Mine sponsorer Bjergkæden Niner Riemann P20 29\\\\\\\\\\\\\\\'er Bike Shop

Arkiv for kategorien ‘Sudan’

Sudan-Etiopien

søndag, 15. februar 2009

Allerede som vi nærmer os grænsen er forskellen tydelig. Som ved mange grænser er her glade dage og liv, skabt af plattenslagere og folk der forsøger at sælge deres bedstemor og naboens ko i samme handel.

De sidste sudanske pund skal bruges og Taryn finder en kaffepige et sted bag skurene. Meget kan man sige, men kaffen er god. (mere…)

Den Blå Nil og Alfons

søndag, 15. februar 2009

Hviledagen i Khartoum er ovre. Det var en dag med masser af god mad, vasketøj, internet, hænge ud i byen og en masse afslapning. (mere…)

Konkurrencen

søndag, 15. februar 2009

Man kan læse alt om hvordan konkurrencen hænger sammen på den officielle hjemmeside, men her kommer alligevel en historie fra de varme lande om det samme. (mere…)

Første enkeltstart

fredag, 30. januar 2009

29. januar. på vej til Khartoum
Enkeltstarten var hård men sjov. Jeg trådte alt hvad den gode Scott kunne klare, mens lugten af råd kom farende forbi næsen. Døde dyr i vejkanten. Æsler og geder går løse og det er en svær kombination med lastbiler der kører 140 på vejene her. Tror vi har en let medvind. Ingen rigtige stigninger, men let op af bakke ind imellem. Vi er sendt afsted med 30 sekunders intervaller. Kører om kap med to tøser på smalle dæk og tribøjler. De to er foran mig. Det er heldigvis mig der jagter dem. Mændende er sendt afsted efter os. Foran os de non-racere der også kunne se det sjove i at være med. Jeg jagter Carola der er 30 sek. foran mig. Kan ikke se Teryn, der har 1 minuts forspring. Jeg træder og trækker og piner mine stakkels lårmuskler mere end jeg er sikker på de holder hele vejen, godt hjulpet på vej af Snow Patrol i ørerne.

Jeg kan se hende hele vejen, men kan ikke vurdere om jeg henter hende eller ej. Må være der snart. Min computer siger 19 km, men jeg kan ikke se mållinien. Joh der er den. Tre æsler kommer luntende ude fra venstre. De går meget målrettet efter at krydse vejen. Det ser ud som om vi rammer samme sted samtidig. Hvem kommer først…! Kør nu for dælen. Træd, der er kun 1 k tilbage. Æslerne når vejen. Hvorfor kigger de sig ikke for? Jeg kunne jo være en lastbil! Når lige bag den tredie, inden den fjerde som i mellemtiden er kommet spurtende ude fra venstre, når at lukke hullet. Glad for at slippe for æselkollision og får det sidste ud af lunger og ben, inden jeg rammer mållinien. Jeg overlevede også denne gang. Tror jeg har tabt lidt tid til Teryn, men det kan ikke være meget til Carola. Alt er vidst i skønneste orden for idag, på den front.

Varmetræningen virker ; )

fredag, 30. januar 2009

28. januar Et sted i Sahara en 100 K. før Khartoum
Imorgen venter Khartoum på os. Det er vildt at vi allerede er nået hertil. Om få dage er vi ude af Sudan igen og på vej ind i Ethiopien. Det går stærkt. Det er ikke sikkert det er en følelse der fortsætter, men lige nu synes jeg tiden og kilometerne flyver afsted.

