Lonesand.dk

Tingene aendrer sig

Vækkeuret ringer tidligere end det plejer. 5.45. Jeg har brug for mere tid her til morgen. Pakker alting og smider det ud af teltet, inden jeg forsøger at rejse mig op og tage de første skridt der indikerer hvordan det ser ud for dagen. Cykelsko på højre fod og sandal på venstre. Alting tager 100 år. Bare at komme over til gryden med havregrød tager en evighed. Det er ikke fordi der ikke er masser af mennesker der gladeligt hjælper med at hente det ene og det andet, det er bare rarere at gøre det selv. Det gør det også langt nemmere at overbevise sig selv om der ingenting er galt ; ) Klokken nærer sig 7.30 og startskuddet for dagen går lige om lidt. Jeg er ikke i nærheden af at være klar. Jeg forsøger igen at få min sko på. Den er for stor. Det lader sig ikke gøre. Sikke noget skrammel. Kan ikke helt overskue hvordan jeg skal komme hen til vaskebaljen for at vaske min tallerken, hente min lås der sidder på cyklen, få tasken op i lastbilen og ikke mindst komme op til vejen. Altsammen er indenfor en diameter på 20 meter. Tænk at jeg igen sidder i den her situation. Min fod gør for ondt og jeg må endnu engang tage de tunge skridt op i lastbilen og se Scott’en blive læsset på taget af førerhuset, mens jeg ser de andre køre afsted på dagens etape.

Bruger de næste par timer på at holde benet højt, have isposer inden for rækkevidde og få styr på mine ærgelser, mens vi bevæger os til Yabello. Jeg har selskab af Evelyn der har været syg i laaaang tid. Ingen mad bliver i hende, hun har ingen kræfter og er en del kilo lettere end da vi startede.

Lastbilen kører ind gennem byen og nogle km. længere nede af vejen drejer vi ind gennem porten til Hotel Yabello, hvor vi kan sætte telte op i haven. Her er oven i købet et bad. Finder et hjørne af en græsplæne mellem træerne, ikke for langt fra alting og bruger resten af dagen på at pille hvidløg for kok James, læse og skrive. Det tager noget tid at acceptere, at jeg faktisk nu er langt bagud i konkurrencen uden meget chance for at vende tilbage. Jeg har fået endnu en tid på 12 timer, for at være på lastbilen. Jeg kommer til at få endnu en imorgen. Jeg må æde det og finde mig et nyt mål.

Når jeg nu har bestemt mig for endnu en tur i lastbilen og den først skal have fyldt vand i tankene, er der masser af tid, efter de andre er kørt. Sidder med benet oppe, drikker kaffe med Andrew, der heller ikke skal cykle og venter på at min pc lader op i et kontor et par døre henne.

Vi er tilbage i orkenen

Vi bevæger os ind i ørkenen igen. Tilbage til kamelland. Og til termitland. Det flade landskab er fyldt med termitboer, der rager op rundt omkring. Her er kaktusser og tørre, tørre buske og træer.

Termitland

Efter en nat i ørkenen under en stjerneklar himmel er min ankel i bedring, synes jeg. Alex sygeplejerske taper den ind og jeg må på cyklen igen. Det er asfalt og burde være til at komme forbi. Hun har konstateret at det er det udvendige ledbånd der er gået sig en tur. Kan ikke sige om det er revet helt eller hallt over endnu.

Det er morgen og jeg er paa cyklen igen

Modvind og asfalten er ujævn som bare f….. Det her er vidst den eneste gang jeg har ønsket mig flad asfalt. Min venstre fod hviler i min gummisko, på en flad pedal, mens højre ben gør at arbejdet. Det er ømt, men så længe det er nogenlunde jævnt er det ok. Om nogle dage rammer vi de etaper jeg har glædet mig allermest til. 6 dage off-road i Nordkenya. Realiteterne er ved at ramme mig og jeg kan godt se, at det nok ikke bliver den store fornøjelse, som jeg havde regnet med. Humøret er ikke hvad det har været.

Jeg kommer op til Tom, som er træt og kører usædvanligt langsomt. Trækker ham resten af vejen til frokost. Så om ikke andet kan jeg da gøre lidt nytte for ham, derude på landevejen. Jeg lover ham ikke at sige det til nogen, men han kan ikke selv holde mund og det første han fortæller de andre, da vi rammer frokosten er, at han er blevet “beaten by the one-legged woman”.

Jeg har ingen appetit og gider ikke rigtigt kører videre. Mon jeg er blevet ramt af den frygtelige afrikanske cykel-depression? ; ) Jeg må finde på noget andet at tænke på. Jeg kan ikke blive ved at holde mig selv ud paa den her maade. Laver mig en sandwich og smider den i camelbak’en. Jeg forudser at når min depression letter, bliver jeg nok sulten igen. Og det kunne jo gå hen og ske om et par timer ; )  Jeg sætter af fra frokosten alene. Trænger lige til at få luftet hjernen lidt. Den bliver også blæst godt ud, for der blæser en stadig modvind, mens hytterne ændre udseende og termitboerne er ligeså store som træer. Jeg nærmer mig Moyale hvor vi grænsen til Kenya skal krydses. Jepsen, der kommer den. Mennesker, æsler, biler, høns og geder på kryds og tværs over det hele. Jeg har helt klart ramt byen. Finder en flok af de andre på en cafe på gaden. Grænsen åbner først ved 2-3 tiden, så frem med de sidste birr der skal skydes af på mad, kaffe og gode sager, inden vi krydser ind til land nummer fire om nogle timer.

Skrevet lørdag, 28. februar 2009 kl. 15:26. Gemt under Etiopien. RSS 2.0-feed. Skriv en kommentar eller send et trackback fra dit eget site.