Ud af Addis Ababa
Addis Ababa og den grønne plæne ved Gennet hotel er forladt for denne gang. Vejen ud af byen blev i convoj og med eskorte. En konvoj er altid lidt en udfordring. Konvojen ind til Khartoum står stadig som en af de dage vi ikke har lyst til at gentage. Først samler vi op hvor konvojen skal starte. Det kan let blive et par timer før alle er samlet. Når vi kommer afsted, kan vi ikke køre hurtigere end den langsomste rytter. Det tog os 2 timer at køre 35 km ind til Khartoum. Det var 40+ grader varmt og vi blev stegt. Det er selvfølgelig måden at flytte så mange ryttere ind gennem byen på, så der er ikke så meget at gøre, men det er nok bare ikke det vi holder mest af.
Ud af Addis Ababa, går det til gengaeld overraskende hurtigt. Vi skal kun 15 km, det går ned af bakke det meste af vejen og trafikken er ok. Ingen af os havde fundet den rigtige vej ud alene så alt er godt, da vi bliver sluppet løs udenfor byen, på etapen dagen efter hviledagen.
Lastbilerne er fyldt til randen med syge mennesker. Der er en bakterie i omløb der snart har lagt hele feltet ned. På cyklerne er der en god håndfuld med tømmermænd og et par håndfulde med dårlig mave, så det er ikke dagen hvor der bliver kørt hurtigt. Det er heller ikke konkurrencedag, så ingen grund til at brænde mere af, end højst nødvendigt.
Stillads og moske i Etiopien
Jeg er ligesom så mange andre ikke på toppen. For et par dage siden var jeg flyvende og tilbage ved 100 %, troede jeg. Uanset tilstanden er det svært ikke at nyde turen. Hele dagen er der rullende bakker. For et par måneder siden ville jeg have kaldt dem bjerge, men nu er der så meget andet der er højere og stejlere. De her går op og ned hele dagen. Når masser af steder op på glade 55 km/t uden at røre en pedal. Ind imellem så heldig, at jeg kommer et stykke op af næste bakke inden jeg behøver arbejde mig det sidste stykke op. Gennem en række landsbyer, hvor kvinder med tobakslæs på ryggen eller hovedet, mænd med sække på nakken, køer, får, geder, æsler, biler og tuc tuc’er slås om pladsen. Ren slalom og ind imellem når man ikke at se det barn der smider en sten efter en og det er også ligemeget hvem det var, for det nytter ingenting at stoppe. Der er ingen der reagerer alligevel.
