Lonesand.dk

23. januar stadig i ørkenen
Hårdeste dag indtil videre. Min forkølelse går ikke væk med de her ræs dage. Er tilbage hvor jeg var for et par dage siden. Ræs til frokost idag. 60 K. Glæder mig til vi når dertil, så er det med at tage det roligt de sidste 48 derefter.

Vi når fint frokost. Jeg er træt og det er godt over 35 grader. Det der med at tage det roligt, når nu ræset er ovre…det er ikke rigtigt muligt. Dybt sand, modvind, og mere end 40 grader. Det går uendeligt langsomt… 45 Km lyder ikke af meget, men lige nu er det alligevel et godt stykke. Jeg må tage det roligt. Jeg kommer nok frem på et tidspunkt. Bliver overhalet, hoster og hvor er det besynderligt at være forkølet i den varme. Kommer musik i ørerne for første gang på turen og det går allerede lettere. Badly Drawn Boy synger “take the chance to rest your tired ass…” og jeg glæder mg til den chance kommer forbi.

Ahh…der er vand! Der findes de her steder hvor der står krukker med friskt vand. Det er koldt og det er faktisk friskt. En kopfuld i nakken og i ansigtet og hjernecellerne begynder at tale sammen igen. Møder en flok af de andre her. Bl.a. Tom og Scott der kørte forkert tidligere og missede frokostlastbilen. Er du gal mand! Det ville jeg synes var skidt. De blev fodret med energibarer og et par sandwiches som race-director Paul har taget med i lommen i håbet om at finde dem derude et sted.

En landsby dukker op. Og et tehus. Møder de samme mennesker igen. Jeg kan ikke følge med dem, så jeg kører for mig selv ind imellem de her pauser. Det står virkelig ikke så godt til. Men jeg hygger mig fint. Musikken får tankerne andre steder hen, end lige på min egen tilstand.

Nubierne er nogle meget sympatiske mennesker. Her er rent, de smiler, er venlige og interesserede. De har deres eget sprog, men man kommer et stykke med et par arabiske ord. Ikke mindst får man credit for at forsøge.
Ser grafitti malet på et par huse i udkanten af byen “China, stop destroying Nubia”. Det er kineserne der lægger asfalt til vejene. Ved ikke hvad de ellers har gang i hernede, men det lyder ikke som om de lokale er alt lykkelige for det.

Stopper ved landsbyens tehus og får et skud te med masser af sukker. En bil er parkeret udenfor. Der står syv cykler på ladet, med Cairo-Cape Town nummerplader. Der er mere end en enkelt der har givet op på turen idag.

Videre endnu. Længere fremme finder vi en lille butik. Utroligt hvad de kan stoppe ind i sådan en. Alt fra hårforlængelse til kolde pepsier. Får mig en kold fra fryseren som ikke er helt frossen og tager de sidste 10 K. til lejren, midt i ørkenen, i ro og mag.

23. januar Ørkenlejr ved Nilen
Vågner op efter en fabelagtig nats søvn. Faldt i søvn til en svag brise og med udsigt til stjernehimmel fra mit telt.

Til gengæld vågner jeg også op med muchas insektbid. Fik dem alle sammen i løbet af dagen indtil solnedgang i lejren. Var ellers pakket ind i tørklæder og alt hvad jeg kunne finde. De er små nok til at komme ind gennem alt.Inden jeg sov, tog jeg mig af dem der var i teltet og der var ingen tilbage, da jeg var færdig, så jeg ved at jeg sov i fred. Vi ligger tæt på Nilen, så de her små fluer er alle vegne. Sluger et par stykker bare ved at trække vejret gennem munden.
Min erfaring siger mig at hvis et insekt kan bide, bliver jeg bidt. Har ind imellem på fornemmelsen, at hvis ikke de kan bide finder de på noget andet. Sparker måske…? Ja, jeg ved det ikke. Vi er en lille håndfuld i gruppen her, der har den fornøjelse.
Hvor mange bid…Hmm…vel omkring 40-50 stykker på halsen, i ørerne, i ansigtet og i nakken. Mit ene øje er helt hævet, men jeg kan se endnu. Jeg ser godt ud her til morgen ; )

23. januar
Det her er ørken! De to hårdeste dage indtil nu. Dagen igår startede godt med klippestykker, store huller, rullesten og rigtigt groft underlag. Men det blev mere og mere fladt og jævnt hen af vejen. Jeg kan ikke komme udenom at mine chancer for at rykke bliver mindre, jo bedre vejene er. I øjeblikket er de ved at asfaltere hele Sudan, så der er masser af grusveje der er rimeligt jævne. I hvert fald dem vi har set idag. Der er lange passager, hvor vejene, på grund af de mange lastbiler er rent vaskebrædt, men i siderne er det nogenlunde.

(mere…)

Ørkenlejr Nubi ørkenen 21. januar
Første cykeldag i Sudan. Det er for vildt. Ørken med masser af bjergformationer, en smule træer. Lidt tørre, men de er her. Der er kilder i undergrunden.

Forskellen fra Egypten er mærkbar. Både landskabet og menneskene er anderledes. Vi har skiftet Sahara ud med Nubi-ørkenen. Folket her er Nubier. De er mørkere, sproget er blødere og venligere at lytte til, smilene er større og egypternes aggresitivitet er langt væk.

