfuld juni måned. Så det holdt vi hurtigt op med. Det var som regel ganske vindstille om morgenen nu og det betød at vi ofte startede i  en kølig havgus. Vinden tog først til op af formiddagen. Derfor overvejede vi på et tidspunkt, om vi kunne starte tidligere for at udnytte at det ikke blæste. Efter et par håbløse forsøg opgav vi det igen. Ingen af os fungerer tilsyneladende rigtigt godt før kl. 5.45. Det var heldigvis nemt at blive enige om, at der er grænser for hvad man skal udsætte sig selv for i sin ferie. På resten af turen stod vi ikke op før den første vejrmelding.

Opmåling af dagens etape, på gammeldags manér

Efter de første par dages kortere dagsetaper var vi nu oppe på noget der begyndte at ligne noget. Vi lå nu på mellem 45 og 65 gode km. om dagen. De tabte km. blev hurtigt hentet ind. Solen kom nu også frem ind imellem, så det hændte, at vi når vi holdt frokost ikke behøvede at tage ekstra tøj på, men oven i købet kunne smide det øverste lag. Sikke en rar fornemmelse. Mon sommeren nu alligevel var på vej til vestkysten? Selvom jeg husker hele vestkysten som en afvekslende og interessant tur, var der dog alligevel en enkelt dag hvor det blev noget ensformigt. Det var på vores vej forbi Harboøre og Agger Tange. Vi passerede høfde efter høfde efter høfte… Samtidig kan man se Cheminovas skorstene tårne sig op bag Harboøre Tange. Inde på stranden kunne vi se en helt skov af advarselsskilte. De gule trekanter kunne faktisk slet ikke komme til for hinanden. Det er sørgeligt, at de kan blive ved med at få lov til at ligge der. Det er jo et fint naturområde med masser af fugle. Vi kom dog heldigvis hele vejen til Thyborøn uden at få ætset bunden ud af kajakkerne. Måger med to hoveder så vi heller ingen af. Man ved jo aldrig hvad man kan forvente på de kanter.

Vi spiste fisk til frokost på havnen i Thyborøn og håbede på, at de var fanget et godt stykke ude i Fladen eller måske helt oppe i Sydlige Utsira. Den smagte under alle omstændigheder godt og gav os ny energi til resten af dagen. Under hele frokosten blev vi endda underholdt af en stor magelig sæl der gled rundt og hyggede sig i havnebassinet. Efter frokost forsvandt høfderne ved Agger Tange hurtigt forbi. Det blev hurtigt glemt hvor kedeligt det havde været, da vi nu kunne se kysten rigtigt igen. Et stykke derudaf blev min opmærksomhed rettet mod noget inde på land. Vi roede et pænt stykke ude. Mellem anden og tredje revle for det meste. Inde på land, ned ad en skrænt kunne jeg se noget meget orange og meget flagrende komme løbende med armene i vejret. Det viste sig at være Ravns moster. Hun var ganske tilfældigt kommet forbi, hvor hun ikke havde været i tyve år og fik øje på os derude. Dvs. hun kunne jo ikke se det var os, men hun regnede ikke med der var andre der ville være så åndssvage at ro i Vesterhavet. Vi gik ind gennem brændingen for at møde hende på stranden.

Avs!

Vi var faktisk på det tidspunkt blevet ganske gode til at komme ind og ud af brændinger. Det kan man næsten blive nødt til, hvis man vil ro derovre og gerne vil ud af sin kajak ind imellem. I de situationer dur det heller ikke at være for bange for et par ridser i bunden. Man lander så langt oppe på stranden, som størrelsen på den bølge man valgte at tage ind. At stå ud og bære kajakken ind, er en af de muligheder man ikke har. Nu var vi ligesom også begge to kommet over det her med at være bange for at få ridser i bunden. Vi havde jo ikke engang mere gelcoat tilbage.

Men altså, vi mødte moster på stranden og blev inviteret til bad, mad vi ikke selv skulle lave og en seng i hendes lejede sommerhus. Det passede fint med vores plan, så halvanden time senere mødte vi hende på stranden ved Vorupør. Vi fik lov at lægge kajakkerne hos nogle fiskere og nød nu resten af aftenen rene, mætte og i godt selskab. Vi havde fået turens første bad, vablerne var tapet ind (-at prikke hul på diverse vabler og tape dem ind i sportstape, var efterhånden blevet en del af morgenritualet…) og nu var vi klar til at ro mod Klitmøller og Hanstholm.

Vi havde ca. en meter bølger i ryggen og 5-8 sekundmeter ind fra SV. Det var en nem tur til Klitmøller og det var ikke surfbølger vi mødte der, hvilket passede os glimrende. Vi gik ind for at holde en kort pause og lige spørge til Hanstholm, inden vi kom nærmere. Vi var vel ca. 10 km. derfra nu. En flok ældre fritidsfiskere var lige kommet i land og stod og sorterede fangsten. De var den der slags mennesker, der har kendt hinanden altid, elsker hvad de laver, og omgås hinanden med en indforståethed, en jargon og en respekt, der siger en masse om hvad de er for nogle. De her var varme, tilfredse og nød hinandens selskab rigtigt meget. Sådan vil jeg også være når jeg bliver gammel. De var noget nysgerrige efter hvad vi lavede. Spurgte til GPS’en, kortene og turen i det hele taget. De fortalte om hvor sjovt det var at kikke på, når folk kom og surfede i deres kajakker om efteråret. Lidt om  dagens fangst og så fik vi et par historier om Hanstholm. Da vi kort efter satte os i kajakkerne igen, var det med en rar fornemmelse af, lige at have mødt de hyggeligste og mest tilfredse fiskere i verden.

En mindre bugt lå mellem os og Hanstholm. Vi ville egentlig bare krydse lige over, men bølgerne blev pludselig ganske pæne og strømmen kraftig, så vi gik tættere på kysten og fulgte den rundt. Endelig nåede vi Hanstholm. Jeg har aldrig før set så lang og vild en mole. Jeg kan godt se hvad folk mener, når de omtaler det her sted med respekt. Der var grænser for hvor langt vi kunne gå udenom, men på den anden side var det heller ikke interessant at komme for tæt på selve molen. Refleksbølgerne startede længe før vi overhovedet kom i nærheden af molen. De blev større og større. Og de blev ved og ved i hvad jeg syntes var rigtigt, rigtigt lang tid. Lige indtil vi var lige ud for indsejlingen, så blev det pludselig til ganske almindelige behagelige bølger,  hvor vi kunne ligge og betragte de enorme moler. Imponerende bygningsværk. Vi holdt frokost lige efter havnen i læ af en bunker. Vi sad nu rigtig og glædede os over og var taknemlige for at vejret havde været med os. Vi var lettede og klar over, at det her sted sagtens kunne have betydet flere dage i venteposition ved en lidt for kraftig vind. Og så længe vi sad i læ var det oven i købet lidt varmt. Endelig lugtede det lidt af sommer.

Hen ad aften slog vi lejr i Vester Torup Klitplantage. Vi havde roet 57 km. i dag og var nu foran vores tidsplan, med en hel dag. Vi var kommet forbi to steder der kunne have været kritiske, min ryg var i orden igen og teltet var slået op.

——- 0 ——-

 Kap. 3

Vi forlod Vester Torup Klitplantage og drog videre nordpå. Det var rart at have ligget på græs i nat. Det gav os en chance for at få noget af sandet ud af udstyret. Eller i hvert fald ikke få mere i det. Tålmodigheden var her de sidste dage blevet stillet på en hård prøve, når vi kom i land, havde slået teltet op og var rigtig sultne. Benzinbrænderen og de vestjydske strande var nemlig aldrig blevet rigtigt gode venner. Alle de små dele der er i sådan en brænder sammen med en håndfuld sand, er en af de dårlige kombinationer. Men for det meste virkede den heldigvis første gang. Næste gang kan det dog godt være der skal en trangia med.

