Mine sponsorer Bjergkæden Niner Riemann P20 29\\\\\\\\\\\\\\\'er Bike Shop

Cape Outback 2013

Fortsat fra forsiden…

Ugen oppe i Durban med Taryn var bortset fra at jeg var syg, ret fin. Det er altid godt at se hende. Vi har de samme ting vi laver og drømmer om. 1000 Hills, hedder det hvor hun bor og der er masser af ting man kan. – hvis altså man ikke lige har feber. MTB, trailrunning, kajak og alt det gode. Vi slutter ugen af, da jeg er nogenlunde klar i hovedet igen, med at tage forbi Giba Gorge Bikepark. Spor op og ned af bjergsiderne, den cooleste cafe og i det hele taget et godt sted. Et sted at komme tilbage til. Der er grundlag for den her slags steder, fordi folk er bange for at blive overfaldet, når de kører på mtb sporene ude omkring. Så stor forskel der er på den her region KwaZulu-Natal og så Western Cape, godt 1000 km. længere mod sydvest. Der er mere fredeligt på de kanter. Eller…alting er jo relativt, men mere fredeligt end her, – eller også bare på en anden måde. Hvad ved jeg.

Der bliver hamret og teltene står på rækker og venter på at ryttere flytter ind i løbet af i morgen. Startskuddet går torsdag morgen. Har 1½ døgn endnu til at komme mig. Det må være fint.

Udsigt til voksende stævneplads...

Fin nat i telt og stævnepladsen skyder op rundt omkring mig. Borde, stole, biler, motorcykler, bannere…to dj’s har slået pulten op og den gode stemning forstærkes.

Jeg var første rytter gennem registreringen. Startnummer, madarmbånd og goodiebag. De sidste bronkitis piller gled ned sammen med frokosten, mens jeg studerede de fire etaper i race brochuren. Vi starter med 109 km. og 1800 højdemeter. De siger det begynder at regne. Jeg håber på tørvejr. Teltet jeg sover i, kommer ikke til at holde en byge udenfor.  Det er ikke mit eget. Til gengæld har de fin service her. Teltet kommer både op og ned uden at vi ryttere rører en finger. Vi får alle en vandtæt taske til al gearet. Den er så stor jeg kan sove i den, så jeg kan hoppe derned, hvis det bliver for vådt. Den bliver transporteret fra sted til sted og skulle ved teltet, når vi kommer frem.

Jansie går omkring og styrer stævnepladsens gang, sammen med Jakes. De 20 frivillige studerende, gør hvad de kan, for at følge med og pladsen ligner snart et sted hvor der skal køres løb fra. Jeg har ikke været på cyklen i flere uger. Det skal blive godt at komme i gang.

Ledelsen holder strategimøde

Stilbaai til Nona Rosa 1. etape

Regn og blæst kom ved 2.30 tiden i nat. Opdagede det ved at teltet lå mere ned, end det stod op. Der løb en stribe vand ind fra toppen. Havde pakket det hele i den vandtætte kæmpestore taske, jeg fik da jeg hentede mit nummer, så det var bare at flytte soveposen og så må jeg være faldet i søvn. Drømte i hvert fald at jeg skulle løbe marathon og blev ret lettet da jeg vågnede og det var min cykel og ikke løbeskoene, der stod udenfor i regnen og ventede.

Borgmesterkæden starter løbet

Det virker fjollet at smøre sig ind i solcreme, når det regner og er mørkt. Men det kan se anderledes ud om nogle timer. Jeg har før taget fejl af solen hernede og er endt op som krebs. Den brænder gør den.

Klokken er syv. Borgmesteren ringer med klokken og feltet rykker afsted i masterstart. SÅ dejligt at være på cyklen. Strategien er enkelt. Jeg tager den med ro og ser hvordan helbredet holder på.Regnen er stoppet og det er lunt under regnjakken.

Fredelig masterstart

Temperaturen er på min side og ikke meget over de 20. Nyder turen op og ned gennem de landmændenes grusveje, forbi marker og folde. Jeg henter det blå makkerpar og vi ligger tæt på hinanden i lang tid. Første vandpost efter 40 km og det går fint det her. Tager det lugnt og sætter fra sammen med det blå hold og en solorytter mere. Bagfra kommer en fyr med grønne sokker og gule sko, blæsende. Jeg tager hans hjul og farten er nu en helt anden. Vi mister solorytteren i den røde trøje op af en bakke, mens jeg hænger på. Måske det bliver dyrt senere, men lige nu er det her et rigtigt godt hjul. Der er god modvind, så jeg er glad for fyren med de grønne sokker, hans grønne Merida og hans tempo. Endnu en solorytter hægter sig på og vi tre bliver nu sammen i lang tid.

