Mine sponsorer Bjergkæden Niner Riemann P20 29\\\\\\\\\\\\\\\'er Bike Shop

Pakistan igen?

To dage før vi havnede på Marriot havde Khurram, der arrangerer løbet, fortalt mig at han ikke ville gide, arrangere cykelløb i et land som Danmark. Der sker jo aldrig noget uventet…

Jeg har fået mange mails, beskeder og telefonopringninger fra venner der spørger om det ikke var spild af tid at tage af sted. Det har det på ingen måde været! Jeg er selvfølgelig glad for at jeg nåede at cykle en lille uges tid, inden aflysningen, men jeg havde også overlevet uden at cykle og det var selvfølgelig ikke aflysningen af løbet og cyklingen, der kom til at fylde, da det kom til stykket. Det var at se, hvor kort tid det tager for så få, at ødelægge så meget for så mange.

Grunden til at vi godt 50 cykelryttere, skulle køre cykelløb, var for at støtte Kaghan Memorial Trust, der bygger og driver en skole, for dem der ellers ikke har råd til at gå i skole. Derudover er løbet støttet af ministeriet for sport og turisme, der har et erklæret mål om at få Pakistans image til at ændre sig til det bedre for omverdenen og har brugt cykelløbet som en del af den plan. Det er ikke verdens letteste mål at opnå i forvejen, men det stykke vej de var nået de sidste to år, blev skudt tilbage til stenalderen i løbet af det døgn, hvor nyhedskanaler over hele verden flød over, med dårligt nyt fra Pakistan. Den samme tilbagegang skete økonomisk for fonden, da de ikke fik de forventede sponsor penge ud af cykelløbet.
Kontrasten på min oplevelse af landet og dets indbyggere og på det politiske billede af Pakistan, der nu er set gennem nyhederne af alverdens mennesker, er enorm.

Udover det store politiske billede, som vi pludselig blev en del af, er der et mindre billede, som også kom til at betyde en masse. Vi fire, der tilbragte det meste af vores tid sammen, kom til at lære hinanden at kende, i en grad og på en måde, som ingen af os havde forventet. Hvis jeg en dag igen, lander midt i verdens ballade igen, gør jeg det gerne sammen med Hannah, Louise og Monica. Når som helst, faktisk.

Anne henter mig i lufthavnen og en times tid senere, er jeg på vej hjem, gennem København i myldretiden. Jeg holder i kø, på vej rundt om Kgs. Nytorv og bliver overhalet af to cyklister i gummistøvler og røde regnslag. Det er nu ok dejligt at være hjemme i Danmark igen. Tænk at bo i et land hvor folk smiler selvom det regner : )

The small and happy crowd

Skriv en kommentar