Vi kom først af sted kl. 7.20 og det var med en god kraftig sidevind. En anelse imod faktisk. Hen ad dagen vendte vinden lidt og vi ændrede kurs, så vi endte med at have en smule medvind. Ikke så skidt. Samtidig havde vi disse lange, lange dejlige dønninger i ryggen. Så kan man virkelig falde i dagdrømme-mode. Sådan en dag siger vi ikke særlig meget til hinanden. Det sker at en af os får behov for at ytre os om den gode vind, de gode bølger eller noget i den retning. Eller også opstår der ideer til nye ture man kunne ro, eller bare steder man kunne rejse hen. Når man sidder der og er kommet ind i sin gode ro-rytme og den ene kilometer efter den anden glider forbi og vejret er godt, ikke for varmt, ikke for koldt, ikke for blæsende -sådan lige tilpas. Så kan man komme langt omkring inde i sit hoved. Det er ren meditation.

Stille vand - man må jo tage billeder, mens det kan lade sig gøre.

Vi ror nu på 8. dag. Foreløbig går det fint med vores fysik. Ingen af os vidste hvordan vores kroppe ville reagere efter lang tids roning. Før vi tog af sted havde de længste ture kun været på 4-5 dage. Vablerne er der stadig, men nu har vi bare vænnet os til dem. Hver morgen bliver der prikket hul på de nye. Jeg taper mine ind i sportstape. Det er også ved at blive bedre, for hænderne består efterhånden mest af hård hud. Men udover det, som man må betragte som en detalje, har ingen af os problemer. Gad vide hvornår man når punktet hvor man kun bliver stærkere? Vi var nok ikke helt nået dertil endnu, for vi kunne godt mærke at en hviledag ville da ikke være at foragte.

Inden vi tog af sted havde vi overvejet ganske meget, hvad vi skulle spise og drikke, for at være sikre på ikke at brænde ud efter kort tid. Efter at have været på tur med Anders Heerfordt et par gange i foråret, kunne vi godt se det praktiske og fornuftige i at indtage Nupo pulver. Vi overvejede helt alvorligt, at det kunne erstatte vores morgenmad på turen. Det indeholder nemlig alt hvad man har brug for, det skal bare tilsættes vand og det fylder ikke alverden. For mit vedkommende sluttede den ide helt, da jeg havde spist ca. to skefulde nupo med jordbærsmag. Jeg havde ellers gjort et ihærdigt forsøg på at røre det grundigt ud, men på mærkværdigvis blev der ved med at være klumper i jordbærmassen, som jo selvfølgelig var lyserød. Det var inden vi tog af sted for at ro Bornholm rundt i pinsen og Ravn, der ikke havde smagt det endnu medbragte det optimistisk som sin morgenmad. Han mente det var mig, der var lige sart nok, da jeg pakkede min müsli og min tørmælk ned. Morgenmad i Rønne ændrede dog den lettere arrogante holdning. Men han nåede vel en trediedel igennem sin portion inden han måtte give op. Imponerende nok.  Nupo var altså ikke en mulighed længere og Anders aftog vores nyindkøbte jordbærpulver. Vi overvejede stadig om ikke det ville være fornuftigt at medbringe en eller anden form for proteintilskud. Jeg er vegetar og får ikke automatisk frygtelig meget protein ud af den mad vi laver på brænderen. Flere udgaver af bodybuilder-drikken blev afprøvet. Valget faldt på noget pulver fra Matas med cacaosmag. Det smager slet ikke dårligt. Det er svært at sige hvilken forskel det gjorde undervejs, men taget lige efter vi kom i land skulle det være med til at bygge musklerne op igen. Og det var en rar tanke at vi da gjorde et eller andet, for at hjælpe kroppen tilbage på sporet igen.

Som vi bevæger os der op ad, nærmer vi os Blokhus. Der har ingen af os været før og vi skal have købt ind, så vi surfer ind til stranden. Sært at se så mange mennesker på et sted. Det har vi ikke set længe. Det bliver faktisk en noget underlig pause vi holder der. En slags kulturchok kan man vel kalde det. Hvorfor vælger så mange mennesker mon at holde ferie lige netop her, når der nu er så mange dejlige steder op langs kysten? Mystisk sted. Det vrimler med danskere på ferie med softice løbende ned over ænderne og vi ligner som sædvanlig -i deres øjne, noget der lige er trådt ud af Starwars.

Vi får købt ind og får os en solid sen frokost, inden vi igen sidder i kajakkerne på vej ud gennem brændingen. På vej ud rammer en brækkende bølge mig i brystet og slår luften ud af mig. Der er saft og kraft i de vesterhavsbølger skal jeg lige love for.

Vesterhavet - dejlig kyst

Vi begynder at overveje muligheden for at finde et sted at sove, hvor vi kan blive en ekstra dag. Tanken om en hviledag trænger sig på. Stranden er lang og bred og der er ikke meget læ at finde. Det blæser alligevel noget nu. Vi skal helt forbi Rubjerg Knude hvis vi skal gøre os nogle forhåbninger om at finde et sted med læ. Vi er trætte begge to og har ikke voldsomt meget lyst til at ro ti-femten  km. mere. Ifølge vores bilkort skulle der være en campingplads lige omkring Løkken. Den satser vi på at finde.

Campingpladser er ikke skiltet så godt herude fra vandsiden, så det kommer til at tage en tur ind til stranden og op i klitterne, før vi har en ide om hvor den befinder sig. I kajakkerne igen og lidt længere hen af stranden. En lang smal trappe fører os og vores gear op til en fin græsplæne til telte. Udsigten heroppe fra er god og vi har det hele for os selv. Heroppe fra campingpladsen ser havet så fladt og stille ud. Men vi kommer lige derude fra, så det ved vi godt at det forholder sig lidt anderledes. Den følgende nat består teltet stormprøven. Det rusker godt i bardunerne da vi vågner. Vejrudsigten går dårligt igennem, men hun snakkede noget om at det blæser op. Vi står op og kigger ud over vandet. Det blæser nok omkring ti-tolv sekundmeter og hvis vi virkelig ville kunne vi godt ro videre. Vi havde tænkt os, at hvis vi stadig syntes det var en god ide med en hviledag når vi vågnede, ville vi tage det.

Vi syntes det er en rigtig god ide. Det tager ca. 2 sekunder inden vi ligger i soveposerne igen. Resten at dagen bliver brugt på dagbogsopdatering, gåture og den slags.  Vi glæder os nu til at komme videre næste dag. Fint med en fridag, men der er nu også rart at være på vandet.

