Lonesand.dk

Når vi står ved  en ny grænseovergang, har de fleste vænnet sig til at hive en god portion tålmodighed op af lommerne.

Nu sidder vi vel 20 på trappen og venter på at komme ind af dør nummer 3. Det er der det sker. De scanner passet og så kunne det jo være det. Men det er det ikke. De skriver også det hele i hånden. Bare for en sikkerheds skyld. De gør en hel del ud af hvem der forlader landet, synes jeg. 

I mangel af billeder fra etapen her, kommer her et fra en eftermiddag en anden dag ; )

Det tager ikke så lang tid som forventet. Sidder der vel en lille times tid. Jeg får mit stempel og fortsætter over gaden og ind i tolden. Toldmanden er en af de hurtige. Jeg har ingen baggage og jeg kan ikke helt regne ud, hvori toldchecket ligger. Det er ikke fordi han skal se hvad jeg har med. Han skriver de samme informationer ind i en stor bog, som de lige har gjort det på den anden side af vejen. Men, men, hvad ved jeg om told og den slags. Jeg er hurtigt videre og alt er godt.

(mere…)

Tingene aendrer sig

Vækkeuret ringer tidligere end det plejer. 5.45. Jeg har brug for mere tid her til morgen. Pakker alting og smider det ud af teltet, inden jeg forsøger at rejse mig op og tage de første skridt der indikerer hvordan det ser ud for dagen. Cykelsko på højre fod og sandal på venstre. Alting tager 100 år. Bare at komme over til gryden med havregrød tager en evighed. Det er ikke fordi der ikke er masser af mennesker der gladeligt hjælper med at hente det ene og det andet, det er bare rarere at gøre det selv. Det gør det også langt nemmere at overbevise sig selv om der ingenting er galt ; ) Klokken nærer sig 7.30 og startskuddet for dagen går lige om lidt. Jeg er ikke i nærheden af at være klar. Jeg forsøger igen at få min sko på. Den er for stor. Det lader sig ikke gøre. Sikke noget skrammel. Kan ikke helt overskue hvordan jeg skal komme hen til vaskebaljen for at vaske min tallerken, hente min lås der sidder på cyklen, få tasken op i lastbilen og ikke mindst komme op til vejen. Altsammen er indenfor en diameter på 20 meter. Tænk at jeg igen sidder i den her situation. Min fod gør for ondt og jeg må endnu engang tage de tunge skridt op i lastbilen og se Scott’en blive læsset på taget af førerhuset, mens jeg ser de andre køre afsted på dagens etape. (mere…)

Ud af Arba Minch. 10 km nedad til en start. Tager afsted alene og nyder de første mange km. uden menneser i vejkanten. Kommer forbi en koloni af de her marabou-storke. En ligger død i vejkanten.

Den bliver selvfoelgelig ikke koennere af at vaere doed.

(mere…)

Udsigt fra teltet : )

Første hviledag hvor jeg ikke er mere eller mindre syg. Virkelig rar fornemmelse. Vil starte med et bad, inden alle de andre dukker op, men der er ikke noget vand. Finder vand i en vandhane udenfor et sted og får klaret vasketøj. One down. Stadig ingen gang i den fælles bruser. Så er det Scott’ens tur. Den bliver vasket i en rest vand fra vasketøjet. Glæder mig over at min superlette carbon gaffel har overlevet dagen (Den er alligevel stærkere end den ser ud til sådan en) -og skifter den ud med min Fox-gaffel, så den er klar til de kommende dages off-road. Kæden bliver skiftet. Den har rundet omkring 3500 km. og er ikke mere slidt end at det stadig kan lade sig gøre, uden at skifte kassette og hele molevitten. Det er jo som en helt ny cykel! Two down. Det er meget værd at få den slags ting klaret på dagen før den egentlige hviledag, så der virkelig kan slappes af. Nu mangler jeg bare det bad, så er jeg ved at være der. Der har været vand mens jeg har ordnet cykel, men det er slut igen. Tager noget der ligner et bad, ved vandhanen udenfor og jeg er efter ganske kort tid allerede mange procent renere end jeg var, da jeg ankom. Det er godt for nu. Sætter teltet op lidt for sig selv, med udsigt ud over søen og bjergene. Resten af dagen handler det så bare om at spise og sove. Livet er godt. : ) (mere…)