Nice and easy start

Gode 15 km på Meridaens hjul og der kommer en af de fineste nedkørsler. En af dem med dødningehoved på af mærkningen. Hun bliver hægtet af og vi fortsætter ned til floden og den anden vandpost. Cola i dunken, vingummi og æbler i hånden og vi er klar til at krydse floden. I oppustelige kajakker. Fordi vi er soloryttere, kommer vi i gummibåden over. Super service!

God service over vandet...

En stigning lige op i himlen møder os på den anden side. Jeg må af og trække. Får en sludder med de to fyre i spiderman trøjer, mens vi trækker cyklerne afsted. De mister pusten, inden vi når toppen og jeg sætter fra.  Imens nyder jeg medvind og fine fugtige grusveje. Jeg kan se så ufatteligt langt heroppe fra. Det er stort det her land. Det er lige meget hvor jeg kigger hen, så er der bjerge, luft og himmel.

Op op op...

2 x spiderman og Herman – som han hedder, ham på Meridaen, når op bagfra og jeg får et venligt hjul. Jeg er ved at være træt. Trykker en af Jacobs gel’er i munden. En af dem han skulle have haft med til Yukon i 50 minusgrader, så der må være noget i den, der kan holde mig kørende de sidste 14 km.

Mere op...

Får ny luft og det ser ud som om vi har slået et seriøst hul til dem bag os. Spidermen er rykket fra os for lidt siden, men ingen at se bagud. Vi kan se langt og de to grønne cykler rykker nogle gode km.

Grønt i grønt

Gad vide hvor den anden side er...?

Vejen bliver til ler og dækkene bliver tre gange så brede. Må af og flytte nogle kilo mudder, inden jeg kan fortsætte. Sidste vandpost. 10 km. før mål er lidt sent, men det gør godt med koldt vand og en ny håndfuld vingummier. Vi nærmer os de 109 km. En sidste stigning. Jeg kan se målområdet nu. Tramper på toppen for at få en helt uanstændig lækker teknisk nedkørsel til mål og den fineste bushcamp. Høj, hvor dejligt at komme igennem uden at være ved at dø. Masser af torne og dækkene holdt. Alting virker faktisk på den cykel og på mig. Det er helt fantastisk. Tak for den tur. Glæder mig til mere i morgen : )

Camp Nona Rosa

2. etape. Nona Rosa-Potberger

Kort tur i dag. 75 km og 1300 højdemeter. Lækker, lækker dag. Masser af singletrack. Igennem the Oustrich trails, som er lutter tornebuske, fine sving og et virvar af spor. Tørt, et par floder skal krydses og mine korte ben er næsten for korte til at holde lommerne tørre.

Mere vand

Op på den anden side, første tråd og der er chainsuck. Den har ellers skiftet så fint hele dagen i går og i dag, indtil nu. Hjulet foran forsvinder op af bakken og rundt om hjørnet,  mens min kæde sidder fast! Jeg hiver og flår og ingenting sker. Tager baghjulet af, lirker, trækker og hiver noget mere. Deon, stopper. Han er mere end to meter høj, tidligere professionel rugby spiller, er gift med en dansker, er kæmpestor og må være i 50’erne. Han er kommet til The Outback, sammen med Craig Tingle, som jeg har kørt gennem Afrika med. Hyggelig fyr, også i 50’erne. Sjovt tilfælde og hyggeligt at mødes igen. Craig sidder bagerst i feltet og hygger sig, sammen med sin makker Pieter, på deres fjerde Outback.

Fint er det...

Deon, den venlige mand trækker i kæden en enkelt gang, den kommer fri og han fortsætter. Alting er intakt og jeg kan også komme videre. Tak for det! Kan se ham forude i et stykke tid, inden jeg henter ham på en opkørsel og han kan desværre ikke hænge på.

Nice'n dry :)

Sidder alene i et pænt stykke tid, mens jeg forsøger at hente tre ryttere langt forude. En stejl, superlækker nedkørsel får mig ned til næste flod. Jeg kan se de tre jeg jagter, gå i land på den anden side. Arh, jeg er så tæt på og så alligevel lidt langt væk. Cyklen i gummibåden, motoren i bund og op på den anden side.