Det har været en varm og støvet dag. Starter på asfalt og rammer off-road efter ca. 70 km. Det er som om asfaltmaskinerne kører et stykke foran os og lægger ny asfalt. Det er næsten bogstavligt talt hvad der sker. Vi møder dem. Og overhaler. De lægger dog ikke asfalten i et langt stykke, men lægger nogle km. og fortsætter så igen nogle km. længere fremme. Ved ikke helt hvad grunden er. Men det betyder at det er svært at sige om asfalten er stoppet eller ej. Imorgen skulle der være 30-40 km. asfalt og resten off-road. Jeg håber det er rigtigt. Det vil betyde 70-80 km. off-road. Det er benhård og tager lang tid, men det er altså sjovere end ny asfalt.

Nogle danskere føler sig hjemme når de får et stykke rugbrød med leverpostej i hånden. Jeg må sige, at se min Scott med Hutchinson Pythons og så komme væk fra vejen, fik mig til at føle mig helt hjemme. Fantastisk!

Der er dybt sand. Det er dog noget sjovt noget at køre i. Næsten som at køre gennem vand. Det er mere støv end sand noget af det. Det er så let. Jeg kører fint gennem det hele, så selvom dækkene er lidt grove til asfalten, bliver de på. Vil hellere kunne nyde off-road. Asfalten skal jeg jo nok komme forbi. Der er andre der har det lidt anderledes med de veje. Der er blevet bandet på mange forskellige sprog idag, derude.

Følges med Taryn hele dagen. Hun er fra Sydafrika. Lille og spinkel pige, men stærk, meget cool og godt selskab. Vi bliver passeret af en håndfuld lastbiler i løbet af dagen. Hun er 3 meter foran mig, men bliver væk i støvet.

Taryn…

Idag er uden-for-konkurrence-dag, så det har været nogle fredelige 115 km for mit vedkommende idag. Forsøger stadig at komme ovenpå efter hoste, feber osv Glad for at det var en mulighed idag. Stadig forkølet, men jeg er meget bedre end for et par dage siden. Imorgen er ræs-dag, men jeg må tage det som det kommer.

Har skiftet den ene pedal. Den har fået for meget støv og sand. Skifter involdene af den næste hviledag. Har renset kæde, kassette og skiftere, så cyklen er i god form.

Det er blevet aften og jeg har aldrig set en stjernehimlen som den her. Her er mørkt som i puklen på en kamel. Jeg formoder sådan en er temmelig mørk. Så stjernerne vælter ud af himlen. Helt vildt.

Ligger er i teltet og kan høre jeg bliver torpederet ind imellem. Det må være græshopper. De er store herude.

Wadi Halfa aften 20. januar
Det lykkedes! Uret er stillet en time frem og første lejr er en realitet. På fodboldbanen i Wadi Halfa. Her er tilskuerpladser og alting.
Her er tomt og stille. De fleste er gået ud for at spise i en af byens tre spisesteder.
Har skiftet dæk og håber det er de rigtige. Ved stadig ikke hvad vi skal køre i.

At komme af båden og igennem tolden tog en dags tid. Det er nu fint med mig. Jeg er kommet ind i landet med en solid forkølelse. Hoster, næsen løber og jeg er træt, så jeg har forsøgt at sove og komme forbi det. Det går nu meget godt. Det er allerede bedre end igår så imorgen er det sikkert næstoen væk.

Her er fredeligt. Et æsel…siger lyde…det hyler jo ikke, så hvad hedder det egentligt når et æsel siger noget…? Den siger i hvert fald noget. Og den er længere væk end de tuc tuc’er der kører forbi ude på vejen ind imellem.

En fyr i kjortel og turban kom forbi for at veksle penge for dem der havde lyst til det. Der ligger ikke lige et kontor for den slags lige i nærheden, så nu har jeg – og en masse andre, lommen fuld af Sudanese Pounds og ham med turbanen gik herfra med 100 vis af US Dollars.

Jeg er glad for at være over grænsen. Indtil videre virker Sudan og sudaneserne som et positivt bekendtskab.

20. Januar
Convoj ud af Aswan, Ned til færgen de 17 km med 10-20 km i timen. Foran os kører ladbilen med baggagen, bag os…politiet måske. Politiet eskorterer os ofte ind og ud af byerne.

Vores to lastbiler forlod os for nogle dage siden. De er med en anden færge til Sudan. Planen er at møde dem på den anden side af grænsen. Vi håber på ca. samme tid som vi ankommer, men ingen kan vide det.

Min hals og mit hoved gør ondt. Har gået rundt i alt mit tøj hele morgenen, mens de andre går rundt i shorts og t-shirt. Kører her i lange ærmer og vindvest og har det stadig ikke for varmt. Det er ikke det bedste tegn i verden. Det er mindst 25 grader. Heldigvis har vi to dage der går med færge og indrejse til Sudan. Jeg er sikkert klar igen, når vi når dertil.

“Døden på Nilen” er nærværende her i Aswan, som i Luxor hvor Hercule Pierreot går omkring i sit safarisæt og opklarer mord og sipper te. Ville ha’ nydt at sidde på terrassen på The Khataract Hotel i Aswan og drikke drinks. Det var der stadig, men lukket desværre. Istedet blev det til internetcafe og den slags. Forsøgte i lang tid at oploade billeder og tekst til hjemmesiden, men blev smidt af igen og igen. Billeder tager lang tid, så hvis der ind imellem kommer tekster uden billeder, er det derfor. Beklager, men jeg kan ikke gøre så meget ved det.

(mere…)