Lonesand.dk

21. april

Temperaturen stiger hver dag. Vi er på vej gennem Kalahari ørkenen, som er  anderledes end ørkenerne i Egypten og Sudan. Her er buske, tørt græs og lidt træer. Men det er ikke jord der er omkring os. Det er sand og det eneste de kan gøre her er at holde køer. Så det er hvad de allesammen lever af på de her kanter.

Jeg kan mærke tidskørslen fra igår. Det er første gang i lang tid jeg er træt i benene. Det er nu ikke helt optimalt at starte turens længste dag indtil nu, med ømme ben. Men det er hvad jeg gør her til morgen, da jeg sætter mig op og begynder dagens 207 km.

Trans Kalahari graensepost

(mere…)

Det er morgen og der er lagt op til battle of the nations. 20 km hold-tidskørsel. Sydafrika og England er klart de stærkeste hold. Jeg er på det blandede Worldteam. Klart det mindst stærke hold. De stærke hold får strafopgaver på forhånd. Bestikkelse er tilladt og vi skal selv holde øje med om vi snyder. Alle på holdet skal have mindst 1 km i front og bare tre ryttere skal over mållinien sammen.

Da jeg har faaet vejret igen

(mere…)

17. april

Udskyder starten lidt og giver solen en chance for at komme lidt mere op end igår. Det er koldt, men denne gang varer det ikke længe før jeg kan se skyggen ramme asfalten og solen begynder at varme kroppen langsomt op. Mine ører føles dog stadig frosne og da lastbilen kommer forbi kan jeg ikke rette fingrene ud til en “thumbs up”.

Hviledag over Okavango Deltaet

(mere…)

Kold morgen. Venter på at solen står op bag mig, om ikke så længe. Kan ikke helt forstå hvordan jeg kom ud af camp så tidligt her til morgen. Det var faktisk ikke meningen. Det er virkelig koldt. Som en dansk forårsmorgen. Her har jeg bare ingen ærmer, huer eller handsker.

Endelig sker der noget…jeg kan se min egen skygge foran mig. Ikke længe efter kan jeg også mærke varmen. Det kan godt være det føltes som en kold dansk morgen, men den store forskel er at når solen kommer, så slår den til med det samme. En time senere er temperaturen godt oppe i 20′erne. 

Masser af lige ud

(mere…)

Solen står op mens jeg kører mine første af dagens 145 km. mod Nata. Det er lidt som om jeg er alene i verden sådan en morgen. Vinden er ikke stået op endnu og her er stille. Jeg kan se et insekt krydse vejen 50 meter fremme. Der bor altså nogle virkelig store insekter på de her kanter.

Inden længe varmer solen igen op og her er tørt og varmt. Himlen er blå og den virker for stor til de få skyer, der sidder rundt i periferien. Vejen er lige og forsvinder langt ude, i op i himlen.

Elefantgræsset på begge sider er højt og inden længe hænger det ind over vejen i en vind på tværs.

Det bliver ikke meget bedre end det her saadan en morgen

(mere…)

Holy Moly! 4 elefanter står og spiser træer, da jeg drejer til højre af hovedvejen, som vi forlod for at komme til camp igår. De er 15 meter væk og de drejer hovederne efter mig, da jeg er ud for dem. Jeg tør ikke stoppe for et foto. Er du gal de er tæt på. Vildt! Og igen. En ny flok står lige der og hiver akacietræerne fra hinanden. Akacietræerne er dem med 6-7 cm. lange torne. De bliver ikke rigtigt fordøjet indeni en elefant og derfor kører man udenom og ikke igennem elefant- efterladenskaber på vejen. I hvert fald når man er på cykel.

Elefanter paa vej vaek...

(mere…)

April 13.

Forlader Livingstone efter to hviledage. Vi skal 82 km, så med masser af tid på hænderne tager vi et par stykker, en tur forbi Vic Falls på vejen. 7 km ned af vejen i den forkerte retning godt nok, men hvornår er det ikke værd at tage forbi et vandfald kl halv syv om morgenen? Har været her i løbet af hviledagene, men alligevel. Ikke så overraskende er vi de eneste ved indgangen. Der er vidst kun os i parken. Det er imponerende, kæmpestort og et vildt sted.  

Hegn og sikkerhedsforanstaltninger er der ikke mange af ret mange steder i Afrika. Heller ikke her. Vi går omkring faldet og kan sidde med fødderne i vandet, der 10 meter længere henne vælter ud over kanten i tonsvis. Jeg holder cykelskoene for mig selv og overvejer om der mon nogensinde er nogen der falder i vandet her. Det ville blive en kort badetur med en noget dratisk slutning.

Vi har fået vores morgenvandfald og må videre mod grænsen til Botswana. Tilbage hvor vi kom fra, til venstre og så har vi vinden i ryggen hele vejen til grænsen, 75 km nede af vejen.

 Der hører en tur over Zambezifloden med, inden vi er helt i Botswana. Ned af vejen cykler vi forbi lastbil efter lastbil, der venter på at komme til den anden side af floden, ligesom os. Lastbilchauffører der ser ud til at have været her et stykke tid. Tøj hænger til tørre på kofangere, åbne dører og ud af vinduer, nogle laver morgenmad på deres medbragte kul, andre sover.

Faergen er i havn...

(mere…)