Mine sponsorer Bjergkæden Niner Riemann P20 29\\\\\\\\\\\\\\\'er Bike Shop

Den Blå Nil og Alfons

Hviledagen i Khartoum er ovre. Det var en dag med masser af god mad, vasketøj, internet, hænge ud i byen og en masse afslapning.

Til venstre, to højre og lige ud resten af vejen. Vi er på vej videre. Scott og Shariff fra Lonely Planets stafethold er ladt tilbage i byen og er på vej til lufthavnen. De er erstattet af to nye forfattere. Især Scott er det lidt trist at sige farvel til. Han har været en del af konkurrence-gruppen hele vejen og et par tusind km. er tilbagelagt i selskab med ham. God fyr. Inden afgang får han overrakt den udsøgte pris, “The broken compass award” for at køre forkert i ørkenen, misse frokostlastbilen og komme igennem en stribe landsbyer ingen af os andre har set. Men det er nu allerede historie og resten af os er på vej videre ud over stepperne i Sudan.

Det har været en lidt sær tur idag. Trafik fra alle sider hele dagen. koncentration hele vejen. Lastbiler, busser og biler på vejen. Tuc tuc’er, hunde, geder, æsler og køer fra højre. Dobbelte overhalinger forfra og ingen plads til en cykel længere. Så øjne i nakken er en god ting, så man kan se om der kommer en tuc tuc indenom, inden man kaster sig ud i rabatten – som fungerer som en ekstra vejbane for alt det uden fire hjul.

out-of-khartoum2

Foto: Simon Exley

Car coming up, big hole, bus up…truck seriously up! Go right!! Tuc tuc on the right. watch the goat! Donkey right! Coffee guys…anyone.? Pause ved 50 K. Nyder en kaffe med ingefær. Det ly der sært, men smager fantastisk. Pga. trafikken er konkurrencen ikke på idag. Den er også noget særligt idag trafikken. Masser af lastbiler ind og ud af Khartoum. Bevæger os forbi forstæder og trafikken ændrer sig en smule. Men der bliver kørt stærkt hele vejen og overhalinger kommer over i vores side uanset hvad vi gør. Jeg er af vejen mindst 5 gange, fordi noget kom for tæt på.

Kort efter kaffen når vi frokotlastbilen ved 75 K. Ikke sulten, men har til gengæld kvalme. Der skal noget til at jeg mister appetitten, så det er ikke verdens bedste tegn. Men det er så chancen for at få afprøvet mine Seabands på min egen krop. Det er nok ikke søsyge jeg har, men de skulle hjælpe mod kvalme i al almindelighed. Nu må jeg se.

Får-pause

Får-pause

65 km senere og uden kvalme, drejer jeg af vejen og når lejren nede ved kysten af den blå Nil. Jamen…det er jo helt vildt. Her er skygge. Det er vidst første gang vi har oplevet det. Og Nilen! Nede ved vandet er den bredeste, fineste, hvide sandstrand. Vandet dufter friskt, ser friskt ud og der er en fin strøm. I med cykeltøjet på. Det er ren lykke det her. Køler ned og bliver helt normal i hovedet igen. Det her er det bedste bad længe. I løbet af de næste timer sidder der en håndfuld cykelryttere i vandet af gangen og forsøger at få ørkensandet ud af ørene.

En kameldriver

En kameldriver

Føler mig som et nyt menneske mens jeg renser mine sår og rifter efter badeturen. Vandet virker rent, men man ved jo aldrig.

Sudans landsskab ændrer sig og vi møder kamelflokke og fårehyrder på vej til markedet. Ørkenen er forbi og der er nu krat, buske og træer så langt jeg kan se. Vejen er lige som en lineal og temperaturen er ikke lavere end i ørkenen. Nyder at kører alene og kommer hen af vejen frem til dagens camp. Alfons Camp. Navngivet efter en rytter fra 2005, som døde på turen det år. Randy, som også arbejdede på turen det år, giver os et par historier om hvilken mand han var. han var i 60′erne og døde af hjertestop siddende i lastbilen en dag han trængte til en fridag. Det er den fineste lejr. Træerne efterlader dog godt nok nogle seriøse torne på jorden, så dem der var for dovne til at bære deres cykler fra vejen, skifter næste morgen slanger, mens vi andre bærer vores cykler tilbage til vejen og fortsætter mod Etiopien.

Lagt på nettet af BoS

Skriv en kommentar