Morgenen efter vågner vi desværre op i et endnu mere ruskende telt end dagen før. Ud med kikkerten igen. Øv…nu er vi faktisk blæst inde. Vi har frygtelig meget lyst til at fortsætte, men nu ville det ikke være særlig fornuftigt. Lidt længere fremme skal vi forbi Hirtshals, som dog ikke er ligeså svær som Hanstholm, men alligevel vil det være dumt at gøre det i det der ligner14-15 meter i sek. Det bliver en lidt kedelig dag. Campingpladsen ligger heldigvis lidt for sig selv uden for byen. Løkken er nemlig ikke verdens mest spændende sted. Absolut lavet for turister med hang til friture og pseudo-mexicansk mad, så vi hænger ud omkring vores telt det meste af dagen. Jeg slår Ravn i backgammon og vinder en rygmassage, som jeg ikke kan få, fordi hans hænder er for slidte… Jeg får næsten læst mig hele vejen igennem en medbragt tyk bog, mens Ravn taler i telefon med Peter Unold. De to taler i telefon som to gamle tanter. Betydelig længere end når jeg taler med mine veninder. Om hvad ved jeg ikke helt, men der kom da en enkelt interessant information ud af det. Peter kunne fortælle at Jim Danielson skulle starte turen her en af dagene. Pludselig blev vi lige en tand mere rastløse og ville nu meget gerne afsted lige med det samme. Vi var blevet klar over at vi i øjeblikket var de eneste, der var i gang med ruten. Det betød pludselig at vi havde en chance for også at blive de første til at gennemføre. Det havde vi ikke overvejet før. Dels fordi der var en del andre der havde meldt deres start og dels fordi vi ikke vidste om det overhovedet var muligt for os at gennemføre. Når vi nu havde muligheden, kunne det da være sjovt at blive de første. Men nu begyndte den seje svensker pludselig også at ro. Vi var på nuværende tidspunkt knap 400 km foran, men alligevel ved man jo aldrig med ham. Han tager sig nogle lange dagsetaper. Lige nu kunne vi ikke gøre meget ved situationen ud over at håbe på bedre vejr imorgen.

Hen ad aften gik vi en tur hen til havnen ved Løkken. Fiskerbådene er trukket op på stranden og bølgerne står ind over molen i bedste tv-avisen-stil. Der sidder en vindmåler på et bådeskur. Mon ikke man ligner lidt en nørd, når man står og kigger på en vindmåler, som om man overværede en fodboldkamp. Når viseren mon op på de 17 m/sek? Ja det gør den! Vi morer os vældigt og føler os slet ikke som de fleste andre turister.

Vi vågnede tidligt næste morgen og håbede det bedste. Det var helt stille. Faktisk var det helt tåget og stille. Rubjerg Knude stod som en mørk væg i disen da vi roede forbi. Det blæste lidt op, tågen lettede og der var igen lutter klitter på vores højre side. Skønt at være af sted igen. Vandet var fyldt med vand og brandmænd efter de sidste dages vestenvind. Nu havde vi en svag vind fra syd. Vi gik forbi Hirtshals i næsten ingen bølger. Kysten heroppe er igen lidt anderledes. Meget mere venlig. Der er sådan lidt mere badeland over det. Efter to dages hvil var vi begge friske og havde lyst til at ro langt. Kunne vi så ikke ligeså godt runde Grenen idag?

Spidsen af Danmark!

Gik ind på stranden i Højen Gl. Skagen for at holde en kort pause. Det var nu blevet rigtigt sommer og det var fyldt med badegæster. Efterhånden roede jeg kun i en let top, min vest og faktor tyve. Ravn have stadig jakke på. Jeg forstår ikke hvorfor han ikke er ved at dø af varme. Vi stopper igen på Grenen for at tage billeder. Nu runder vi Danmarks nordligste punkt. Der er lidt strøm, men ellers ingenting at mærke da vi runder spidsen. Der er heller ikke meget vind. Straks vi er på den anden side, kan vi mærke at det er et andet farvand. Bølgerne bliver mere krappe og der er ikke så meget salt i luften. En stor og tyk sæl er oppe og vende lige foran os, da vi for første gang i lang tid ikke ror nordpå. Det blæser lidt op og vi får nogle bølger. Efter 80 km. går vi ind på campingpladsen lige nord for Skagen by. Det er næsten ikke til at bære, men de har ikke plads til et lille telt. Vi går i kajakkerne igen ret overbevist om at det var nok sidst chance campingpladserne får hos os. Ikke er de bare svære at finde. De har heller ikke plads når man trænger til at sove og få noget at spise.

Vi kommer lige forbi byen og den tilsandede kirke før vi finder et sted i læ. Det er godt nok op ad en lille offentlig vej, men den slags er ligegyldigt nu. Der er læ og vi skal have noget at spise. På trods af vores to fridage er vi godt med vores tidsplan. Vi har roet 83 km i dag og det er en ny rekord.

——- 0 ——-

 Kap. 4

Vi var ude af Vesterhavet. Første dag i Skagerrak har vi stort set havblik. Og solen skinner fra en skyfri himmel. Det blæser ganske svagt og bølgerne er minimale, i forhold til hvad vi lige kommer fra. Vandet er så lavt, at vi ind imellem tror vi er tilbage i vadehavet. Vi passerer tætbefolkede strande. Ingen bølger, ingen vind, ingen udfordringer…Men vi krydser indsejlingen  til Limfjorden. Er du rigtig klog en trafik de har heroppe. Efter Frederikshavn er passeret kommer vi til Strandby hvor vi tanker vand. Her møder vi måger så store som hunde. Det var dagens dyreoplevelse. På trods af den ikke særligt spændende roning, kan man jo ikke undgå at nyde at lejrstranden ikke er mere end 10 meter bred. Det er en stor fornøjelse at kajakkerne ikke skal trækkes længere op. Det er egentlig helt unødvendigt at beklage sig, for vi var faktisk rigtig heldige. Vi havde begge troet, at vi ville få modvind hele vejen ned langs kysten. Men det slap vi heldigvis for indtil videre. I stedet havde vi vinden en anelse skråt ind bagfra. Endnu en dag med lavvande og sandbanker. Da vi planlægger dagen mener vi, at det er fint at slå lejr omkring Dokkedal. Det passer fint med afstanden. Sådan lidt over 50 km. Det viser sig senere at Dokkedal er et ganske skidt valg. Vi har ikke søkort over området og ved ikke, at kysten ikke er andet end våd eng og mose. De sidste 8-10 km. går vi ind og ud rigtig mange gange. Der er langt indtil land og det er helt lavt, så vi trækker kajakkerne efter os når vi skal ind. Nå heller ikke der…ud igen og lidt videre. Det er de hårdeste kilometer, jeg længe har roet. Vi er begge to trætte, men vi gør hvad vi kan, for at opmuntre hinanden. Faktisk siger vi ikke så meget, men hvis vi endelig siger noget, er det i hvert fald ikke negativt. Der er jo ikke nogen grund til at gøre tingene værre end de er.

På vandet ned af Østkysten

Vi finder endelig en fin lille strand lige før Øster Hurup, hvor vi slår teltet op. Egentlig ligger der en campingplads lidt længere fremme, men efter vores sidste campingpladsoplevelse, – som ikke var en succes, bliver vi enige om at blive her på stranden. Vi spiser frysetørret igen. Fantastisk opfindelse! Hvad skulle man gøre uden? Trekking Mahlzeiten kunne tjene kassen, hvis de fik fat i markedet for udkørte Hausfrauen, rundt omkring i verden. Det tager kun mellem 5 og 8 min. at lave aftensmad. Ude i spidsen af min kajak dukker oven i købet to kajakkolde øl op. Så dagen endte alligevel helt godt.

Der er nogle dage deroppe i Ålbæk og Ålborg Bugt der glider lidt ind i hinanden. Vi fik krydset indsejlingen til Mariager Fjord og vi mødte vores første kajakroer. En kaproer der var ude på sine daglige 10 km. Ravn og ham roede ved siden af hinanden og snakkede. Jeg kunne ingenting høre, så i stedet glædede jeg mig over den store underholdningsværdi, det havde at betragte de to meget forskellige ro-stile de havde. Kaproeren med den høje stil, – rank ryg og helt strakte arme. Ravn har en noget anderledes måde at gribe sagen an på. Han ror den her, vi-er-ude-på-den-rigtigt-lange-tur-stilen. Helt lav pagajføring, let foroverbøjet, ørkenkasketten godt ned over ørerne, usædvanlig meget solbrændt og et blik der er fokuseret et sted langt ude i horisonten. Vores nye ven står af og vi er igen alene på vandet.

