Mine sponsorer Bjergkæden Niner Riemann P20 29\\\\\\\\\\\\\\\'er Bike Shop

Arkiv for kategorien ‘Sydafrika mere træning’

Tilbage ved kysten

søndag, 29. januar 2012

Farvel til den gode familie. Jansie og Deon kører mig til natbussen, der letter fra Humansdorp kl. 23. Den kommer som forventet en halv times tid for sent. Jeg får et kryds og forsøger at finde en plads mellem de folk der allerede har kørt 600 km. De fleste sæder er fyldt op af sovende børn og voksne. Her lugter ikke af blomster. Et par ledige pladser er alligevel ikke helt ledige. Naboen fylder for 1½, Hmm…det bliver svært at tage en lur, hvis jeg ikke kan trække vejret for naboens krop.  DER…en tynd mand og et tomt sæde. Han ser så tilpas suspekt ud, at ingen ville sidde ved siden af ham. Den tager jeg.

Vågen, sover, vågen, sover, vågner, ser et skilt der står Caledon på. Op og ud i en fart. Det gik lidt hurtigt. Gad vide om det var rigtigt det her…? Klokken er 5.20 om morgenen. Solen er oppe, men det ser ud til, at den er helt alene om det. Vejen er tom. Huse, men ikke en sjæl, en tankstation og helt stille. Har en lap papir med en adresse, hvor min næste bus går fra, men her er ligeså mange gadeskilte som biler og mennesker. Ingen…

Åbner døren til kontoret på tankstationen. Ingen. Det er Twin Peaks på afrikansk det her…En kulsort, lille, meget rund og meget smilende ung pige kommer frem. Den er god nok. Adressen passer og der kommer en bus herude foran i ny og næ.  En bil kører ind på tanken, der bliver grinet og snakket og Twin peaks fordamper. Der kommer bussen. Vildt nok. Det havde jeg ikke helt regnet med.

Står af i kystbyen Hermanus. Klippekyst, kæmpe bølger og en seriøs vind står ind ude fra Atlanterhavet. Perfekt. Jeg bliver hængende et par dage.

Klipper og bølger i Hermanus

Et stille hjørne af kysten...

Hverdag…næsten : )

søndag, 29. januar 2012

Et par arbejdsdage er lagt ind i skemaet og jeg sidder sunket godt ned i skrivebordsstolen der har dybt aftryk af Jansies far i det brune læder. Der er en slags stille, her på kontoret i hjørnet af huset. En traktor og så en seriøs vind, rusker i træerne udenfor den åbne dør. Jansie kommer forbi for at hente kuverter med penge til dagarbejderne. Men ellers arbejdsro. Det kan godt være jeg har nævnt det et par gange, men jeg er ret tilfreds med at sidde i shorts og bare tæer ved PC’en her, mens det er januar og vådt i Danmark.

De sidste par dage har her været tømt for gæster, her er stille og jeg er flyttet ned på gården. Cyklen er taget med Elbie og Alawyn sydpå. De kørte i går. Dagen efter vi kom hjem fra Baviaans. Så har jeg den, når jeg kommer ned af kysten om et pardage. Uden cykel, har træningen indskrænket sig til de øvelser jeg har fået af fys’en og så styrketræning på græsplænen. Det er også ok. Knæet har nol godt af et par dages pause, inden den står på tur ned af kysten og spor i Stellenbosch. Der er godt her, men jeg trænger snart til lidt luft i håret. Det får jeg om et par dage. Det skal nok blive godt J

Grandma’ Bettie 2

søndag, 29. januar 2012

Vi får os en sludder ude på trappen. Hun peger ud over appelsinmarkerne, gården og grønne bjerge. Udsigten er stor og god. Søn Chris, bor på bakken derovre. Den anden søn, Hermanus, Jansies far, overtog gården efter Bettie’s mand. Vi kan se derned. 3 minutters gang herfra. Hun blev gift da hun var 21. Med Jansies farfar, der var 42. På billedet der hænger i gangen, kan jeg godt se, hvorfor hun faldt for ham. Pæn mand, det må jeg sige. Han hænger der ikke alene. Han har selskab af børn, børnebørn, – Jansie og Elbie som teenagere, venner og veninder hænger over det hele.

Hun har boet i huset i 60 år. Det ligner sig selv siger hun. Altså ikke huset, men alt det udenom. Der var flere mennesker dengang, men ellers ligner det sig selv. Udsigten er den samme. Det er den samme vej, der går lige her neden for. Der er mindre trafik på den nu end dengang. Da var der folk overalt, siger hun. Mennesker på vej steder hen. Mennesker på gaden. Nu kommer der en bil forbi i ny og næ. Men ellers ret stille. Udsigten over appelsinplantagerne, majsen, peberfrugter, vandmeloner og alt det andet der maler billedet grønt, er den samme. 60 år det samme sted…det tror jeg ikke jeg kommer til at opleve.