Flod-kryds med tørre sko

Jeg kan først se dem igen, da det åbner op og de er langt væk. Jeg nærmer mig. Modvind, medvind, sidevind, åbne stykker og marker så langt jeg kan se. Det er tørt og der er torne alle vegne. Mine latexslanger klarer det fint. Jeg når dem. Det er spidermen og Herman, så vi ender sammen igen. Ikke noget dårligt hold at sidde med på og vi er næsten i mål. En kort, men superfed dag. Masser af spor og gode nedkørsler. Det bliver bedre og bedre det her.

Pænt og fladt ind imellem...

3. etape Potberger-Strandveld

Kl er 3.30, DJ’en er stået op og Queen er i højtalerne. Start klokken fem med pandelygter og ud på 130 km. De vil vel være sikre på at alle kommer frem før det bliver mørkt igen.

Dark morningstart

Det bliver varmt senere, men lige nu, her midt om natten, er her helt køligt. Huen ryger som det sidste ned i tasken, inden jeg smider den på lastbilen. Der går kun et par kilometer inden der er varme i kroppen igen. Solen er ikke stået op endnu og alligevel er det fint i shorts og t-shirt. Det er et dejligt land det her : )

Jeg ved stadig ikke hvor meget jeg har at skyde med, så planen er at lade toget køre forbi og forsøge at holde på nogle af kræfterne i mere end et par timer.
Der går nogle timer, solen står op og jeg henter langsomt, men sikkert de fleste af dem der sad med på toget. God fornemmelse, det må jeg sige og jeg er glad for at jeg tog den med ro. Lyset kommer tilbage, ruten drejer væk fra grusvejen, gode stigninger og nedkørsler rammer på stribe. Hvide skarpe sten og klipper fylder sporet nedad. SÅ sjovt!!

Almost sunrise...

De er mindst ti! Banjoer, orgel, trommer, guitarer, rasletingester, er der ikke også en bas og hvad har de ellers. En sjov og ret surrealistiske overraskelse at møde et band her,  ved dagens først vanddepot, for enden af en nedkørsel. Det lyder besynderligt. Mon de har stået her hele natten…? Og hvad mon de har drukket?

Herman er en af dem jeg fik hentet for lidt siden. Vi fortsætter videre sammen og mens vi rasler over grusstierne der har fået overflade som vaskebrædt, har jeg fordel af at sidde på hans hjul. Jeg arbejder for at hænge på ham og hans fully. Mine arme og skuldre gør hvad de kan for ikke at falde af. Vi bruger hele vejen for at finde det mest jævne og jeg tror også skuldrene bliver siddende den her gang.

Mere tørt og varmt og stort og langt : )

Rammer floden med hængebroen og smider lampen af ved depotet, mens der glider en kartoffel og en håndfuld vingummier ned (god, men sær blanding) – og vi er videre igen. Skyller resterne ned med mine medbragte Noon elektrolytter, som ser ud til at virke og kan holde mig kørende på mineraler og salte, selv her er varmt.

Ny måde at komme over vandet på...

Sporene bliver til det hvideste dybe sand, der senere bliver til hårde lækre og jævne spor, opad, helt indtil vi kan se det sydligste punkt af Afrika. Det er slet ikke Cape Point ved Cape Town, som nogle gode marketing folk har fået de fleste af os, til at tro. Spidsen af Afrika ligger lige her, nogle hundrede  kilometer oppe af kysten fra Cape Town. Jeg har udsigt til strand og noget meget blåt vand, mens det går opad i 30 grader og jeg kan kun drømme om hvordan det må være at hoppe i der. Jeg nyder skiftet fra grusstierne til de bløde spor, mens det nu er Herman der kæmper for at holde mit hjul opad. Trækker ham gerne, hvis jeg kan sidde på hans hjul når det igen bliver til grussti og vaskebræt. Foran mig kan jeg se det kvindelige hold der har vundet de to sidste dage. De har haft et par punkteringer og har overhalet os et par gange på hjulet af Spidermen i et tempo jeg ikke har set de to blå/røde mænd køre i før. De lever faktisk endelig op til deres outfit. De har tilsyneladende besluttet sig for at ofre sig, for at få pigerne op gennem feltet. Nu er de sakket agterud og de to piger ser ud til at trække fra os, her på opkørslen. Bliver helt lettet, da den ene af dem står af og trækker. Ok, så kan jeg også. De er tæt på. Måske kan jeg hænge på dem…..næh, det kunne jeg så ikke. Nåede dem ikke, før de var væk over bjerget.