Vi ved at vi vil møde endnu en kajakroer lidt senere. Men det er nu fordi vi har lavet en aftale. Vi nærmer os nemlig Grenaa hvor John Hammer bor og han vil gøre os selskab om et par dage. Vi vil gerne have os en halv hviledag nede ved Grenaa. Så har vi tid til at få hilst på John og vi kan få købt ind og fyldt vores slunkne madbeholdning. Altså skulle vi gerne slå lejr og mødes med John ikke længere end 40 km væk fra byen.

Vi slår den sidste lejr, inden vi mødes, ved Bønnerup Strand. Hen ad aftenen prøver vi at få så meget signal til mobiltelefonen, at vi kan tale med John. Det kræver en god gåtur og så skal man stå absolut helt stille, hvis man vil beholde signalet. De har ikke været gavmilde med signalerne herude på yderkanten af Jylland. Vi får kontakt og laver en aftale ved Bønnerup Strand Havn næste morgen kl. 8. Så vi kan se frem til at sove lidt længe.

Vi stod ud i det lave vand og roede hen til havnen. 4 m/sek. modvind fra øst hilste os godmorgen. Vi gik ind ved havnen, ventede og holdt udkig. Skal vi kigge efter en Artisan 2000 eller er den mon blevet skiftet ud siden sidst? Han har det jo med at blive træt af sine kajakker efter ikke så lang tid. Men der dukker han op ude ved molen – i sin Artisan.

Østkyst roning

Det er helt rart at have selskab. At høre nyt et andet sted fra. Det blæser godt nok lige imod os, så det kan være svært at høre noget som helst. Nu er det som om kysten får mere karakter. Stejle skrænter og hjørner vi skal omkring. Vi passerer Fornæs Fyr. Der sker der da lidt i vandet. Vi går ind lige før Åle Bugt. John mener at der ind imellem godt kan være godt gang i den der, så det vil være rart at få jakke på. Det er altid godt at høre efter hvad de lokale siger, så jeg tager også min på. Det blev nu ikke rigtig vildere. Til gengæld blev det varmt inde i jakken. Nu havde jeg over de sidste dage fået vænnet mig til at ro i t-shirt. Men det var nu rart nok, ikke at få de kolde bølger ned på maveskindet. Det havde jeg fået hele vejen herned.

Vi nærmede os Grenaa. John ville vise os en af de lokale sø-seværdigheder, så vi fulgte efter ud for at kigge lidt på midtfarvandsbøjen. Derfra og over til nordkosten, så ville vi kunne surfe hele vejen ind til havnen. Bølgerne var nu ikke særlig surf-venlige, men vi kom skønt hurtigt derind ad med 6 m/sek. Der var helt stille inde i havnen. Kajakkerne kom hurtigt op og inden døre. Vi fik historien om kajakklubben og de sidste nyheder – sammen med familien Hammer, over en is ved ishuset.

John og hans familie var flyttet i sommerhus for sommeren, så vi blev installeret i deres rækkehus med bad og vaskemaskine og den slags luksuriøse ting. Vi har ikke meget tøj med, men det vi har, trænger vældig meget til at blive vasket, så alt bliver proppet i maskinen. Vi får købt ind og vi får tjekket havnens fiskespisested ud. Ikke dårligt.

Tilbage i huset, dukker John op senere på aftenen. Der går nu en rum og meget hyggelig tid med at snakke om ture og alt hvad der hører med til det. Kajakker og udstyr er oppe og vende og kortene over vadehavet og Vesterhavet bliver studeret en ekstra gang. Nu er vi også ved at nærme os Storebælt. Hvordan skal vi ligge ruten? Der er flere muligheder, som vi allerede for længe siden og mange gange på vejen har overvejet. Nu diskuterer vi dem lige en gang til med John. Der er flere muligheder. Der er bl.a. den lange fra Sletterhage – Samsø – Vejrø – Sejerø – Odden. Det er mange længere kryds, hvor vi skifter retning mange gange; vi får helt sikkert dårlig vind på et eller andet tidspunkt. Samtidig vil vi indtil flere gange krydse hurtigfærgernes ruter. Det er vi ikke så glade for. Der er flere udgaver af den samme tur. Vi kan springe Samsø over og gå lige til Vejrø, men det ændrer ikke synderligt på hverken vindretning eller færgeruter. Selvfølgelig kan vi også gå længere sydpå, hvis vejret er dårligt. Men så bliver vi nok bare og venter på bedre vejr i stedet.

Så er der også den interessante rute. At krydse over hvor der er kortest. Fra Hjelm til Odden. Det vil spare os for ca. 100 km i forhold til Vejrø ruten. Endnu bedre er at vi vil gå fri af alle færgeruter. Det kunne være lidt fedt at gøre det, men det kræver gunstige forhold. Hvad er gunstige forhold så? En let vestlig stabil vind, klart vejr og tørvejr. Svært at sige om det ville komme. Det kunne kun tiden vise. Det er tid til at få sovet lidt og vi skilles med John efter en hyggelig dag og aften. Han drager tilbage til sommerhuset og vi drager i seng med en bunke hver af Jim Danielsons turberetninger som godnatlæsning.

——- 0 ——-

 Kap. 5

Vi står op tidligt. Omkring kl. 5, så vi er klar til at gå når vi har hørt farvands-udsigterne. Det er lidt en speciel dag. Det er idag vi skal beslutte hvilken vej vi krydser Storebælt. Det er endnu svært ud fra, hvad hun fortæller os i farvandsudsigten. Vi venter og ser tiden an til hen på formiddagen.

Heldigvis står de fleste af vores ting nede i Kajakklubben i Grenå, hvor vi efterlod det hele dagen før. Så det eneste vi har at slæbe på, da vi forlader Johns hus, hvor vi har overnattet, er vores nyvaskede tøj og det mad vi købte ind i går. Det blæser noget da vi forlader huset om morgenen. Det er svært at mærke når man går på en villavej, hvor vinden kommer fra, og hvor kraftig den egentlig er. Det er en af de få ting der virkelig er interessant når man starter dagen. Hvor kommer vinden fra og er der meget af den? Vi kommer ned til havnen og ser vimplerne smælde i en god frisk morgenvind på ca. 10 m/sek. Den kommer lige udefra. Stik øst. Vi skal sydpå, så vi håber det ser anderledes ud, når vi først sidder i kajakkerne.

Dejlig fredeligt at sætte kajakkerne i vandet, i det stille havnebassin. Da vi er kommet i kajakkerne, forbereder vi os til gengæld på at få en ordentlig vind af en pelikan lige i ansigtet. Det får vi også og bølger er der også masser af. Hvis ikke vi er vågne endnu, så bliver vi det da nu. Så snart vi er ude på den anden side af havnen og drejer mod syd, bliver det straks anderledes. Det var bare lige omkring indsejlingen det var lidt livligt. Grenaa ligger jo også helt ude på spidsen, så hvis der sker noget må det da være der.

Nu er det derimod helt stille og fredeligt og vi kommer ned langs kysten med en god vind ind skråt bagfra. Det er skam en god start på dagen at få. Inde i mit hoved går overvejelserne frem og tilbage mellem de forskellige måder at krydse Bæltet på. Vi veksler ikke mange ord. Ravns tanker er velsagtens det samme sted som mine. Kvart i tolv går vi ind, for endnu engang, at høre farvandsudsigterne. Om morgenen havde hun i radioen talt om det her tordenvejr, der havde tænkt sig at krydse Storebælt øst fra. Det er vi ikke glade for at løbe ind i, hvis vi skulle ud på det lange kryds. Eller på noget andet kryds for den sags skyld.