Marker og grønne bjerge...

Jeg spørger til hvordan det var at leve her, under apartheid. Hun skifter emne tilbage til udsigten, vejret og hvordan det hele nu også er så dejligt, at Jansie er blevet gift med den søde mand. Og Alawyn han er da også sådan en flink mand. Hun har ingen anelse…Elbie og ham bliver aldrig gift. Jeg prøver med mit spørgsmål igen og kommer ingen vegne. Gad vide hvorfor det er så farligt at tale om. Jeg må trække noget bedre spørgeteknik op af lommen og prøve igen senere.

Baviaans Kloof på cykel

tirsdag, 24. januar 2012

Foto: Elbie Det er da rart med lidt god plads...

Står ud af bilen – cyklen og mig, på toppen af et bjerg. De næste par timer får jeg kørt flere højdemeter end jeg har gjort i meget lang tid. Er stadig glad for, at det er i 35 grader jeg skal gøre det. Jeg må næsten være et af de gladeste mennesker i verden lige nu. Et par toppe, støv, sten, grus, sol og en cykel. Der skal ikke meget til, hva’ : )

Mere god udsigt...

Glad for at knæet endelig er stærkt nok til at jeg kan stå op i pedalerne. Kan ikke træde og må blive siddende i sadlen når det går opad, – og det gør det jo sådan set halvdelen af vejen, men nedad går det fint. Fremskridtene er til at få øje på her i varmen.

Foto: Elbie Januartræning er slet ikke så skidt...: )

Fint at have kørt det her i bil, med knæet oppe eller bag rattet i firhjulstrækkeren. Nu kan jeg så cykle det klart sjoveste og springe over det, der ikke er andet end af sveden grusvej der hverken går op eller ned. Er du rigtig klog hvor er jeg heldig. Hvis man endelig skal være skadet, skal det da være med det her hold i baghånden : ) Det føles som om jeg er på vej tilbage i kampen igen. Står på bilen igen efter de her par timer, med ømt knæ og det største smil i verden. Fantastisk dag!!

Elbie the camper og halvdelen af supportteamet...

Ud og op i det grønne…

tirsdag, 24. januar 2012

Firhjulstrækkeren arbejder sig op gennem kløften, gennem vand, stien bliver bred og så smal igen. Cyklen ligger pakket oven på telt og mad omme bagi. Alawyn kører, bydrengen og bankmanden, der i den sidste uge er vokset med opgaven at køre traktor og firhjulstræk. Håndledene er fastere end normalt og holder fat om rattet med en beslutsomhed, som er noget anderledes end han gør i sin egen bybil derhjemme i Stellenbosch. Elbie der har mere farmer og camper over sig end mange mennesker jeg kender, sidder bagi, tager billeder og fortæller historier.  Jeg sidder med benene oppe i forruden. Knæet er hævet og stift efter godt tre timer på landevejen til Jeffreys Bay i går.

Her er da ret pænt...

Vi tog alligevel en tur til kysten igår. Inden den står på bjerge. Jeg cyklede derud og det var vel nok lidt for langt for knæet, men til gengæld var det en ret god tur. God vej og gode bakker. Det er også fint, når jeg kan sidde her med benet oppe i dag. Vi er på vej op i Baviaans. Det bliver ikke på cykel hele vejen, men det her, er det bedste alternativ. Cyklen er med og jeg bliver sat af, sammen med den, så snart jeg synes jeg har lyst til det. Det bliver først i morgen. I dag kommer det til at gøre for ondt.

Bryllupsfest, 35 grader og cykelture på de her kanter. Det er virkelig en god start på et nyt år, det må jeg sige : )

Chaufføren og turisten...

 

Bryllup i varmen

tirsdag, 24. januar 2012

Brylluppet står i haven og det strømmer ind med mennesker. Vi har lavet mad, blandet velkomstdrinks og smagt det hele til flere gange. Vi har slæbt højtalere, borde, planter, mere mad, kopper, duge, lysestager, lamper…Hentet ting og pyntet op. Det ser sq godt ud, drinksene er gode. De bliver gift, i haven, alt sammen på Afrikaans og jeg samler kun lidt af al snakken op. Jansie og Deon ser godt ud, de er glade. Ja faktisk er alle glade og det er en fantastisk god fest.