Jeg kan nu ellers godt li ørkenen. Her er ro og fred, stjerneklart om natten og ingen myg. Her er varmt, men det er nu ok. Idag 41 i skyggen, 61 i solen. Det er solen vi kører i. Der er ingen skygge at hente, mens vi er på cyklerne. Det må være træningen i den danske vinters 0 grader, der har gjort en forskel ; )

man-i-vindue1

Det er varmt ude og inde…

Idag var dagen, hvor jeg synes jeg begynder at komme tilbage i kampen. Synes jeg bliver stærkere igen. Hoster stadig, men det betyder åbenbart ikke så meget i benene. Det tog 9 dage at komme igen efter den forkølelse.
Ræset idag var 80 k. til frokost. Vi kørte i peleton hele vejen og der blev først rykket for alvor ved 72 K. så det var en dejlig nem dag. De 75 K. efter frokost blev taget i lettere tempo, hele vejen til lejren.

Imorgen venter ikke bare Khartoum, men også løbets første enkeltstart. 20 K. flad landevej. Nu ligger det måske ikke lige til højrebenet for en Scott med Foxgaffel og 2.0 dæk, at køre enkeltstart på flad asfalt, men jeg må holde hovedet lavt, finde det jævne tråd, frem af cykeltasken og så tage den derfra. Der er vel også grænser for hvor meget tid man kan nå at tabe på 20 K. Eller er der mon…?

Sudan, andet end fred og cykeltur

fredag, 30. januar 2009

27. januar nogle hundrede km. Nord for Khartoum
Mens jeg cykler gennem Sudan, har jeg ligesom i Egypten, en hel del tid til at tænke over en enkelt ting eller to. Vi er 6 dage inde i landet.

Vi rejser vi på den smalle stribe af fred der går gennem landet. Og her er virkelig fredeligt. Folk er utroligt gæstfrie, stolte og sympatiske. Spørg om vej til et tehus og du bliver inviteret på frokost og te. De tager sig af hinanden og virker som nogle rolige og tålmodige mennesker. På markedet er der ingen lang snak om at få prisen ned. Den er nede og den bliver ikke højere fordi du er hvid. Mange taler ikke engelsk, men det ene ord de kan sige, er “Welcome”. Ikke “whats your name”, “hallo” eller “give me money” som i Egypten. Næh, her synes de, at de vil sige velkommen!

vitamanden

Klar til at sælge næsten-kolde, næsten-fanta til en flok tørstige cyklister

Så mens vi cykler her, i hvad der synes at være det mest trygge og sikre sted i verden, ved vi at det er her nogle af de mest voldsomme uroligheder finder sted. Mange steder i landet. Undtaget her hvor vi befinder os. Darfur provinsen er et rigtigt godt bud på et af de steder, hvor ingen af os har lyst til at befinde os. Men der er ikke langt til Darfur herfra og det er ikke svært at forestille sig hvordan det har været før urolighederne brød ud. Hvis vi vendte vores cykler mod vest og tog 3 dage i den retning, ville vi være i Darfur. 4-500 km er ikke langt væk. Men vi kører sydpå og så længe vi gør det er vi i fred. Tænk at det er samme land.

moske-og-himmel

Ingen mennesker, men mulighed for en bøn hvis nogen får lyst…

Vi er der ikke, men Dansk Flygtningehjælp er en af de organisationer der befinder sig i Darfur og der er hårdt brug for dem. De gør et stort stykke arbejde, for de mennesker der er havnet midt i balladen. Deres landsbyer har engang været som det vi rejser igennem her. Så fredeligt, frodigt og så fint. Kontrasten er ufattelig stor. Det er svært at forestille sig. Men uanset hvad, har ingen fortjent at miste hjem, familier og venner over en krig.

Jeg håber i vil hjælpe derude, så de kan fortsætte deres arbejde og hjælpe de mennesker med at overleve.

Tænk på hvor heldige vi er i DK, mens i taster beløbet ind på betalingssiden ; )
som er lige her

Geografisk opdate på Sahara/Nubi

fredag, 30. januar 2009

En lille opdate for dem, der ligesom jeg, ikke kigger på kort hver dag. Vi er faktisk ikke helt ude af Sahara alligevel. Nilen deler Sahara og Nubi ørkenen i to. Siden vi kom ind i Sudan har vi været i Nubi. men nu har vi bevæget os over på den anden side af floden og det betyder at vi har været i Sahara idag.
Her bliver vi indtil vi når Khartoum om et par dage.

