Lonesand.dk

24 marts
Står igen ud fra camp i selskab med Graeme. Vi får stempler og krydser grænsen 20 km før vi slår lejr. Veksler vores Tanzania Shilling til Malawi Kwatcha og lige nu har jeg ingen ide om hvad de er værd. Det varer alligevel også et par dage, inden vi får mulighed for at bruge vores nye sedler.

Sådan ser der så ud her...

Da vi krydser grænsen når Graeme samtidig 20.000 km, i løbet af de sidste 9 måneder. Inden han kom til Afrika har han kørt fra Paris til Beijing. Når turen her slutter fortsætter han tværs over Canada. Se, det er da en seriøs cykeltur.

23. Marts
Får et lift med frokostlastbilen fra morgenstunden og passerer de andre på dagens første 54 km i løbet af en times tid. Min ankel er øm og jeg besluttede at give den en halv fridag. Hakker tomater og løg til tunsalaten, inden jeg synes jeg kan tillade mig at stikke af. Kommer musik i det ene øre og står på cyklen, derfra hvor de andre stopper for frokost idag.

Endelig en dag helt alene. Jeg har asfalt under scott’en og grønne bjerge omkring mig, 41 km til mål og på de sidste 20 km kan jeg se frem til ren stigning. Der er forsvundet en god del modstand efter jeg har skiftet mine 2.0 dæk ud med 1.5, så på trods af at jeg ikke flyver afsted, føles det næsten sådan.

Dagen bliver en fabelagtig tur gennem landsbyer, der bærer præg af lastbiltrafikken der kører igennem og børn der siger “Goodmorning teacher” når jeg kører forbi og så det her landskab. Majsmarker, temarker, rismarker, solsikkemarker og bjerge. Der er nok ikke nogen rigtig god grund til at lægge marker på stejle bjergsider, så de er grønne af buske og træer. Akacietræer og tornebuske.

Taryn er den første fra konkurrencefeltet der indhenter mig. Hun bliver hængende lidt, inden hun stående trækker væk op af bakkerne. Jeg bliver siddende i sadlen og drømmer om den dag, jeg kan gøre det samme igen.

Og der forsvinder hun op af vejen...

Imorgen krydser vi grænsen til Malawi. Sidste fulde dag i Tanzania. Stopper og kigger mig tilbage, halvvejs oppe af en af stigningerne. Efter et par måneder i Afrika har jeg efterhånden vænnet mig til at kunne se langt, men alligevel… Herfra hvor jeg står er udsigten noget særligt. Kan ikke engang tage et billede. Det vil aldrig kunne være der. I bliver nødt til selv at komme forbi.

Lokal dreng med sin mors tørrede svampe

Kører idag ind i campen før de fleste. Taryn har været inde i lang tid. Allan og Frank er lige kommet. Idag var kun en halv dag, men alligevel. Det skal nok komme til at virke det her!

21. Marts
Det er med regnjakken i camelbak’en vi sætter ud fra en våd camp, ud på en mudret grusvej og videre på asfalten. Det er en kølig morgen at starte dagens 130 Km. Anden dag på mit nye ben. Min Aircast. Jeg kører ikke i det tempo jeg plejer og jeg tager pauser undervejs, så det kommer til at tage et stykke tid det er.

Graeme har spurgt om jeg vil ha’ selskab. Han kender tempoet, så hvis han synes det er ok, er det mere end fint med mig. Det er lettere at tage den med ro, når jeg har en at følges med. Dagen og tiden må vise hvor tålmodig han er.

Graeme...

Status her til morgen er at anklen er mindre øm end igår ved samme tid. Kan oven i købet lægge lidt pres på foden idag. Det kan jeg godt nok kun i et par timer, men i det store hele går det fint og godt. Jeg er stadig på cyklen og solen skinner. Det er en lettelse at være udenfor, få luftet hjernen og få sol på armene igen.

Der er skov på begge sider af den våde asfalt og det dufter lidt som skoven i Danmark, lige efter regn. Men det her er ikke Danmark og der sidder tre aber i træerne og kigger efter os, da vi kører forbi.

Det burde være en menneskeret at cykle gennem Afrika…

Grønt her er...