Hvis hun nu bare havde sagt at det var det rene solskin og medvind, havde der ikke været meget at betænke sig på. Vi ville begge to gerne lave det lange kryds fra Hjelm til Sjællands Odde. Som sagt er det den korteste vej, det vil spare os mange km, vi vil undgå hurtigfærgernes ruter og så kunne det bare være superfedt at gøre. Vi er selvfølgelig enige om, at det kun skal gøres hvis vi har supergunstige forhold.

Det er altså ikke gunstigt med tordenvejr, det kan man bare ikke komme uden om. Der er dog en smule håb, da vi hører farvandsudsigten her senere på dagen. Nu taler hun om, at det vil drive over om natten og vinden vil skifte til V til SV næste morgen. Det kan vi bruge til noget. Nu er der da lidt håb om, at det vil blive godt. Vi ror lidt videre, taler, tænker og taler igen. Jeg er ikke helt sikker på, at det er en god ide med det kryds. Er der ikke for meget usikkerhed omkring vejret? Eller hvad? Jeg har frygtelig svært ved at beslutte mig. Vi bliver ved med at tale frem og tilbage om alle de her ulemper og fordele ved det ene og det andet. Det ender med at jeg syntes vejrudsigten er for usikker til det lange kryds. Vi bliver enige om Gåsehage – Vejrø krydset. Det er slet ingen sjov beslutning at tage. Jeg ved Ravn helst vil lave det lange kryds. Og jeg ved også, at vi går efter laveste fællesnævner. Altså den mest konservative. Det er mig i det her tilfælde. Endnu engang viser Ravn, at han må være den bedste medroer man kan få. Han prøver ikke at overbevise mig om noget andet, end det jeg selv mener, er det rigtige at gøre. Men der er ingen tvivl om at han er superskuffet. Han siger det bare ikke…

Vi ror videre og jeg tænker, at nu har jeg truffet min beslutning, så nu behøver jeg ikke overveje det mere. Jeg kan bare ikke lade det ligge og det virker helt forkert. Det kunne være så godt at lave det kryds. Vi har talt om det så mange gange og overvejet det hundrede gange. Vi kan sagtens gøre det, hvis vejret er ok. Ind imellem skal man tage en beslutning, for at finde ud af, at det var den forkerte. Jeg ombestemmer mig med det samme. Vi bliver da nødt til at give det en chance!

Beslutningen bliver ændret og vi finder ud af, at vi ror til Hjelm og så ser på det igen, derfra. Højst spilder vi lidt tid, hvis vi må ro derfra igen og vælge en af de andre ruter, men tid har vi nok af, så vi kan ligeså godt prøve.

Der er masser af trafik da vi krydser over til Hjelm. Vi krydser over da vi nærmer os Kobberhage. Vi har masser af overskud og har vænnet os så meget til at være på vandet, så den vind og de bølger der er lægger vi dårligt mærke til. Efterhånden føler vi os begge to fantastisk godt hjemme i vores kajakker. Jeg har fået et helt personligt forhold til min gode Sirius. Mit transportable hjem. Men vi har da også tilbragt nogle timer i disse sæder på det her tidspunkt.

Landgang på Hjelm

Da vi når Hjelm har vi denne dag roet 36 km. og det bliver en halv hviledag. Ikke det vi har allermest brug for, da vi lige har haft sådan en i Grenå. Nu må vi bare vente os se om ikke det lovede tordenvejr driver hen over os i løbet af natten. Så er vi da også sikre på at være friske til krydset og det er fint nok. Nu er vi oppe på 671 km og det er vores 17. dag.

Hjelm er en fin lille privat ø. Der går ingen færger derover. Vi er måske helt alene den halve dag vi tilbringer der. Vi prøver at spise lidt, lytter igen til vejrudsigten og finder så bivi-sækkene frem ved 20 tiden. Hvis vejrdamen har ret vil det være godt at tage af sted ved 3.30 tiden næste morgen. Tordenvejret skal overstås som det vigtigste. Men udover det vil vinden vende og når den vender så meget som fra øst til vest, må der nødvendigvis blive lidt stille på et tidspunkt ind imellem. Det er det tidspunkt vi gerne vil ramme.

Det er svært at sove når man ikke er træt, men vi gør et forsøg. Til gengæld er det rigtigt rart at ligge derinde i sin vandtætte sæk og høre, at nu nærmer der sig nogle brag og en masse regn. Præcis som hun havde sagt i radioen. Da uret ringer kl. 2.30 drypper det stadig fra træerne. Det er helt stille. Perfekt! Lad os komme ud på vandet. Det er stadig ikke lyst endnu, så det bliver det røde lys i kompasserne vi langsomt vågner op til. Sjov fornemmelse, at sætte kajakkerne i og så bare ro vinkelret ud fra kysten. Det vi skal ramme på den anden side vil ikke komme inden for synsvidde før om flere timer. Fantastisk. Nu er vi på vej ud på det kryds vi havde talt så meget om og overvejet så grundigt. Og vi har vinden lidt ind skråt bagfra. Næsten ligeså godt som rigtig medvind.

Der er 32 km over i lige linje. Vi har dog kurs efter en redings-båke der ligger lidt nord for Odden. Det betød, at vi vil ro i en bue og komme op på 35 km. inden vi når Sjællands Odde. På hvert af vores dæk står skrevet med sort sprittusch telefonnummeret til SOK, kompaskursen og nummeret til skydeområdet inde på Odden. Jeg havde, da jeg talte med alle de andre skydeområder også talt med den mand på Sjællands Odde, der vidste hvornår de ville skyde. Jeg forklarede ham, at vi ville komme udefra og ikke ville have mulighed for at se evt. hejste balloner og den slags. De skulle ikke skyde denne mandag ifølge deres skema, men man ved aldrig om de laver noget om, fortalte han mig. Men det var ikke noget problem, for de havde denne her mast, som der ville være lys i når de skød. Den ville vi kunne se langt ude fra. Hvis der var lys i den, skulle vi altså bare ringe og de ville indstille skydningen, med det samme. Derfor havde vi deres nummer og telefonerne klar, hvis vi fik øje på noget lys i nogen mast. Vi får øje på masten ca. 1 km. før vi rammer Odden. Heldigt nok, der ikke var lys i den.

Kort, GPS, SOK nummer og gammel mobil...

Men før vi kom så langt, har vi de her 35 km. at ro. Det er en god fornemmelse, at vi begge to er godt roende på samme tid. Vi har masser af overskud og ror meget støt 7 km i timen hele vejen. GPS’en er tændt hele vejen. Det er nu meget praktisk, for så kan vi hele tiden justere for afdriften. Efter ca. 2 timer kan vi ikke længere få øje på Hjelm. Odden kan vi heller ikke se. Vi sidder helt ude på midten af vandet. Fantastisk fornemmelse. Intet land overhovedet kan vi se. Sådan en stilhed. Både for øre og øjne.

Man møder heller ikke rigtig andre derude. Det eneste er et enkelt fragtskib eller to der krydser vores vej. De er nemme at undgå at sejle ind i, for ruten er tegnet ind på søkortet. I øvrigt får man også øje på dem i god tid. De er store sådan nogle. En anden ting, som vi hygger os over, er at da vi kommer nærmere Odden kan vi ca. 10 km syd for os, se hurtig-færgerne fræse frem og tilbage. Vi kan se hækbølgen helt herop. Dem behøver vi heldigvis ikke bekymre os om nu.