Sahara strækker sig jo ret langt. Her er ingenting imellem starten og slutningen der kan læ for vinden. Derfor er vinden svær at forudsige. Der er godt nok en overvægt af vinde der blæser fra nord. Vigtigt for os betyder det medvind. Men den kan skifte ret pludseligt og gør det også. Samtidig, som ud af ingenting, opstår der ind imellem, de her sandstorme. Sjovt sted og man skal huske at sætte sine pløkker i, selvom om det er en stille aften, når man går i soveposen ; )

morgensol-over-oerkenen

Morgensol over ørkenen…

Dagens dyreoplevelser

fredag, 30. januar 2009

26. januar i ørkenen 140 K efter Dongola

Hver morgen tømmer jeg mine cykelsko for skorpioner og den slags, der kunne ha’ lyst til at overnatte i mine sure såler. Indtil videre er der ikke kommet noget ud af det. Så indtil videre er vi i den lidt mere harmløse afdeling når det kommer til dyr.
F.eks. havde jeg den sære fornøjelse at se en masse masse døde kameler ligge i sandet. Omkring 30 måske 40. En død ko. To hunde. Sært nok. Der bor ikke rigtigt nogen her, så måske er det her de døde dyr bare ender. Nilen er ikke langt væk. Der er massser af mad og vand, så det kan ikke være det. Sygdom måske. Der er flere teorier igang, men ingen ved det.

Forleden dags dyreoplevelse var anderledes positiv. Tre æsler havde fået færten af kødgryderne. De kom blæsende og skrydende (Er kommet i tanke om, at det er det de gør ; ) gennem lejren. Slalom mellem teltene og med målrettede muler mod Miles’ og James’ gryder. De kom hurtigt videre derfra igen, med Miles, James og grydeskeer efter sig.

aselparkering

Æsel parkering…Beklager der mangler lidt, men det gik lidt hurtigt.

Fuul i maven og bly i benene

fredag, 30. januar 2009

26. januar, Dongola
142 K. Everybody ready? Ok, ready, set, go! Første vej til venstre, højre efter 1,5 K, politicheck v. 4,5 ligeud resten af dagen. På asfalt. Vi er tilbage på slicks og veje bedre end vi har dem i DK. Det var ikke længe vi fik lov at beholde de nubrede dæk på.

Flokken er på vejen igen, nyvaskede og i rent cykeltøj efter hviledagen. Utroligt hvad et stykke Lux kan gøre ved selv en hvid t-shirt.

Har det stadig bedre efter at ha’ sovet, spist en masse og haft benene oppe hele dagen igår. Dongola er en fin lille by. Fine folk der bor her. Vi har slået lejr i en nedlagt zoo. Min første tanke var bure og cement-underlag. Men det var skam helt anderledes. Græs, bænke og affaldsspande. En park vil jeg kalde det. Vi bor bag et hegn, som er befolket af nysgerrige børn, så på en måde er det en zoologisk have igen for et par dage. Fantastisk morsomt.

aesel-og-vogn

Dongola…

Endte hviledagen i soveposen med maven fuld af fuul (bønnegryde af en art) gedekød og godt brød. Jansie støvede stedet op. Hun er eminent til den slags. Fra Sydafrika og arbejder på turen. Hun er en del af det 4 mand store truck-crew. Tager sig af lastbilerne og transporten. Hun kaster ordre ud hele dagen og er en respekteret boss af de andre. Hun er omsorgsfuld som ens egen mor, når man går omkring og hoster og har feber og når vi sidder en håndfuld om aftenen, fortæller hun historier fra Afrika, som ingen andre jeg har mødt før. Der er mange gode mennesker her, med gode historier. Hun er absolut en af dem.

yantzie

Historiefortælleren…

Idag endte med at være en hård en. Tempoet steg gradvist indtil frokost ved 75 K. En hurtig sandwich og klar til at tage afsted, inden vi ankommer. Ingen har lyst til at blive sat, fordi man sov ved afgang fra frokosten.

