21. Marts
Det er med regnjakken i camelbak’en vi sætter ud fra en våd camp, ud på en mudret grusvej og videre på asfalten. Det er en kølig morgen at starte dagens 130 Km. Anden dag på mit nye ben. Min Aircast. Jeg kører ikke i det tempo jeg plejer og jeg tager pauser undervejs, så det kommer til at tage et stykke tid det er.
Graeme har spurgt om jeg vil ha’ selskab. Han kender tempoet, så hvis han synes det er ok, er det mere end fint med mig. Det er lettere at tage den med ro, når jeg har en at følges med. Dagen og tiden må vise hvor tålmodig han er.

Graeme...
Status her til morgen er at anklen er mindre øm end igår ved samme tid. Kan oven i købet lægge lidt pres på foden idag. Det kan jeg godt nok kun i et par timer, men i det store hele går det fint og godt. Jeg er stadig på cyklen og solen skinner. Det er en lettelse at være udenfor, få luftet hjernen og få sol på armene igen.
Der er skov på begge sider af den våde asfalt og det dufter lidt som skoven i Danmark, lige efter regn. Men det her er ikke Danmark og der sidder tre aber i træerne og kigger efter os, da vi kører forbi.
Det burde være en menneskeret at cykle gennem Afrika…

Grønt her er...
Vi befinder os på hovedvejen mellem Arusha og Mbeya. Trafikken er tung og de kører stærkt. De blæser forbi centimeter fra cyklen. Har på fornemmelsen at busserne aldrig ændrer kurs. Kører af vejen, ud i rabatten, hver gang der kommer noget i min side af vejen.
Konkurrencegruppen passerer os flyvende bagfra. Taryn i front. Det er svært ikke at ønske at jeg stadig sad i den gruppe. Men ok…om et par uger er jeg forhåbentlig tilbage igen. Hvis jeg er heldig. Ikke fordi der er så meget at konkurrere om længere. Der er kun Taryn og jeg tilbage hos kvinderne og jeg har været væk så længe, at jeg ikke længere tæller i den samlede stilling. Jeg kan til gengæld gå efter de sidste sektioner. Der er ikke meget sjov i at konkurrere kun med Taryn, så det må blive mod de fem mænd der stadig hænger på.
Men lige nu skal jeg bare ha’ min fod til at virke igen, så jeg ser på det til den tid.

Vi rammer frokost og får den triste nyhed, at tyske Werner er blevet ramt af en lastbil. Han bliver ramt på højre albue (vi kører i venstre side af vejen her), knoglen splintrer og nu er han på vej til Iringa i Landcruiseren. Han skal opereres og flyver ud i aften.
Den sidste uges tid er der efterhånden sket så mange ting, at ingen af os længere tager det som en selvfølge at komme til Cape Town uden uheld. Jeg føler mig mere og mere heldig at jeg er tilbage. Inde eller ude af konkurrence.