Sidste tur i skoven idag. Jorden er hård som asfalt og mudret er stift og lige til at køre gennem uden at synke i til knæene. Solen skinnede. Hvor er det dog fedt når det er vinterkoldt og tørt. Matthew og jeg tog en tur gennem de tørre spor i Grib Skov. Hvor er det dog en fin skov. Tænk at jeg engang troede at der ingen stier er i den skov. Man kan jo køre i flere timer på rent singletrack. Tror sørme jeg kommer til at savne det lidt.
Hjemme igen, er resten af dagen gået med at få SLR fælgene klar med nye skiver og smalle dæk. Bliver nok nødt til at droppe de der 1.0 slicks. Det er for svært at få dem på de her fælge, så slangerne bliver klemt 600 gange inden de er på. Hvis jeg skulle punktere ude på etapen, får jeg dem aldrig på igen. Jeg finder nogle andre imorgen. Skal alligevel forbi Nærum Cykler for at hente cykelkufferten, den gode Scott skal flyve i.
Nu er de to duffelbags også snart fyldt helt op med ting og sager. Pakker færdigt om et par dage.
Men inden jeg kommer så langt må jeg en tur til Oslo. Skal op og hente mit pas, der ligger på den Sudanske ambassade. Der er faktiisk sket mirakler her over julen. Løbsledelsens har arbejdet for mig og må have nogle fabelagtige kontakter i Sudan, for jeg har på mirakuløst vis, fået mig et visum. Ambassaden lovede egentlig at sende det i sidste uge, så det skulle ha ligget i min postkasse en af de her dage. Det har de ikke lige fået gjort, så derfor må jeg en tur op og hente det. Jeg kommer jo ikke langt uden pas. Tænk sig bare at det visum faktisk, vidst nok, – jeg har jo ikke set det endnu, angiveligt skulle være klar til mig. Mere om det, når jeg står med det i hånden…