Mens vi stadig sad paa cyklerne allesammen

Eftermiddagen fortsætter og jeg kører ved siden af Malcolm. Bag os en tre fire stykker mere. Foran os cykler en lokal fyr på cykel. Samme retning som os og alt er godt indtil han pludselig synes han skal den anden vej. Han drejer til venstre og vil vende 180 grader. Malcolm og jeg når lige akkurat udenom. Han bliver forskrækket og falder ned, men er på benene. Taryn bag mig, stopper lige foran ham og falder ikke, men Paul kommer bagfra, rammer Taryn og da jeg kigger mig tilbage flyver han. Over styret. (mere…)

En eftermiddag da konkurrencen er ovre for dagen, sker der besynderlige ting. Vi er en lille flok på fem der følges ad. Masser af mennesker langs vejen, men der er kun gode vibes og masser af smil. Lige indtil vi rammer den her landsby. Pludselig bliver der smidt alt muligt efter os. En dreng spytter efter os, et par smider sten, en rammer Carlo med en pisk. Højst besynderligt! Og så aligevel ikke. Hver gang det her sker, er vi forinden blevet mødt af grupper af børn der skriger “Birr, birr, birr, give me one birr, one birr, one birr….” Eller “you, you, you, give me birr…” Den ene hånd rækker ud efter os og den anden bærer en sten så stor, at den lige kan ligge i en barnehånd. Giv mig penge eller du får den her i nakken!

(mere…)

Downhill skiltet. I'm lovin' it ; )

En ny race-day kommer op. Frisk igen. 100% vil jeg sige. Gad vide hvor længe det holder? “It’s 7.30 people. Everybody ready? GO!” Carlo sidder på vejen og tager stadig sko på. Malcolm er ikke ved startlininen endnu. Løbet er igang. Jim der lige er fløjet ind fra Australien, som en af de nye Lonely planet ryttere, skyder dagen igang for alvor. 30 sekunder og feltet er splittet ad. Fantastisk! Det er helt eminent med de folk der dukker op for et par uger. De er friske og klar på lidt konkurrence. Dejligt forfriskende at få feltet vækket lidt op. Nick og Paul Porter kommer forbi og jeg hænger på. Kort efter giver jeg slip på dem igen. Jeg skal gerne holde hele dagen.

(mere…)

Dagen efter the Gorge. De her 20 km ned til Nilen og 20 km op igen, var dagen hvor jeg endelig var tilbage på 100%. Stigningen op fra Nilen var en varm omgang. jeg var stadig ikke stærk efter at ha været syg, men jeg kunne holde mig på cyklen. Tog det så roligt som man nu kan, når man skal 10 km op af 12 % stigning og de sidste 10 km, lidt mindre stigning. Men så skete miraklet og dagen efter var helt anderledes. Fin etape, hvor gruppen fulgtes ad, de første 40 km. De sidste 12 km stigning, op til frokosten, hvor dagens konkurrence vile slutte, blev taget i tungt gear og stående det meste af vejen. Det er noget af en fantastisk fornemmelse, når man igen kan presse sig selv og brænde af hvad der er. Rart at vide, at krudtet kommer igen. Dagen bragte os ind til hviledag i Addis Ababa, til Hotel Gennet, hvor teltet blev slået op på deres femstjernede grønne græsplæne. Hotellet så ikke ud til at være i lige så god form som græsset. (mere…)

Addis Ababa og den grønne plæne ved Gennet hotel er forladt for denne gang. Vejen ud af byen blev i convoj og med eskorte. En konvoj er altid lidt en udfordring. Konvojen ind til Khartoum står stadig som en af  de dage vi ikke har lyst til at gentage. Først samler vi op hvor konvojen skal starte. Det kan let blive et par timer før alle er samlet. Når vi kommer afsted, kan vi ikke køre hurtigere end den langsomste rytter. Det tog os 2 timer at køre 35 km ind til Khartoum. Det var 40+ grader varmt og vi blev stegt. Det er selvfølgelig måden at flytte så mange ryttere ind gennem byen på, så der er ikke så meget at gøre, men det er nok bare ikke det vi holder mest af. (mere…)

Mig På vej op

15. feb.

Jeg har misset en del dages skrivning. Jeg nyder at skrive, men cyklen og mit helbred kommer i første række. Det sker at jeg løber tør for strøm på min bærbar og når det sker, er der ikke så meget jeg kan gøre ved det. Der er ikke stikkontakter i hverken ørkenen eller i bushen. Endnu mindre er der internetforbindelser. Det er på hviledagene at jeg har tid og måske mulighed for at opdatere. Det  kræver at der er en internetforbindelse og at den virker. På disse kanter løber jeg ofte ind i ikke at være så heldig at finde begge dele på en gang. Sådan er det altså her. Det er Afrika.

(mere…)