På vejen igen og tempoet er menneskeligt. V. 110 K, 30 før mål sidder jeg i front. Er træt i benene for første gang. Der er forskellige måder at være træt på. Indtil videre har jeg ikke været det i benene. Men idag…jo tak. Da jeg trækker ud til siden for at gøre plads for den næste, bliver der angrebet. Nick og Allan. Allan er gået fra 2. pladsen til 2. sidste pladsen de par dage vi har været off road. Det er som om han har tænkt sig at hente det hele idag. Det har været ham der har pacet hele dagen. Og nu er de fløjet. Jeg har ingen chance for at følge med idag. Det er ok, men resten af gruppen bliver splittet ad. Jeg mister hjulet foran mig. Mine ben brænder og vejrtrækningen lyder ikke normalt. Der er ikke rigtigt hul igennem. Hjulet forsvinder for mig og det er skidt. Der er 30 hjem i modvind. Carola sidder i gruppen, som jeg er ved at miste. Redningen kommer bag fra. Skotten Simon kommer flyvende og giver mig et hjul. Simon, som jeg samlede op forleden, da han var syg på ruten. Trak ham og gav ham mit vand, så han kunne fortsætte. Det kommer tilbage til mig nu. Han lægger sig foran mig og lukker hullet til de fire foran. Jeg er igen på hjul. Der skal lukkes flere huller. Næste træk. Jeg er stegt! De tre af os kommer op til Scott foran os. Han kan ikke hænge på. Simon er også væk. Han brugte sit krudt på at få mig op i læ. De tre af os kæmper for at komme op til en lille flok længere fremme. Hullet bliver ikke mindre. Bag os kommer Bruce nu. Sydafrikaneren der bor i Australien. Han har aldrig cyklet før, men jeg kan sidde i læ bag hans ene lår. Han tager os hele vejen op til de næste. Der er 12 K tilbage og endelig sidder vi igen i en gruppe og lidt fred. Når jeg er i front, må jeg lægge alt hvad jeg har i, for at holde farten. Jeg er træt som sjældent før. Vinden kommer stærkt skrẗ forfra. Vi ligger i to faner bag hinanden og bevæger os jævnt mod målet. Endelig. Vi rammer målstregen samtidig. Ingen sprint idag.

352-km 212-km2



Endnu en dag på kontoret…

140 på 4 timer. Det er da en pænt god gennemsnitsvart, når nu vi havde modvind de sidste 40. Jow jow. Der bliver trådt nogle gode pedaler herude for tiden.

Sand og vind i ryggen

søndag, 25. januar 2009

24. januar på vej til Dongola
Teltet er ved at lette. Vågner ved 2 tiden i ørkencamp. Siden jeg slog teltet op i blikstille sen eftermiddagssol, er det nu blevet sandstorm. Arj…sandblæst, hvis der er noget der hedder det. Ikke helt nok til en storm tror jeg. Teltet blev ikke slået op med blæst i tankerne. Skulle nok ha tænkt på at vejret kan skifte sådan et sted her, men sådan er der jo så meget. Det larmer, eftersom det hele blafrer, men så længe jeg ligger her, flyver det nok ingen steder. Tager ørepropper i og sover videre.

Vågner igen ved stå op tid. Omkring halv syv. Der ligger et fint lag sand over alting og det blæser stadig. Pandelygten tændt og får pakket sammen. Det tager en lille halv time at få teltet ned og alting klar til at pakke i lastbilen. Det er incl. dagens rygøvelser.

morgen-i-sandet

Det er koldt her til morgen. Vandrer afsted i morgenmørket for at finde et privat sted bag et par klipper og noget sand. Mens jeg sidder der kommer halvdelen af et telt flyvende. Tager det under armen på vej tilbage. Det er rimeligt nemt at se hvem der mangler et halvt telt. Det er John, der forsøger at holde på sine ting med arme og ben og ikke rigtigt kan flytte sig. Gad vide hvordan han nåede dertil. Telt og mand er genforenet.

