Lonesand.dk

April 2
Krydser græsnen til Zambia i regnvejr. 122 km siden vi startede imorges. Malawi-damen får hurtigt givet os exit-stemplet og jeg er næsten forrest i køen til entry-stemplet på den Zambianske side. Men der er ikke noget system og jeg får mit pas som den sidste. Jeg venter og venter og fryser i mit våde cykeltøj. Min regnjakke klæber til armene og mine sko er gennemblødte. Endelig kommer passet retur gennem ruden. Min klamme hjelm kommer tilbage på hovedet og en ny tordenbyge kommer mig i møde i det sekund jeg sætter mig på cyklen, udenfor paskontrollen. Der er 25 km til Pine Wood Lodge, hvis græsplæne vi camper på i aften. Tænk om det faktisk er et rigtigt hotel og jeg kan få mig et værelse. Jeg kører gennem silende regn og drømmer om et varmt bad, en stor seng og et sted hvor jeg kan hænge mit våde tøj op.

Mens det stadig var tørvejr...

Da jeg kører op af grusvejen til Pine Wood Lodge er det klaret op, men jeg går stadig ret målrettet efter receptionen og en der kan give mig en nøgle. Et værelse tilbage for 250.000 Kwacha. Har ikke vekslet mine Malawi Kwaha endnu, så det koster et par omregninger at komme frem til at 250.000 ZKw må være i nærheden af 220 kr. Det er deres sidste værelse og jeg fryser, så jeg tager nøglen. Må ned i byen for at veksle og hæve penge, inden jeg kan gøre så meget andet. Mit visakort har ikke virket en eneste gang i Malawi. Jeg har levet af mine dollars. Så da jeg finder en ATM hos Barclays er det med krydsede fingre og en bøn til den lokale frelser, – ved ikke styr på hvem de tror på her i byen, jeg sender mit kort ind i maskinen. Miraklet sker og der kommer 600.000 kwacha ud. Fantastisk! Jeg er tilbage i verden igen, med penge og et kort der virker. Hvor rart er det lige. Tilbage af hovedvejen, op af grusvejen, tasken ud af lastbilen og endelig…et varmt bad.

1. april

Der ligger fire cykeldage foran os, inden vi når Lilongwe og en hviledag mere. Vi når Mzuzu om eftermiddagen og får besked om, at vi ikke kan køre den planlagte rute. Der er oversvømmelser langs søen og et par broer er skyllet væk. Vi kommer ikke i nærheden af stranden igen, men må over bjergene. Samtidig er ruten en dag kortere, så vi får en ekstra hviledag i Lilongwe.

Bjerge, en dag mindre og en hviledag mere er perfekt!

Her er der også dobbelt vand i floderne

Så dagen byder altså på 100 km bjerge, masser af stigning, masser af toppe og vilde udsigter. Da vi når frokost finder vi ud af at der er sket en fejl. Turen idag er 15 km. længere end planlagt. Vi er nu på 115 km. Det er stadig fint for mig. Det er kun anden dag efter hviledagen og min fod er i bedring.

Vi fortsætter over bjergene, rammer toppen og så går det mest nedad igen. Sådan er det jo så heldigt med bjerge.

Vejen flader ud, de stejle stigninger er væk og erstattet af jævn stigning i modvind. Vi er der snart. Men der holder Ed’s Landscruiser. Hmm…er det mon godt eller skidt. Ved 105 km skal vi 10 km ned af en grusvej til camp. Sharita tilbyder os bananer og fortæller os at grusvejen ikke længere er grus men 70 cm. dybt mudder. Vi fortsætter istedet, med bananer i lommerne, til en fodboldbane, 17 km. længere fremme af vejen og det er vores camp for dagen. Alt i alt ikke noget dårligt bytte, for det betyder at vi skære lidt af distancen for imorgen. Og det endte med at være en rigtig fin dag hvor der var mulighed for at vende verdenssitationen mere end en gang.

Cokestop inden fodbold-camp. Graeme og Tom

Efter et par dage mere, kører vi ind i Lilongwe. Sidste dag sidder jeg på hjul hele dagen. Anklen er ikke glad og trænger til en god lang pause. Der er dog noget her i Malawi der alltid kan tage opmærksomheden lidt væk fra hvad det nu er der gør ondt Det er butikkerne og deres skilte. Butikkerne er ret beskedne, men skiltene lover store ting. F.eks er det da rart at vide at man kan blive begravet i en Energycoffin, når den tid kommer. De har oven i købet 24 timers service. Hvor mange steder i verden finder man måske det?