Vi befinder os på hovedvejen mellem Arusha og Mbeya. Trafikken er tung og de kører stærkt. De blæser forbi centimeter fra cyklen. Har på fornemmelsen at busserne aldrig ændrer kurs. Kører af vejen, ud i rabatten, hver gang der kommer noget i min side af vejen.

Konkurrencegruppen passerer os flyvende bagfra. Taryn i front. Det er svært ikke at ønske at jeg stadig sad i den gruppe. Men ok…om et par uger er jeg forhåbentlig tilbage igen. Hvis jeg er heldig. Ikke fordi der er så meget at konkurrere om længere. Der er kun Taryn og jeg tilbage hos kvinderne og jeg har været væk så længe, at jeg ikke længere tæller i den samlede stilling. Jeg kan til gengæld gå efter de sidste sektioner. Der er ikke meget sjov i at konkurrere kun med Taryn, så det må blive mod de fem mænd der stadig hænger på.

Men lige nu skal jeg bare ha’ min fod til at virke igen, så jeg ser på det til den tid.

Vi rammer frokost og får den triste nyhed, at tyske Werner er blevet ramt af en lastbil. Han bliver ramt på højre albue (vi kører i venstre side af vejen her), knoglen splintrer og nu er han på vej til Iringa i Landcruiseren. Han skal opereres og flyver ud i aften.

Den sidste uges tid er der efterhånden sket så mange ting, at ingen af os længere tager det som en selvfølge at komme til Cape Town uden uheld. Jeg føler mig mere og mere heldig at jeg er tilbage. Inde eller ude af konkurrence.

20. Marts
Første dag efter næsten en måned. Det føles næsten som første skoledag og om et par timer ved jeg, om jeg kan fortsætte eller ej. De nye dæk jeg fik helt tilbage i Addis Ababa er kommet på. 1.5 istedet for de brede 2.0 slicks jeg har kørt med indtil nu. Mon det gør nogen forskel?

Det er akavet at cykle sådan her. Der er længere ned til den flade pedal end til den højre eggbeater. Kan ikke stå op i pedalerne endnu, så jeg sidder noget tungt i sadlen. Jeg kan mærke at skinnen støtter, men det bekymrer mig lidt, at det gør ondt fra morgenstunden. Det biver vel bedre og det ville vel også være sært hvis det var helt smertefrit her på første dag.

DMK tilbage på vejen : )

Det bliver bedre som jeg bliver varm og bekymringerne forsvinder samtidig med at smilet bliver større. Er langt bagud i konkurrencen, men det til at leve med. Lige nu er jeg bare glad for at jeg igen får oplevelsen ind fra den rigtige vinkel. At køre her på cykel, slår at sidde i en bil med mange mange længder. Duftene er tilbage og Børnene charmerer sig lige ind i mit kyniske hjerte, når de siger “goodmorning” og ikke “give me money”.

Vi er på 98 km da det begynder at regne varm troperegn og vi er gennemblødt da vi når målet ved 108 km.

Dagens etape er forbi, jeg fisker krykkerne ud fra lastbilen og jeg er næsten overbevist om at det her nok skal komme til at virke.

19. Marts
Min Aircast fik endelig arbejdet sig ud af tolden i Dar Es Salam, jeg samler den op på DHL kontoret og får vidunderet at se. Af med gipsen, på med aircast og krykker og jeg kan næsten gå. Det skal nok blive godt i løbet af et par dage.

Jeg spenderer 14 timer på en bus, i en taxa og dagen efter vågner jeg i Babtist Conference Center i Iringa. Ikke meget konferencecenter, men en babtist pige-kostskole. Kom igår aftes og en flok 17 årige piger indkvarterer mig i nr 7. De andre kommer cyklende ind idag og jeg glæder mig efterhånden til at se nogle cykler igen.

Mens jeg venter på cyklerne her i Iringa, er her en lokal på vej med lidt grønt

Landcruiseren dukker op med Eddie, Alex og Shanny ombord. Jeg hopper på og vi mærker ruten op og spiser morgenmad på Hasty Tasty i downtown Iringa. Igår, mens jeg sad på bussen, skete der ting og sager i feltet. Fem styrt og lastbilen brød sammen for tredje gang på en uge. Det gik hårdest ud over Paul Porter. Han har brækket armen og skal hjem. Han har nu haft et døgns tid til at vænne sig til tanken om at han skal hjem. Det er mindre end jeg havde. Han var EFI indtil han styrtede, en af feltets absolut stærkeste ryttere og det er skidt at han står af nu. Tager forbi hospitalet med Alex og får ham med ud derfra.