Når jeg bagefter tænker på den tur over, ikke Storebælt, -men faktisk Skagerak, så var der nogle helt afgørende ting, der gjorde at det blev et godt kryds. Bl.a. var vi mentalt forberedt på, at det skulle blive en benhård tur, så vi var klar til hvad som helst. Rigtigt vigtigt, så havde vi de vind og vejr forhold der skal til for at lave det kryds. Og så kan man vel heller ikke komme uden om, at på det tidspunkt, var vi efterhånden i en ro-form ingen af os havde været før. Vi kommer i hvert fald vel over på den anden side, både uden at blive skudt eller andre uforudsigelige ting. Det er kun mandag, vi har lige sparet 100 km. og kl.er kun 8.30. Der er god basis for at få roet nogle km. den dag.

Havneby er den første by vi kommer til. Vi går ind der for at strække benene og tage en pause. Vi er noget søvnige i det. Det er ikke fordi vi har sovet som Tornerose i nat. Så det bliver faktisk til en god lang pause på havnen, hvor det meste af tiden går med at blunde hen over et solvarmt træbord. Der er en helt bestemt og noget besynderlig stemning på havnen i Havneby. Ingen af os er helt klar over hvad der foregår, men er enige om, at det nok ikke er der, vi kommer til at henslænge nogen sommerferie. Vi kommer videre ned langs kysten. Det føles egentligt lidt pludseligt, at vi nu befinder os på Sjælland. Det næste lange stykke tid kommer vi til at ro langs en kyst vi kender. Nordkysten er et fint sted at ro. Der er fint og varierende og kysten forsvinder stejlt op flere steder. Efter frokost kan vi se, at vi har mulighed for at nå forbi Melbylejren. Der skyder de også, så bare for at være på den sikre side og ikke risikere at skulle vente en dag på det, vil vi gerne forbi området.

Hen ad den sene eftermiddag har jeg ikke mere energi tilbage. Det er meget tydeligt når jeg begynder at løbe tør. Jeg bliver meget lidt tolerant og er irriteret på det meste. Jeg prøvet det et par gange før, så jeg kender de kiksede reaktioner og gør egentlig bare hvad jeg kan, for at virke nogenlunde normal udadtil, selvom jeg godt kan mærke at grænsen er nået for længe siden og jeg skal have noget at spise, helst lige nu.

Selvom vi egentlig begge to har mest lyst til at fortsætte og komme til et sted hvor vi kan slå lejr, går vi ind, for at få tilført noget akut energi. Chokoladen og müslibarerne kan ikke klare det længere. Iøvrigt er det blæst op i løbet af dagen, så nu er vi endnu mere glade for at vi fik chancen lige præcis der i morges for at slippe over Kattegat. Efter et par gode madder, er vi klar igen. Det var det værd. Pludselig er der energi at tage af og vi kommer friskt derud af igen. Vi når forbi Melby som vi gerne vil og får slået lejr i aftenregnen i Tisvilde Hegn. Godt underlag igen. Lejrpladserne er begyndt at få stjerner i min dagbog. De bliver bla. bedømt ud fra, hvordan underlaget er. Noget andet der tæller til fordel for en lejrplads i den her bedømmelse, er fraværet af myg. Den her gør sig alt i alt fortjent til fire ud af fem stjerner.

Det blev lidt en lang dag, men også en rigtig god en. Vi satte ny rekord og kom op på 85 km. den dag. Vi er trætte og rigtig glade da vi kravler i soveposerne den aften. Vi falder hurtigt i søvn. Oven i købet til den hyggelige lyd, af regn mod teltdugen.

Da vi næste morgen er klar til at sætte kajakkerne i vandet, er det en god stor brænding der tager imod os. Vi må lave en sea-launch, så vi sætter os i kajakkerne et stykke oppe på stranden, sætter sprayskirtet på og glider så med en bølge ud. Jeg er forberedt på en af de her bølger der rammer en lige i brystkassen og slår luften ud af en. Bølgen kommer også godt nok og brækker lige i hovedet på mig, men det er helt anderledes end alle de brændinger vi gik ud i over på Vestkysten. Det er som om der ikke er helt ligeså meget vand i bølgerne her. De slår ikke ligeså hårdt. Og så er vandet faktisk også lidt lunere. Vi ror mod København i 1 til 2 meter gode høje bølger, der kommer skråt bagfra og sørger for, at vi holder en god fart hele vejen til Hornbæk, hvor vi spiser frokost. Vi vidste i morges ikke helt hvor langt vi vil ro i dag, men vi ved godt, at det ikke flyder med gode lejrpladser, på denne her strækning. Vi bliver enige om, at vi ligeså godt kan ro hele vejen ned til vores kajakklub Nova, som ligger i Hellerup Havn. På en måde er det som om vi næsten allerede er hjemme, fordi vi kender den her kyststrækning så godt. Der godt nok stadig 50 km. hjem fra Hornbæk, men alligevel.

Da vi runder Helsingør og Kronborg har vi ikke længere hjælp fra en god medsø. Det har vi nu ikke haft et stykke tid. Nu har vi modvind. Og vi ved godt at der ikke er noget læ at finde resten af vejen. Vi kom lidt sent ud af fjerene i morges, så det begynder at blive mørkt da vi nærmer os Tårbæk. Vi havde ikke overvejet at vi ville være ude at ro i mørke, så vi har ikke noget lys med.

Kronborg i sigte

Hele vejen indtil nu, har vi slet ikke følt, at vi har været i fare for at blive sejlet ned, men det er lidt anderledes nu. Nu er der nemlig speedbåde med vandskiere efter sig, som kommer lidt tæt ind imellem. Vi ror så tæt på kysten vi kan og håber på det bedste, for de får nok ikke øje på os, før det er for sent. På trods af speedbåde og vandski, er det en dejlig tur det sidste stykke ned til klubben. Vi nyder begge to at være på vandet i den her blå time. Alting bliver så stille. Vi bevæger os ret hurtigt nu, på trods af vinden og er snart ved Charlottenlund Badeanstalt. Vi laver et væddemål. Er tre eller fire km. til Hellerup herfra? Der er fire og jeg vinder en is.

Vi er stadig i god behold og ikke blevet kørt over af en vandskier, da vi får øje på lyset nede ved Hellerup Havn. Da vi lægger til ved broen, efter endnu en dag med over 80 km ser vi, at der sidder et par stykker inde i klubben. Vi har ikke sagt til nogen hvad planen var med turen, bare at vi skulle ud at ro. Vi vidste ikke om det kunne lade sig gøre, så vi syntes ikke der var nogen grund til at gøre alt for meget opmærksom på os selv. Men af besynderlige veje ved de alligevel hvad vi havde gang i og er nysgerrige efter at høre hvordan det går. Heldigvis har vi kun gode ting at berette og masser af det, så det bliver lidt en sen aften. Det gør nu ikke noget, for vi har alligevel tænkt os at tage en hviledag i morgen. Så lige i morgen kan farvandsudsigterne passe sig selv, der ved sekstiden.

——- 0 ——-

 Kap. 6 

På dagen hvor vi kan sove længe, fordi vi holder fridag, vågner vi begge to kl. 5. Det er svært at bryde en vane, men jeg kunne nu godt have brugt et par timer mere. Det kunne Ravn sikkert også. Dagen går med at snakke med de folk der kommer ind og ud af klubben. Fortælle om turen. Smide gammel mad ud og fylde op med ny “frisk” frysetørret. Egentlig havde vi medbragt det frysetørrede som en slags reservemad, men nu var vi blevet så glade for det, at vi køber et godt lager til resten at turen. Vi fik også købt os et glasfiberreperationskit. Nu var vi godt nok nået så langt uden at der var sket noget, men det her med at man kan kigge lige gennem sin båd fordi gelcoaten er væk, gør nok alligevel noget ved en. Det var rart at have med, bare sådan for en sikkerheds skyld.

