Etiopien-Kenya
Når vi står ved en ny grænseovergang, har de fleste vænnet sig til at hive en god portion tålmodighed op af lommerne.
Nu sidder vi vel 20 på trappen og venter på at komme ind af dør nummer 3. Det er der det sker. De scanner passet og så kunne det jo være det. Men det er det ikke. De skriver også det hele i hånden. Bare for en sikkerheds skyld. De gør en hel del ud af hvem der forlader landet, synes jeg.

I mangel af billeder fra etapen her, kommer her et fra en eftermiddag en anden dag ; )
Det tager ikke så lang tid som forventet. Sidder der vel en lille times tid. Jeg får mit stempel og fortsætter over gaden og ind i tolden. Toldmanden er en af de hurtige. Jeg har ingen baggage og jeg kan ikke helt regne ud, hvori toldchecket ligger. Det er ikke fordi han skal se hvad jeg har med. Han skriver de samme informationer ind i en stor bog, som de lige har gjort det på den anden side af vejen. Men, men, hvad ved jeg om told og den slags. Jeg er hurtigt videre og alt er godt.
Krydser broen og sætter cyklen op af stolperne udenfor immigrationskontoret i Kenya. Da jeg har udfyldt mine blanketter, kommer jeg videre i køen, ind til ham bag skrivebordet. Han noterer, jeg får mine stempler og så er jeg officielt i Kenya.
Vejen fra kontoret op til lejren er ikke længere asfalt. Den er delvist skyllet væk. Eller i hvert fald har der været nogle kraftige vandmængder, der på et tidspunkt skulle forbi her.
Det er svært at cykle med et ben. Kan stadig ikke stå op i pedalerne og min fod kan stadig kun hvile på den her flade pedal. Det tager en rum tid at komme derop.
Følges med Peter fra Belgien, som lige som jeg, ikke har brugt sin tid på at høre rigtigt godt efter, da vejen hertil blev forklaret igår aftes. Det var noget med højre to gange og så til venstre…

Og et af Malcolm, Nick og Simon en eftermiddag mens der lappes slanger
Det er vidst ikke rigtigt det her. Vi spørger et par børn, om de har set nogle “Musungo” på cykler. Udlændinge. De nikker og peger i en anden retning end den vi er på vej i. Vi finder ud af det og kommer efter ikke så lang tid, ind af bagvejen til lejren. Wauw, her er skygge og bad : )
Men dagen off-road i morgen…det bliver på lastbilen.