Knasende morgenmad og afsted i convoj gennem ørkenen. Lykkeligvis har vi medvind. Det er virkelig en dejlig ting, når nu det blæser 1 kg. sand i minuttet. Der er tilsyneladende en del ryttere der før er faret vild, på det her stykke, så derfor i convoj. Det lyder umiddelbart ret simpelt at cykle 18 km. i en eller anden retning og alle ende op det samme sted. Men for hver 200 m. er der 4 nye hjulspor at vælge imellem. Med de muligheder kan 40 mennesker nok hurtigt blive spredt grundigt i sandet.
Efter de 18 Km convoj dukker asfalten op. Kommer et stykke derudaf og Edward på liggecykel er punkteret. Vi bliver og hjælper ham. Det tager 4 mennesker 45 minutter at få ham afsted igen. Glad for at det ikke er mig der er afsted på den cykel. Det lille stunt betyder at Carola, Simon og jeg er bagerst i flokken. Dog foran Edward og de tre sweep-ryttere. Det er ikke konkurrence dag og jeg er på en fredelig dag for endelig at få den her forkølelse til at forsvinde. Men vi gir den gas de sidste 10 til frokost. Jeg tager mig en hurtig sandwich og kører derfra alene. Har lyst til lidt fred og de andre henter mig hurtigt. Jeg bliver nødt til at køre mit eget tempo hvis jeg skal blive rask.

punktering

Liggecykel-punktering

De næste 40 km får jeg for mig selv. Lytter musik og cruiser afsted med vinden i ryggen på flade grusstier og asfalt. Passerer et par landsbyer og stopper. Folk vil gerne snakke,men deres engelsk begrænser sig til Hallo, how are you og mit arabisk til Salem (hej/goddag) Sukrahn (tak), Afwan (det var så lidt) Aiwa (ja), Fen el (hvor er) og den slags simpeltheder. Det betyder korte, men morsomme samtaler og alle er glade. Jeg kører videre. Alle dem der går og arbejder på at få den nye vej færdig eller i markerne, vinker, giver thumbs up og smiler stort. Eller også griner de og synes jeg er mærkelig. Uanset hvad hygger jeg mig.

mudderbygning-og-traeer
Lidt mere udsigt

Jeg nyder turen og er glad for at være alene for en gangs skyld. Mellem landsbyerne er der lange lange strækninger hvor jeg ingen ser. Ingen bag mig, ingen foran mig og måske en enkelt ged under et træ og så de kameler og æsler der går og græsser på små marker op til vejen. De ser generelt ikke ud til at være generet af at jeg synger mens jeg kører afsted der. Der er ikke noget bad man kan synge i på turen her, men masser af km der er mindst lige så gode, så det bliver udnyttet.

kamel

Cykeludsigten…

Ved 82 km. ved vandtårnet, kabeltromlerne og der hvor elledningerne går over vejen, tager jeg et højresving ned mod færgen. Straks efter bliver jeg hentet af Nick, Carola, Simon og Paul. Musikken kommer tilbage i lommen og vi rammer det lille marked der ligger ned til færgelejet. Vi er ude på at få krydset Nilen. Kommer ombord med det samme, med et par af de andre, en lastbil, en flok hennatatoverede kvinder og en uniform med maskingevær. På den anden side stopper vi ved markedet. Jeg får købt mig et par rene strømper, vi bliver hængende en Pepsis tid inden vi tager de sidste 4-5 km. til byens nedlagte zoo, hvor dagens lejr i Dongola ligger. Fantastisk dag! Lige hvad jeg havde brug for.