Det var også helt rart at få kajakken tømt for de der tre kilo sand, der ligger spredt ud over det meste. En gang spuling og så er de næsten som nye igen. Det blæste en del hele dagen. Vi kunne godt have roet i det, men vi trængte til den her fridag. I øvrigt ville det også have været modvind, så det gjorde os ikke så meget at slippe for det.

Tordenbyger drev forbi mens vi sad indenfor og kiggede ud. Ravns mor Jette kom forbi, for at se hvordan det stod til. Hun inviterede på middag. En invitation vi tog glade imod, for det kan godt være vi er glade for frysetørret mad, men det er altså også rart at sidde på en restaurant og få serveret god mad med god vin til. Og så oven i købet have hyggeligt selskab.

Hen ad aften døde vinden hen og tanken om at udnytte det strejfer os. Skal vi bare komme af sted nu. Vi gør det ikke. Vi vil vente til næste morgen. Det skulle vi nok ikke have gjort. Det blæser godt til da vi står op. Vi har ikke lyst til at blive en dag mere. Det var rart at have fået en fridag, men vil vi gerne videre. Vi håber det går, selvom vi godt ved at kajakklubben ligger lidt i læ og at det sikkert er værre derude. Vi krydser det brede åbne stykke ind til Tuborg havn og har vinden lige ind fra siden. Jeg læner mig kraftigt op i vinden mens jeg ror, for ikke at blive væltet omkuld. Håber der ikke kommer en hul i vinden, for så vælter jeg bare til den anden side. Vi kommer i læ af stensætningen, hvor vi har roet masser af gange på vej ind i havnen. Der er stille et par kilometer men da stensætningen slutter og vi drejer mod syd og ud af den rare læ, får vi pludselig noget at lave. Det er som om vi ingen vegne kommer. Vi bruger lang tid på at komme et par hundrede meter. Heldigvis får vi muligheden for at ligge i læ i et af noget stensætning. Hvad sker der her, har vi begge to lyst til at vide. Det blæste da godt nok lidt, men vi havde ingen ide om, at det var så meget. Det er tid til en vejrudsigt og vi finder den lille radio frem, mens vi ligger i læ bag stenene. Hun fortæller os desværre, at det kun bliver værre. Det er ikke godt. Vi skal nemlig ret langt sydpå for at finde en god lejrplads. Vi bliver enige om at det er spild af energi. Øv hvor kedeligt. Vi vender slukørede snuderne mod kajakklubben igen. Da vi går ud af vores læ driver vi med 7-8 km i timen uden at røre pagajen. Så blæser det da alligevel helt godt.

Nova i Hellerup

Den ufrivillige fridag i København bliver ikke så god som den første. Nu er vi udhvilede og vil gerne videre. Vi fik klaret alle de praktiske ting vi skulle i går og synes nu egentlig bare det er lidt kedeligt at skulle blive hængende. Det bliver en rastløs dag, hvor vi dog kan glæde os over, at vejrudsigten for dagen efter lover bedre.

Vi er klar tidligt næste morgen og er ligeglade med at det blæser lidt. Det er bedre end i går. Endelig er vi af sted igen. Det føles som om vi har været i København flere dage. Alt for længe i hvert fald. Det er modvind. 7 – 10 m/sek. Meget bedre end i går. Vi ror gennem den velkendte Københavns Havn, ned sydover og holder frokost i Vallensbæk. Håber på at kunne finde lidt læ. Det småregner og er ikke særlig sommeragtigt. Vi møder en enkelt kajakroer, på vej ud fra Vallensbæk. Pausen bliver ikke lang. Det er for koldt så vi må videre. Efter nogle hundrede meter kommer der pludselig en regnbyge der trækker den kraftigste vind med sig. Lige forfra. Heldigvis ikke fra siden, så var vi nok væltet. I bedste fald blev vi hvor vi var, men jeg tror nu nok vi blev skubbet et godt stykke baglæns. Er du rigtig klog. Godt det ikke er sådan hele tiden. Fem km før Køge hvor vi vil slå lejr, tager vinden endelig lidt af. Vi har roet 52 km. Det er vi faktisk helt glade for. Selvom det ikke er det bedste i verden at have modvind, er det rart at opleve, at vi stadig uden problemer kan nå en god dagsetape. Det går bare lidt langsommere end det plejer når det blæser. Vi er virkelig kommet i god form nu. Men er vel også hvad man kan forvente efter at have roet 900 km på præcis tre uger. Er det virkelig allerede tre uger siden vi startede nede ved grænsen? Tiden går hurtigt. Alligevel føltes det som om, det er lang tid siden. Der var sket meget i mellemtiden. Vi fortsatte de næste par dage med modvind. Ind imellem lidt sidevind, men modvinden førte stort. Vi havde nogle gange før roet hernede ved Stevns Klint.

Faktisk var det den første tur vi var med på i Havkajakroerne. Kaj Poulsen havde arrangeret det. Det blæste så meget, at vi endte med at dreje af og ro op ad åen i stedet for. Året efter lykkedes det dog at få hele turen med. Det er så fint at ro her neden for klinten, at der må skulle mange gange til før man bliver træt af det. Da vi dagen, vi har roet forbi Stevns Klint stopper efter bare 40 km. er det i håb om at de sidste kilometer vi har planlagt at ro, vil være nemmere i medvind (forhåbentlig) i morgen. Det bliver første gang i lang tid vi slår tidligt lejr. I en skov ved Vintersbølle. Afstanden over bugten til Masnedø og Vordingborg er overvældende på det her tidspunkt. Vi drømmer om stille vejr til dagen efter.

Klint

Da vi slår øjnene op næste morgen er det til et stille telt. Stikker hovederne ud af teltet og får bekræftet det utrolige. Det er blevet vindstille i løbet af natten. Lad os komme af sted i en fart, inden dem der bestemmer om det blæser, ombestemmer sig. Nu synes vi at stykket over til Masnedø og Vordingborg kan klares på en…10 minutters tid? Vi er friske igen og endelig får vi fred i ørerne. Det larmer så enormt meget at have modvind i flere dage.

Da vi krydser over til Omø er det blevet sent eftermiddag. Der er totalt havblik. Sådan helt fuldstændigt. Ikke en krusning er at se. Vandet var så spejlblankt at jeg bliver helt svimmel af at kigge ned i det. Himlen spejler sig i vandet og der er ingenting til at bryde billedet. Som om op og ned bliver byttet om for en kort bemærkning.

På Omø slår vi lejr på en nyslået græsplæne ved en lille fiskerhytte. Perfekt. En dukkert i det klare vand inden aftensmaden og hvad kan man så mere forlange. Vi skal nu til at krydse Storebælt igen. Denne gang er det dog ikke helt så langt, så vi står op og sætter kajakkerne i vandet ved den tid vi plejer. Vind er der næsten ikke noget af. Til gengæld er der masser af trafik. Her har vi også fragtskibenes ruter indtegnet på søkortet. Der dukker et tankskib op ude til  venstre. Det er langt væk så vi ror lystigt videre. Pludselig drejer det her kæmpe monstrum og har lagt en kurs der går uhyggelig tæt på vores. Jamen det er da ikke endnu den skal dreje?? Er det ikke først om lidt. Ruten på kortet slår et skarpt sving. Det er svært at vide præcis hvor vi er i forhold til ruten og vi er altså et lidt andet sted end vi regner med. Vi ligger lidt og venter og ser hvad der sker. Heldigvis er de jo så store, så de ligger i sådan og laver kovendinger. Vi  kan stadig nå at flytte sig hvis den skulle komme lidt tæt på. Det går lige forbi os. Wauw…de er store når de kommer så tæt på.

