Lonesand.dk

Hele hviledagen har jeg haft udsigt til The Orange River og Sydafrika på den anden bred. Nu er det endelig tid til at krydse grænsen. Checker ud af Namibia, cykler nogle hundrede meter længere, over floden og ind i Sydafrika.

Møder en pige fra Vesterbro ved grænsen, taler dansk for første gang i lang tid og jeg tager de første pedaltråd i det land, hvor vi slutter om en lille uge.

Det er første land hvor jeg er blevet overhalet af 14 politibiler på de første 100 km. Det er også første gang jeg ser skudhuller i vejskiltene. Måske de to ting hænger sammen.

Skudhuller

(mere…)

Dagen her bringer mig til turens sidste hviledag. Landskabet skifter naesten hver time. En 20 km stigning sender mig i favnen paa frokostlastbilen. 20 km stigning efter frokost sender mig videre mod en kold fanta ved 130 km hvor jeg svinger til hoejre, faar modvind igen og rammer en 15 km lang stigning.

Det naermeste jeg kommer paa at se et dyr idag...

(mere…)

Vi lander på asfalt igen her en times tid efter start. De fleste er glade for at være tilbage på den sorte overflade. Skulle komme tilbage på grus, igen imorgen og så  længe omgivelserne er som de er, overlever jeg også lidt asfalt. Det blæser er varmt og vandet forsvinder igen hurtigt fra camelbak’en. Vinden tørre alt ud, men blæser også den rådne lugt af en død sjakal væk. Den ligger midt på vejen, ramt af en bil og dækket af fluer. De letter og bliver også taget af vinden, da jeg kører forbi.

Der er saa meget af det...

(mere…)

Ud af Sesriem møder jeg en flok zebraer, masser af springbok, et par strudse og et par store gemsbok i morgenkulden, mens jeg ryster afsted på den tosporede grusvej, af et vaskebrædt. Gad vide om mine arme falder af inden frokost? Hård dag med det underlag, men medvind efter frokost, gør livet anderledes nemt.

I øjeblikket er der ingenting mellem start og slut. Kun vej, ørken, sol, vind og frokostlastbilen lidt over halvvejs. Til gengæld er temperaturen er faldet, så jeg kommer langt på mine 3,75 L vand. 3 L på ryggen og en enkelt dunk på cyklen. Vi kører længere og længere sydpå mod vinteren i Sydafrika så temperaturen falder lidt endnu, i løbet af de sidste par uger.

Det er saa paent...

(mere…)

Vågner med frosne tæer. Føles som nat, men klokken er 23.30. Har ikke oversejlet på, så jeg kan se stjernerne hænge lige deroppe, på en kulsort himmel. Tænder pandelampen og blænder mig selv, roder efter sokker, trøje og kravler længere ned i soveposen. Hmm….01.00…stadig koldt. Mere tøj. Alt det varme ligger i lastbilen. Hvis jeg vækker chauffør Errol nu, for at rode rundt i mit skab, ser jeg ikke solen stå op igen, så jeg finder alt hvad jeg har i tasken og tilbage i soveposen. Hjælper igenting. Har stadig ikke varmen da kl. når 05 og nu kan jeg ligeså godt stå op. Frost på tasken. Inde i teltet! Så er det måske ikke så sært.

Spiser morgenmad ved bålet. Det lysner derude et sted, så det er vel tid at komme afsted. Kan stadig ikke mærke mine tæer, da jeg sætter mig på cyklen oppe på vejen, afsted på denne sikkert så fine dag. Lige nu er det bare en iskold morgen. 

Mine medsammensvorne paa detour...

  (mere…)

Pakker camelbak’en igen. Energibarer, 3 L koldt vand, nyopladet mp3 afspiller og  kamera ned til alt det der ligger permanent, dernede i dybet. Pakker tasker, telt og habengut i lastbilen og sætter mig på cyklen for at køre ud af Windhoek. Hviledagen var for kort. Kunne godt bruge en mere.

Vi kører ind i de bjerge der starter den Namibiske ørken, straks vi forlader byen. Det er en kold morgen, men så snart solen kommer op bliver dagen bare  varmere, varmere…og varmere. Vinden er varm, solen bager og vi er tilbage på en grusvej der svinger sig ud og ind op og ned gennem bjergene. Fantastisk fornemmelse endelig at være tilbage på de rigtige dæk og på en vej, hvor man bliver nødt til at holde sig vågen, for ikke at ende i et hul. Når jeg ikke kigger på vejen har jeg udsigt til bjerge og grønne bakker. Har sådan glædet mig til at se noget andet end en lige asfaltvej.

Paa vej videre...

(mere…)

Området har ikke haft regn i tre måneder, men i nat kommer der vand ud af himlen. Teltet står ikke med den bedste vinkel op i stormen. Det er som om vinden skifter retning, når de her tordenbyger kommer over os. I hvert fald har jeg ikke ramt den lige på. Det fyger ind med sand, der lægger sig over soveposen og bogen jeg læser i. Slukker pandelampen og kravler helt ned i soveposen, mens jeg venter på at regnen kommer, så sandet udenfor bliver liggende på jorden istedet for at havne herinde.

Regnen kommer og med den, mere storm. Teltstængerne er pressede og teltet danser rundt. Men så længe jeg ligger her flyver det jo ingen steder og det overlevede fint sidste storm, som var værre end den her, så jeg falder i søvn midt i rusk og larm. Vågner et par gange, da det bliver stille igen, en ny storm kommer, stille igen og en gang mere.

Uret ringer kl. fem og det knaser mellem tænderne, mens jeg ryster sandet af soveposen og kravler ud til en stjerneklar himmel og en fin, tør og blæsende morgen.

Pas paa de store vilde vildsvin paa vejen

(mere…)

Vågner op til en ny dag i et nyt land. Uret sættes en time bagud til Namibiansk vintertid. Namibia er så meget anderledes end resten af det vi har været igennem. Idag er landskabet er næsten det samme, bortset fra de bakker der begynder at dukke op, men sproget er Afrikaan, som i Sydafrika og den tyske og hollandske indflydelse er tydelig. Indtil videre er vi stadig i bushen, men skiltenes bynavne har hollandsk klang og i byen vi kører gennem idag, er arkitekturen helt klart tysk/hollandsk. Det virker sært, men sådan er det så.

Jeg triller ind i dagens camp og må konstatere at de sidste fire dages 650 km  kan mærkes i min ankel. Vi har haft en del mod- og sidevind og jeg har sikkert presset den for meget. Det er nok ikke så mærkeligt at jeg kan mærke det, men er alligevel lidt skuffet over at den tilsyneladende ikke er helt i orden endnu. 

Slår teltet op og håber på, at jeg en nat med foden oppe, er nok til at få mig hele vejen til hviledagen i Windhoek imorgen.

21. april

Temperaturen stiger hver dag. Vi er på vej gennem Kalahari ørkenen, som er  anderledes end ørkenerne i Egypten og Sudan. Her er buske, tørt græs og lidt træer. Men det er ikke jord der er omkring os. Det er sand og det eneste de kan gøre her er at holde køer. Så det er hvad de allesammen lever af på de her kanter.

Jeg kan mærke tidskørslen fra igår. Det er første gang i lang tid jeg er træt i benene. Det er nu ikke helt optimalt at starte turens længste dag indtil nu, med ømme ben. Men det er hvad jeg gør her til morgen, da jeg sætter mig op og begynder dagens 207 km.

Trans Kalahari graensepost

(mere…)