Energycoffins døgnservice

Camp i Lilongwe viser sig at være et organiseret sted. Med pool : ) Ud af Aircast og cykeltøj. Teltet kan vente. De næste par timer bruger jeg på at ligge på ryggen med fødderne i vand, lave øvelser med min ømme ankel og drømme om hvad jeg skal bruge 2 hele hviledage til : )

25. marts
Vi kørte os fra 1800 meters højde, gennem skyer og regn ned til 400 og ind i fugt og varme. Luften er anderledes. Den er tyk. Her er endnu mere grønt end i Tanzania. Og her er mange mennesker. Malawi er befolket mere tæt end Etiopien. Lake Malawi fylder 20% af landet, så dem der bor her, må klemme sig sammen på de sidste 80 %. Det betyder 155 menneser pr km2. Det her er også, pga den høje fugtighed et godt sted, hvis man kunne tænke sig Malaria eller en anden god tropesygdom. Masser af malariemyg, bakterier vokser lystigt og infektioner er nemme at redde sig i det her klima. Til gengæld er trafikken ikke i nærheden af, hvad den har været de sidste dage i Tanzania, så risikoen for at blive kørt ned, er da i det mindste reduceret.

Dagens selskab på vejen

Mit vasketøj er vådt og klamt. Det er et par dage siden jeg vaskede det, men ingenting tørrer her. Vi har regntid og luften er tung og fugtig det meste af tiden. Det regner kun et par timer i døgnet, så det er ok. Men vasketøj…det kan ikke rigtigt betale sig.

Vi har søen på vores venstre side og har verdens bedst udsigt, som vi kører over et par småbjerge og ned til søen. Bananmarker, rismarker og masser af majs er hvad vi er omringet af. Langs vejen, ligger kilden til en af de sjove lugte på vejen. Fisk til tørre i solen.

Taryn og jeg på vej til stranden

Børnene er igen begyndt at spørge efter penge og kuglepenne, men de smider da i det mindst ikke fisk og sten efter os, når de ingenting får.

Vi kører os ind til en hviledag på stranden i Chitimba. Rart med en dag hvor der ikke er rigtigt er noget at lave. Ingen internet og ingen by. Ordne cykel, læse og skrive og det er første hviledag i lang tid, hvor jeg endelig synes jeg fortjener den. Jeg er træt. Efter mere end tre uger væk fra cyklen, er det som at starte forfra. Mine muskler og min kondition er taget på ferie et andet sted henne. Håber begge to vender tilbage igen inden længe.

Taryn og Graeme inden vi når ned til søen og stranden

Det er min brors Jespers fødselsdag idag og jeg vandrer rundt på stranden for at få forbindelse. Mit sim-kort fra Tanzania skulle virke her, men det er ingen overraskelse at det ikke gør. Har anskaffet mig et nytt Malawi Zain-kort, nyt nummer som jeg ikke kan huske og har tastet taletid ind. Endelig hen af aften dukker der en enkelt streg op på den gamle nokia og der er forbindelse. Den forsvinder igen efter et stykke tid og kommer ikke tilbage igen. Der er lige hul igennem til en fødselsdagshilsen og det var så det for kontakt med verden udenfor, for et par dage igen.

På vej...

Det er heldigvis kun en enkelt hviledag, så vi er afsted igen dagen efter op over bjergene langs søen. Vi lægger ud med en 10 km lang stigning. Udsigt over søen og ned i dalene. Skyerne hænger lavt og det tordner et sted derude. Vi kommer over bjergkammen og det lysner med det samme. Resten af dagen byder på medvind – det meste af vejen, 139 km god asfalt og en af de fineste dage endnu. Anklen har haft godt af at hvile og jeg kan faktisk lægge lidt pres på foden idag. Det gør ikke rigtigt ondt på noget tidspunkt, så det går helt sikkert den rigtige vej. Glæder mig til jeg igen kan få min cykelsko på og klikke ordentligt ind i begge pedaler.

Aftencamp

24 marts
Står igen ud fra camp i selskab med Graeme. Vi får stempler og krydser grænsen 20 km før vi slår lejr. Veksler vores Tanzania Shilling til Malawi Kwatcha og lige nu har jeg ingen ide om hvad de er værd. Det varer alligevel også et par dage, inden vi får mulighed for at bruge vores nye sedler.

Sådan ser der så ud her...

Da vi krydser grænsen når Graeme samtidig 20.000 km, i løbet af de sidste 9 måneder. Inden han kom til Afrika har han kørt fra Paris til Beijing. Når turen her slutter fortsætter han tværs over Canada. Se, det er da en seriøs cykeltur.