Vi tangerer Langeland og fortsætter over til Fyn. Her tager vi frokosten i læ af en skov. Møder en hyggelig gammel rejefisker. Efter frokost går det hurtigt fremad. Forbi sommerhuse og ind gennem Svendborg Sund. Hvem er det der altid taler om, at der er så meget strøm herinde. Der er ingenting nu. Vi møder to kanoroere med en knækket padle. Alting i deres båd er pakket ind i sorte plasticsække. Det ser vådt ud. De spørger hvor vi har roet fra. De ser ud som om de synes Omø er langt væk. Der er en enorm ferietrafik af højskoler i kajak, folk i kanoer og lystsejlere. Det er vi slet ikke vant til det her. Det er meget sjovt. Vi er sandelig kommet til det Sydfynske for alvor. Vi kigger efter Lenzes forretning, men kan ikke huske hvor den ligger. Jeg bliver helt nostalgisk da vi passere Vindeby Camping. Der har jeg været på mange skoleudflugter.

Vi sætter kursen mod Drejø og tager den korteste vej gennem øhavet. Vi kommer forbi Skarø, hvor Havkajakroernes generalforsamling blev holdt sidste år. Det var den generalforsamling hvor Det Rød Hvide Bånd bliver vedtaget. Vi var ret nye da vi skulle med i den weekend. Bilen parkerede vi, der hvor krydset over til øen ville være kortest. Vi syntes dengang det virkede lidt vildt sådan at krydse 2,5 – 3 kilometer bare sådan. Og blæste det ikke også lidt?

Kajakkerne er skiftet ud, ligesom stort set alt det andet udstyr og nu ror vi den korteste vej, mellem alle øerne. I midten af det hele. Grænserne havde flyttet sig en del siden vi var her for lidt over et år siden. Til gengæld skal man da passe lidt på den færge der sejler mellem Svendborg og Skarø. Den fræser jo af sted som en anden Hornbæk motorbåd.

På Drejø skulle der være en naturlejrplads. Nu vil vi benytte os af det. Det er den første der passer med vores lejrpladsfrekvens. Det bliver en oplevelse der kun betyder, at det gør vi nok ikke igen. Ikke særlig naturligt i hvert fald. Vores nabo er et folkevognsrugbrød med havestole og gaskomfur lige inden for bagsmækken. Er der ikke noget der, med biler og naturlejrpladser? Resten af pladsen er fyldt op med en lokal spejderlejr. Charmerende sådan at komme ud i naturen, med biler og det hele. Næste gang finder vi vores egen naturlejrplads igen.

Det viser sig senere, at der kun er en lejr mere at slå op. Da vi starter om morgenen føles det ikke som om det vil blive den sidste dag. Der er stadig 78 km. ned til bunden af Flensborg Fjord. Vi har tænkt os at tage det over to dage. Men vi ved godt, at når vi først kommer i gang, er der ikke rigtig nogen grund til at slå lejr for at ro en 30 – 40 km. næste dag. Vi vil gerne have turen afsluttet så hurtigt som muligt, samtidig med at vi gerne vil strække turen endnu længere. Det er ikke nemt at gøre begge dele. At nå målet og se, at det kunne lade sig gøre, er jo det vi har ventet på så længe. Men det er sådan en god tur og det vil være så ærgerligt når den slutter. Så hvis nu der var nogle hundrede kilometer endnu ville det faktisk have været ideelt. Vi planlægger, at når vi er færdige vil vi ro tilbage til Ærø hvor der er DM i havkajak. Det kunne være hyggeligt og vi har stadig noget af vores ferie på fem uger tilbage.

Om morgenen da vi forlader Drejø og vores unaturlige naturlejrplads, lægger vi ud med at have 3-4 m/sek. i ryggen, da vi krydser over til Ærø. Vi får sidevind fra Ærø til Als, som undervejs ændrer sig til stik modvind. Det ser ud til at vi skal have lidt af det hele, her på vores sidste dag. Til frokost opdager jeg, at der er kommet vand ind i mit bageste pakrum. Ikke bare et par skefuld, men nogle liter. Tømmer det hele ud og ser hvad der sker dernede. Der er ikke noget der springer i øjnene, så jeg pakker sammen igen og håber jeg ikke synker på vej videre. Det gør jeg jo så heldigvis ikke. Den skal bare tømmes for vand med jævne mellemrum. Vi får os nogle pauser den dag. Planen om at ro tilbage til Ærø bliver sat på stand by. Det må vi se på senere.

Flensborg fjord - hjemsted for mange, mange ænder

Efterhånden har vi fået medvind og glider med et jævnt godt tempo ind i Flensborg Fjord. Sikke en kontrast til hvor vi startede. Her er ænder og det ligner en bred å. Kan det virkelig passe, at vi er lige ved at være færdige? Klokken 21 glider kajakkerne op på de fire meter sandstrand der er lige ved grænsestenen. En andefamilie må finde et andet sted at snadre rundt lige nu.

Der står den. Grænsesten nummer 1! Vi har set den før. Vi var forbi hernede i bil en dag, lang tid før vi tog afsted. Vi ville se hvordan det så ud, der hvor vi forhåbentlig ville komme roende ind i kajakker en dag. Og den dag er så nu. Vi tager billeder og klæber et brev til Jim Danielson fast på stenen. Vi ved ikke med sikkerhed om han har overhalet os, men vi tror det ikke. Han skal godt nok have roet til hvis han skal være kommet forbi os.  Vi ved først senere at han allerede stoppede efter den første dag. På en måde har han været med os hele vejen. Vi har tænkt på ham mange gange undervejs.

Vi bliver hængende lidt. Da vi planlagde turen forestillede jeg mig, at hvis vi skulle nå så langt som til at stå her ved stenen, ville vi slet ikke kunne få armene ned igen. Vi ville nok springe rundt og juble. Det er helt bestemt også en stor tilfredsstillelse at stå her, men vi har vidst længe, at det nok skulle lykkedes. Chancen for det er kun blevet større for hver dag, så på en måde virker det som en helt naturlig forlængelse af alle de roede kilometer, at stå her nu. Men en vældig god følelse er det bestemt. Vi er glade og tilfredse.

Efter et stykke tid, da det er ved at blive mørkt, går vi i kajakkerne igen, for at finde et sted at slå vores sidste lejr op. Det bliver en rasteplads nogle kilometer tilbage af kysten. Vi ringer efter familien og de lover at stå der næste dag med kajakbøjlerne på taget. Hvor er det nemt når man bare kan ringe efter transport på den måde. Skønt.

Det blev enden på en tur der gik hen og blev en af de bedste indtil nu. Vores planlægning og forberedelse er kommet os til gode hele vejen. Det har været meget nemmere end vi troede det ville blive og vi har været heldige med vejret. Vi har set en masse dejlige steder, vi ikke er kommet forbi før og har mødt en masse dejlige mennesker vi ellers aldrig ville have mødt. Samarbejdet på turen har været i top hele vejen. Vi er klar til at lave en ny tur igen når som helst. Helst med det samme.

Faktisk, er det turen, der ikke bare bliver én af de bedste. Det har klart været den bedste af dem alle sammen. Indtil videre.

Skal vi vende om og tage den tilbage igen…? ; )

——- 0 ——-