Way south

Det her er rart. Jeg har ikke haft lyst til at køre løb i det sidste år. Når jeg har gjort det, har jeg haft defekt eller jeg er selv gået ned. Det er gået ud over motivationen til at cykle i det hele taget. Det her virker som en god kur. Jeg har ikke skyggen af konkurrence i mig lige nu. Jeg vil bare gerne cykle. Alt der kommer i pedalerne lige nu er ren lyst til at brænde noget energi af.  Jeg nyder det alt hvad jeg kan og er glad for at jeg har masser af kræfter til det her. Lidt hosteri, er det eneste der er tilbage af sidste uges bronkitis-nedsmeltning. Jeg har sikkert haft godt af at sove en uges tid.

Grassy trails

130 km kan være langt, men ruten er hurtig og vi har været i sadlen i seks timer og noget, da vi lander på camp’en ved Strandveld Winery. En etape lidt lettere end jeg havde regnet med og også noget anderledes end de andre to dage.

Om aftenen, klar til aftensmad dukker der en japansk fyr op mellem teltene. Han er så på vej rundt om jorden med fuld oppakning og en cykel der mindst vejer 50 kg. Han har været på vejen i 3 år og regner med 3-4 år mere. Indtil videre har han cyklet 51.000 km!! Det er da pænt langt!Helt tilfældigt render han ind i os, herude midt mellem støvede grusveje og km. vis af marker og bjerge, så langt vi kan se. Han siger han ikke har spist så godt i lang tid og han glæder sig til et bad. Det tror jeg nok også jeg ville.

Japaner på besøg

Klar til imorgen

 

 Sidste etape og videre til Stellenbosch og Cape Town

Vågner til sidste etape og synes jeg har friske ben. I det hele taget er jeg ret frisk. Det må brændes af i dag. Det hele. Glæder mig til at komme i gang igen.

Klar til start

Hopper på det første tog der kommer forbi, men kan ikke sidde på de hurtige ryttere og må tage en times tid alene. Henter en hel flok der er gået kolde her efter de er vågnet. Herman bliver en af dem og han kan desværre ikke hænge på. Jeg ser ham ikke mere på den etape. Første vandpost. Så går det nedad! længe, hurtigt og meget. En fyr kommer udenom og jeg hænger på. Stadig nedad. På hjul. En flok på fire kommer bagfra og jeg hænger på. Gode sving, løst grus, ind og ud af hegn, folde, en farmers stier, gennem en gård, hurtigt og skægt. Vi taber de to grønne og jeg hænger videre på en gruppe med fire. Har vidst aldrig kørt så hurtigt på hjul før. Taber dem nedad og må arbejde mig ind igen. Det går nemmere opad. SÅ fine udsigter til alle sider. Alt er stort og man kan se så langt.

Endnu mere klar til start

Vores lille femmandsgruppe flyver forbi endnu et hold. Det er som om de står stille, mens vi blæser forbi. Den ene af dem havde defekt på 2. Etape og endte med at løbe 35 km i cykelsko. Fair nok, hvis han er lidt træt.
Sidste vandpost, 10 km før mål. Gruppen stopper. De giver sig bedre tid, end jeg er vant til, men det er også fint m en pause. Så bliver det varmt.  Vi kæmper os op af flere støvede grusstier i læ af vinmarker og bakker. En orange pil viser os op i græsset, tungt og hullet. Skifter igen til løst grus men ingen tid til at få vejret. Det går kun opad. Jeg kører utroligt langsomt, men sidder fint med, så der er ingen grund til at bruge kræfterne lige her. Tager en slapper og sætter tempoet ned. Ingen grund til at det er mig der sætter tempoet. Det er vel ikke sidste gang det går op i dag. Er vi på toppen? Vi ved det ikke. Arh, lidt ned og så op igen. Men NU går det nedad. Superteknisk nedkørsel. Fristende at give slip på bremsen, men jeg må sætte farten lidt ned. Får kontrol igen. De andre kører fully og det er helt sikkert mere behageligt, men den gør det nu meget godt, min Niner. Er du rigtig klog den er god!

