Som om det ikke er nok, at være glad over, at være tilbage på cyklen og at jeg kan køre næsten ligeså meget jeg vil, uden at knæet hæver og gør ondt. Nu skinner solen også når vi er derude. Og fingre og tæer er ikke blå når man kommer hjem. Det er rent fantastisk! Det må jeg sige.
Noget andet og fint er også, at jeg igen har fået et par stik i skulderen og har skyllet en Cholera vaccine ned, – denne gang med Jordbær smag. Henrik har gjort det samme og det er fordi vi er på vej til Asien om ikke så længe. Vi flyver til Bangkok og cykler derfra, gennem Cambodia over til Ho Chi Minh City i Vietnam. Den korteste vej er omkring 1000 km. Det bliver nok ikke den vi tager, så vi ved ikke helt hvor langt der er. Til gengæld ved vi, at vi har påsken og et par dage i hver ende til at gøre det i. Vi har flybilletter og cyklerne bliver pakket ned om formiddagen. Det er nok ca. det vi når at planlægge.

Det skal nok blive en fin tur : )
Det bliver med en rygsæk hver. I den kommer ekstra geardrop, et sæt cykelbuks, plaster, en myggespray og kamera. Det bliver nemt at pakke og så håber jeg på, at cykelformen har godt af at komme lidt ud i solen. Hårh det bliver dejligt : )