På fire hjul
Med udsigt til at komme på cyklen om tre dage, når asfalten kommer tilbage lidt før Isiolo, går tiden i lastbilen lidt nemmere. Når først underlaget igen er jævnt skal det vel nok gå igen. Så det er nogle dage i selskab med hvem der nu væłger, frivilligt eller ufrivilligt at stige på lastbilen, chuffør Wimpy og Jansie.
Jeg får snittet nogle løg, en masse kilo kartofler for James og får ryddet op i mit skab. Læst nogle bøger og kigget på det Kenyanske landskab, som skifter fra tørt til frodigt og fra fladt til høje bjerge i løbet af kort tid.
Udsigt fra lastbilen
De tre dage går og vi nærmer os asfalten, som vi rammer lige før Isiolo. Der er ingen bedring i foden og dermed heller ingen udsigt til at cykle endnu. Beslutter mig for at tage til Nairobi direkte fra Isiolo. Det giver mig et par ekstra dage til at komme på hospitalet og få nogen til at kigge på det, før det er afgang fra byen igen.
Overnatter i Isiolo sammen med de andre og vil finde en bus til Nairobi dagen efter. Får en aftale med en læge på Karen Hospital (Opkaldt efter den gode Karen Blixen, naturligvis) dagen efter jeg gerne skulle være i byen, talt med Gouda, min rejseforsikring og så er den ged egentlig barberet.
Isiolo er stedet hvor det nye lastbil-crew kommer ind. Dem vi har – Wimpy, Jansie, George og Renal skal kun med til Nairobi. De fire nye folk er blevet kørt herned og deres chauffør skal heldigt nok tilbage til Nairobi næste morgen og jeg har fået mig et lift til byen, der ligger små 300 km længere nede af vejen .
Det er sært at forlade turen. Selvom det kun er for et par dage. De andre er på vej samme vej og jeg møder dem igen fredag. Vi er på onsdag morgen. Rytterne triller en efter en ud af lejren og lastbilerne pakkes. Da de forsvinder ud af porten er det helt tomt. Der er kun Eric og jeg tilbage. Vi skal begge med i Pauls bil. Han skulle være her 8.15. Kl er 8, så vi sætter os hen i cafeen og får kaffe. Natten er tilbragt på en offentlig campingplads, så her er både cafe og kaffe. Vi venter, taler, læser og ringer til Paul med jævne mellemrum. Han var her i går aftes, men er taget til Isiolo på et hotel for natten. Læser noget mere, mens aftenens kylling bliver jagtet rundt i haven af to kokke. Klokken er 9 og han svarer ikke. Vi drikker noget mere kaffe.
Solen går ned over ørkenen
To timer senere end aftalt kører Pauls firhjulstrækker ind på p-pladsen. Han gir mig hånden og spørger “how are you?” – “A lot better than you, i guess…” Vi kører afsted med en chauffør hårdt ramt af tømmermænd, med blodskudte øjne og en ånde af 100 % ren sprit.
Vi indhenter hurtigt de bagerste ryttere, som kæmper sig op af den ikke så stejle, men lange stigning. Vi passerer dem alle sammen en efter en. Jeg hænger ud af vinduet og hepper. Når ikke jeg gør det, modtager og svarer jeg på sms’er fra Allans Kæreste Emma, der er i gang med, i England et sted, at købe cykelstuff ind til en hel flok af os. Hun spørger efter forskellen på dæk, hvilke ventiler, forskellen på den og den saddel og mere af den skuffe. Hun møder os i Arusha, om en uges tid.
Vi passerer de sidste ved frokosten hvor jeg får et glimt af Allans grønne t-shirt og Graeme da han står af cyklen og det er det sidste jeg ser af dem, for de næste dage.
Da Eric er sat af ved dagens lejr, små 100 km. nede af vejen, fortsætter vi og flyver over Ækvator et par km. udenfor landsbyen.
Pauls tømmermænd må stimuleres og vi drejer fra. Bilen sejler gennem et par hullede gader og stopper så udenfor “Cafe og Butchery”. Vi går gennem slagterforretningen, forbi halve køer, indvolde og ting jeg ikke ved hvad er, -men dødt er det helt sikkert, til baglokalet der er halvt fyldt op af lokale frokostspisende gæster.
Tjeneren kommer med chapati, kød og te med kamelmælk, som vi spiser til duften af friskslagtet kød. Taler lidt om dit og dat og tre kvarter senere er vi på vejen igen.
I stakken af cd’er dukker en Kim Larsen opsamling op, så vi har selskab af Rita, Will den fromme sømand og Spacy der tog den ud i det blå, et stykke af vejen mod Nairobi.
Emner er uddebatereret og musikken, – der i mellemtiden er blevet til Bryan Adams, bliver skruet velsignet højt op, så eneste mulighed er at læne sig tilbage og sidde i mine egne tanker, mens vejen som de andre skal cykle de næste dage, flyver forbi under os. Håber de alle sammen overlever trafikken, nyder asfalten, som mange har savnet, og køber nogle af de mange mangoer der bliver solgt langs vejen.
Udenfor er der børn i grønne og blå skoleunformer på vej hjem fra skole, en hyrde efter sin ko med en kæp, en hund der desværre fylder det halve af vejbanen, en gås efter en hund…(?) en dreng der forsøger at stå på hænder op af en lygtepæl. Bananmarkerne er en kontrast til ørkenen vi lige kommer fra, majsmarkerne det samme og mejetærskeren foran os er lavet i tyskland.
Enten er Paul en en rutineret chauffør eller også er han bare heldig og kommer med de 140 vi har kørt det meste af vejen, lykkeligt udenom et par får og et forvildet æsel på vej over vejen.
Vi når grænsen af Nairobi og trafikken går i stå. Det er et stykke tid side jeg har været i en moderne storby med myldretidstrafik. Men det er hvad vi er midt i lige nu. Min chauffør der trænger til at få sig en lur smider mig af på 680 Hotel på Kenyatta Ave og forsvinder videre ud til familien og forstaden.