Jansie at the Finishline

Det går faktisk nedad resten af vejen. Pludselig er vi på sidste sving og kører i mål. Er godt tilfreds med dagen. Gode ben hele vejen, har kørt hurtigere end på de andre etaper og jeg er ikke engang helt smadret. Sikke en fornøjelse! Det kunne betale sig at tage den med ro på nogle af de første etaper. Vi slutter af med en kold øl i græsset, flokken jeg sluttede af med og Herman der kommer ind 20 min. senere. Tak for en fin tur folkens.

Her er det da noget ved at vinde. Præmien er mad og vin i massevis og en lyserød cykeltrøje. Det er kun det sidste der når hjem til Danmark.

End of the ride

Hjælper Jansie, Jake og resten af holdet med at pakke sammen, inden vi sætter os i bukki’en og kører mod Stellenbosch hvor den står på kunstfestival og mtb spor i de næste dage. Gode udsigter : )

The happy route people

Et par morgener senere, kører jeg gennem Stellenbosch med pandelygten på næsten fuldt blus. Havde ikke tænkt på at det ville være mørkt når jeg skulle afsted. Ser solen stå op mellem vinmarker og bjerge, mens jeg kommer ud på den anden side af byen og inden jeg rammer porten til Jonkershoek, 10 km. udenfor byen, hvor vi mødes.

Kører op af stier jeg kender, men vi drejer snart fra og vi kører nu på spor jeg ikke har set før. Der er bygget nye spor, siden jeg var her sidst og det er godt med en lokal guide. Jeg er mødtes med min grønne følgesvend fra løbet Herman, som bor 10 min fra Stellenbosch. Nu kan jeg bare følge efter og nyde turen op og ned af de fineste singletracks : )

Det går lodret ned, lige ved siden af sporet. Kører noget mere forsigtigt end jeg ellers ville ha gjort. Punkterer på vej ned og trækker 6 torne i dækket. Det er med god grund, de fleste kører tubeless på de her kanter, men mine latexslanger holder nu meget godt efter omstændighederne.

Vi kører i skygge, mens morgensolen rammer toppene omkring os. Så fint, så fint. Temperaturen er lige som den skal være, når man kører opad det halve af tiden og en morgen bliver faktisk ikke meget bedre end det her. Et par timer senere mættet af udsigter, støv, opkørsler, skov og fantastisk lange og sjove nedkørsler slutter vi turen af med morgenmad og 3 dobbelt espresso på The Basic. De har byens bedste kaffe. Uden tvivl.

Det var sporene i Stellenbosch for denne gang. Så står den på teater og musik i selskab med Jansie, et par dage endnu, inden den står på mtb og trailløb på sporene lige omkring Cape Town. Life is good : )

 

Ok, sidste dag sammen. Hvad gør vi? Hvordan bruger vi de sidste timer vi har sammen, i de næste mange måneder? På vinsmagning, naturligvis ; )  Ud af byen. Forbi det sted hvor Jansies søster Elbie blev stukket ned for næsten 2 år siden. Hendes bil gik i stå en aften og mens hun ringer for at blive samlet op, kommer den her fyr med sin kniv og stikker hende i arme og ben, inden han løber af med telefonen. Han løber, fordi hun får åbnet døren og kommer ud af bilen. Jeg ville løbe usandsynligt hurtigt, hvis Elbie var sur og efter mig. Han har nok tænkt det samme. Væk er han i hvert fald og hun kommer på hospitalet. Siden har hun ikke kørt alene om natten.  Her virker som regel fredeligt og trygt, men det er Sydafrika. Et af de lande i verden, med størst social ulighed og hvad det skaber af ballade, paranoia og utryghed. Det er sundt nok at blive mindet om, når jeg nu de næste par dage, hænger ud i Cape Town, hvor de lokale ikke går rundt om aftenen, men altid sætter sig i en taxa.

De sidste dage bliver brugt på at løbe op og ned af Table Mountain, cykle alt hvad der er af spor og veje i nærheden af byen og nyde solen, inden vejret skifter og  jeg træder ind i flyet i regnvejr.

Den store legeplads : ) 

Missionen er lykkedes. Jeg sætter nemlig næsen hjemad, med fornyet cykelmotivation, Jansie er hjemme på gården hos Deon igen og et nyt forår er på vej i Danmark. Tak for denne gang Sydafrika  : )