Vi rydder op med tømmermænd næste dag, brudeparret stikker af for et par dage, mens vi laver brunch af rester til de gæster der er blevet hængende. Det er de jo sådan set alle sammen. Man kan ikke sådan lige komme herfra midt om natten. Det sidste vi gør er at smide telt og cykel i bilen. Nu er det på tide vi kommer ud og får lidt luft. Imorgen tidlig letter vi tre herfra. Bare for et par dage : )

Ahhhh…

søndag, 22. januar 2012

Tidlig morgen. Solen står allerede højt på himlen. Klokken er ellers ikke engang 6. Jeg lister ud, lukker døren så stille jeg kan, op på cyklen og triller ned af grusvejen og ud på asfalten. Til venstre mod Patensie. Til højre mod Baviaans Kloof.  Jeg tager højre og må se hvor langt jeg kommer. Jeg har glædet mig til det her længe. Luften er allerede varm, der er ikke en sjæl på vejen og det her er noget af det bedste jeg ved. Også selvom det bare er asfalt.

Se lige der, hva!

De mørkegrønne appelsinplantager fortsætter på begge sider af vejen indtil landskabet åbner op til den ene side og der er klippevæg til den anden. Tramper mig op af bjerget, mens jeg smiler over den gode vej, den gode temperatur til det lidt stive knæ og bare at være ude og tilbage på den cykel. Knæet er hævet, men det er mange gange bedre end for nogle dage siden og meget bedre end at forsøge at få det i gang i dansk morgentemperatur.

Der er vandrende folk på vej til arbejde. Det er ellers ferietid og de fleste har tvungen ferie. Gårdene bliver holdt kørende på mindste mandskab. Det de kalder for ”skeleton crew”. Så derfor traver der hist og her, et par stykker på vej afsted. De hilser alle sammen, mens jeg tænker om jeg også kan nå ned forbi dæmningen. Den er enorm. Sidst jeg var her, var den tom for vand. Nu er den fyldt op siger de.

På vej på job...

Jeg rammer grusvejen og indkørslen til Baviaans Kloof, som er et kæmpe stort beskyttet naturområde. Der skal tilladelse til, men det varer lige nogle km. inden jeg når den port. Hele området er godt 200 km. hvis man vil igennem og ud på den anden side.  Jeg har før været 20-30 km oppe af stien som bliver til jeepspor og det kunne være fint at køre hele turen frem og tilbage. Det vil være med bivuaksæk og mad i rygsækken.

Morgentur...: )

Der er leoparder, gnuer, bøfler og næsten hele smøren. Men området er stort og der er ikke mange veje igennem, – vidst faktisk kun en, så mon ikke de fleste dyr holder sig langt fra stien, hvor også landmændene, kører frem og tilbage i deres firhjulstrækkere. Egentlig havde jeg en forhåbning om at kunne gøre det i næste uge. Men med de par timer jeg kan kører af gange, bliver det en kedelig tur. Det bliver en anden gang. Denne morgen, når jeg nogle km. op af grusstien og så vender jeg snuden hjemad igen. Forbi skiltet til dæmningen, som også må blive senere på ugen og mod huset på bakken og morgenkaffe. Det bliver til 1½ time. Det er ikke langt, men jeg er stadig bare glad i låget over at være tilbage på cyklen. Endelig kan jeg komme i gang med at træne igen. Oven i købet med udsigt til at komme ud i varmen, mange gange endnu over de næste par uger : )

Grandma Bettie

onsdag, 18. januar 2012

Deon bor i Jansie og Deons hus. Jansie hos Linda og Hermanus, sammen med Elbie. Det sidste rum bliver fyldt op med Lindas søster og mand imorgen. Jeg rykker op til Grandma Bettie,  oppe på bakketoppen for at sove. Går i seng i Betties hus, da hun selv er gået til køjs. Fra mørket med en stemme der lyder præcis som Hermanus’, fortæller hun hvor det kolde vand står, om jeg er sulten og at jeg må sove godt.

Håndtaget på toiletdøren sidder i øjenhøjde og jeg føler mig som en pygmæ. Badeværelset er fyldt med grandma stuff. Små flasker parfume, hæklet grønt dækken til toiletsæde låget og håndklæder som jeg husker dem fra 70’erne.

Sover som en baby, vågner ved vækkeuret 6.30. Lukker øjnene et sekund og kl. er 7.