Den lokale vaskehal

Han er professor på Minnesota Universitet og har hver dag stået på lejrens højeste punkt med sarong, satelittelefon og sit grå skæg og indtalt dagens observationer på landbrugsfronten, på en podcast til sine studerende. Han er på alle måder en sympatisk mand, der har været vigtig for stemningen i gruppen. Men nu bliver han hentet om nogle timer af de flyvende læger. Han kommer tilbage næste år og kører turen færdig, men vi kommer til at savne ham i år.

På vej fra hospitalet møder jeg Bruce, der der er på de sidste km af dagens etape på vej til lejren. Han er pakket ind i plaster og forbindinger efter gårsdagens styrt. Senere på aftenen falder Mike ned af cementtrapperne og får 14 sting i panden. Denise bliver indlagt med nyresten og Nick har fået en torn i benet og nu er det gået i betændelse.

Måske var det ikke så skidt at det trak lidt ud med den pakke…

Har indhentet de andre i Iringa og er tilbage paa cyklen imorgen, med min nye AirCast. Der kommer ikke mere lige nu, for jeg har et par andre ting jeg lige skal ha naaet. Skal tilbage til lejren og skifte gaffel og daek, til imorgen, hvor vi rammer asfalt for et stykke tid.

Men ville bare lige fortaelle at nu er det slut med safarihistorier og den slags trivialiteter : ) Naeste gang der kommer noget her, bliver det om cykelturen.

Saa indtil da, maa i ha det godt derude. Nu skal jeg ud og cykle : ))))

Jagten på min pakke hos DHL. Tager forbi kontoret i byen efter at have drukket god stærk kaffe sammen med Bent. Wittness er i Dar Es Salam for at få styr på en containerfuld af deres ting og sager fra Danmark. Den har nu stået i tolden siden februar og den kommer tilsyneladende ikke videre. Mens vi sidder der, kommer der besked om at containeren skulle være hos dem mandag. Hun har styr på det i Dar Es Salam og kommer tilbage med fly i aften. Når containeren kommer mandag, betyder det at Bent endelig får sine cykler herned. Han glæder sig til at komme på vejen igen. Jeg ved hvad han mener. (mere…)

12. marts

De andre er taget afsted, lastbilen med Scott’en på taget og jeg er blevet hængende her i byen. En sms fortæller mig, mens jeg sidder her, at min pakke er i Nairobi. Så er den da på kontinentet. God start. (mere…)

Proff. Gakuu har brændt mig af. Det er mandag og jeg har ringet til ham 6000 gange. Han vender ikke tibage. Har sms’et fys’erne på Nairobi hospital, men de venter på besked fra Gakuu. I DK er der sat ting i værk. Jim arbejder på at fremskaffe en af de her airboots. Bare hvis nu den i Nairobi ikke passede. Det er ikke længere så interessant om den passer, hvis den gode proffesor ikke vender tilbage. Sender sms’er, mails og beskeder frem og tilbage og finder nu ud af ved aftentide, at den kan komme med DHL fra DK og være i Arusha fredag eller lørdag. I dag er mandag. Det er gode nyheder eftersom TDA bliver hængende i byen til fredag. Jeg når ikke med videre, men så må jeg indhente dem et par dage senere.

To af dem jeg skal indhente om et par dage...

(mere…)

To dage senere når vi grænsen til Tanzania. Lastbilen skal gennem tolden, så Claire, Denise og jeg står af og bevæger os til emmigrationskontoret. Denise er i bedring men ikke cykelklar og Claire havde et slemt styrt igår, så nu er hun også havnet her. Hun har skrammer i ansigtet, op af armene og værst er hendes ene ben. Hun går langsommere end jeg gør. Hun kunne bruge et par krykker. I det hele taget er hun ret uheldig på den cykel. Hun har indtil flere ar, der er kommet mens vi har været her. Hun er fra Australien, 23, elsker sin mtb og har turens bedste grin. Håber hun er på banen igen snart. Hun er ikke saadan at slaa af banen heldigvis.

Ja, lidt moerkt er det vidst, men hvis i kan se noget er det her Claire med det gode grin

(mere…)