Grandma Bettie

Hendes grå hår er redt lige op i luften, solbrændt på den gode måde og hendes 82 år ligner mere 72. Vi mødtes sidst jeg var her, men ikke længe og jeg husker hende kun svagt. Hun berettet om familien og vennerne, mens hun steger pølse og laver grød. Hun gider ikke arbejde mere og taler om husarbejde. Hun vil hellere nyde sit liv. Hun vil heller ikke have tjenere længere, for hun gider ikke have nogen rendende. Hun vil kunne tage af sted når hun vil og komme hjem når hun har lyst. Hun lægger et drevent ’maan’ i slutningen af hver sætning. Og dem er der rigtigt mange af. Som en rigtig grandma skal, minder hun mig om hvert 2. minut, at jeg skal drikke min kaffe mens den er varm, hun synes jeg spiser for lidt og så taler hun så mine ører er ved at falde af. Der er mange historier i hende…

Landing…

onsdag, 18. januar 2012

Jansie og jeg sætter igen gang i den blå pick up. Afsted for at møde hendes nye famile. Hele svigerfabrikken. De er installeret på et campsite i nærheden. Vi bumler ned lerede, hullede grusveje. Ned til floden, hvor teltene er spredt ud mellem træerne, på grønt græs og med udsigt til den kæmpestore klippevæg, der rejser sig fra vandet og lodret op i luften. Aftensolen rammer de gule klipper og det ligner guld. Godt sted de har valgt her.

Jeg forsøger at hitte redde i navne, steder og funktioner på den store famlie, der kommer alle steder fra. De fleste bor i Freestate oppe nordpå,  men også et par stykker i Namibia og en del i hovedstaden Pretoria. Onkel og tanke holder får på en gård i Namibia. En anden onkel og nevø har en dyrepark oppe nord på. De har her til morgen fået et kuld hvide løver. Deons dobbeltgæner – hans bror, bor også et sted oppe i nærheden af Johannesborg. Børnene bader skidtet af i floden, med klippevæggen, inden de går til køjs i teltene rundt omkring os og vi drikker et glas vin, inden vi bumler over stok, sten og hullede grusveje, hjemad igen, til Elbies kødgryder.

Står ud af bilen og mens Jansie kører den i laden og lukker porten, står jeg og lander rigtigt midt i alle duftene. Laden ligger hvor den gjorde sidst, selv himlen er klar og stjernerne er spredt ud i et omfang jeg ikke har set så ofte, men som det så ud, sidst jeg var her. Jeg kan se Elbie gå forbi vinduet i køkkenet, appelsintræerne står på rad og række og omgiver gården helt. Alt er som jeg husker og jeg må tænke igen, at det er godt at være tilbage : )

Tilbage i Patensie

onsdag, 18. januar 2012

Det lille fly lander i Port Elizabeth og jeg bliver hentet af Jans. Den guldfarvede Mercedes er skiftet ud med en lille praktisk bil. Hun er ikke glad for det. Skidt for hendes image, men den var upraktisk på grusvejene. Mercedes og farmer går ikke sammen, som hun siger.  Den time det tager at komme fra Port Elizabeth til Patensie bliver brugt til sidste sekund på indhentning af sladder, snak og status i vores liv. Hurtigt inde og vende, skifte den lille praktiske ud med den gamle blå pick up, som vi kører rundt i resten af dagen. Meget mere hende. Fra et liv i Stellenbosch som teatermanager og overlander tourmanager rundt i Afrika, til et liv som farmer på den fædrene gård. Indtil videre har hun brugt et år på at omstille sig. Jeg får en ide i løbet af de næste uger, hvor godt den omstilling går.  Hun ser glad ud og det er godt at se hende.

Glade Jansie

Vi henter småting fra købmanden i Patensie og jeg får en sludder med Sandra, som ejer biksen, mens Jansie finder det vi skal have med hjem. Forbi og hente bord, lamper, duge og stuff hos en dame i nabolaget. Hen forbi cykelsmeden efter Trek’en som jeg efterlod hos Jansie for to år siden.  Nu låner jeg den tilbage igen, for en kort bemærkning. Så forbi efter friske krydderurter nede af vejen og så endelig hjem til gården.

Farmer-trucken

Køkkenet dufter af mad og nybagt brød. Elbie er i køkkenet, med hængerøv i bukserne, sort slidt t-shirt og stort smil. Viskestykket over skulderen, gang i fire gryder, ovnen, marinader og krydderurter over hele bordet. Helt som jeg kender hende. Godt at se hende. Linda – Jansie og Elbies mor dukker op. Den lille gode dame. Jeg er igen havnet i det mest gæstfrie hjem i hele Sydafrika og føler mig hjemme med det samme. Vi hænger på terrassen med kold hvidvin. Deon som Jansie skal giftes med og som jeg kun har hørt om, men aldrig mødt, dukker op og det samme gør hendes fra, Hermanus. Han ligner sig selv. Solbrændt og glad. Familien er samlet og snakken glider ligeså let, som den kølige vin i de 25 sene efter middagsgrader. Godt at være tilbage. Forude venter cykelture, sol og godt selskab. Men først venter et bryllup.