Mine sponsorer Bjergkæden Niner Riemann P20 29\\\\\\\\\\\\\\\'er Bike Shop

En surrealistisk drejning

Klokken er 01.00 eller senere. Alle ryttere bliver vækket.  Khurram og minister er dukket op igen.
Vi skal ned af bjerget og til Islamabad med det samme. Der har, uden at vi ved det, været trusler mod arrangørerne og mod os. 43 europæere på et bjerg mod lokale ekstremister. Det er en skidt kombi og den eneste måde de kan sikre os på, er ved at få os til Islamabad så hurtigt som muligt.

Vores lille kvartet går igen ned af vejen. Scenen er anderledes end da vi gik i modsatte retning for en del timer siden. Grusvejen er pakket med politi i masker, sort tøj og rifler. Vi har utroligt hurtigt vænnet os til at være omgivet af mænd der bærer rifler som var det håndtasker. Nu har de skruet op og reaktionerne på verdenspolitikken er pludselig rykket tæt på.

Alt pakket og transporteret tilbage igen. Cyklerne efterlader vi i restauranten og taskerne bliver bundet på taget af en af de minibusser der venter. Vi er omringet af mænd med geværer. Elite Force står der på ryggen af deres sorte t-shirts. Vi krydses af og så kører vi. Lukkede jeeps med tonede ruder, fyldt med bevæbnede vagter. Åbne jeeps med politifolk, med tørklædet trukket op om næsen og fingeren på aftrækkeren. En lang række af hvide nye minibusser kører turen ned af bjerget og sydover til Islamabad på 5 timer. En tur der nemt tager 8 timer til daglig. Jeg blunder, vågner op og synes bilen står på to hjul, rundt i hårnålesvingene. Det gør den jo ikke, tænker jeg og ved at chaufføren, ikke er en taxachauffør de har fundet på gaden.  Han har styr på det. Det har han også, -satser jeg på, da jeg et øjeblik åbner øjnene og kigger ind i bagsmækken af bilen foran. Han stopper et par centimeter før vi rammer.

En håndfuld lokale grænser krydses fra Kaghan-dalen til Islamabad. Hver grænse har et checkpoint. Vi ser dem kun ganske kort og fortsætter forbi køen af lastbiler og personbiler. Vi sætter ikke engang tempoet ned.

Solen er på vej op, da vi kører ind i Islamabad. Vejene er tomme, bortset fra politi og militær. Nu ved jeg ikke hvordan Islamabad normalt ser ud ved denne her tid, men jeg er sikker på, der ikke til hverdag står stabler af containere og betonforhindringer på vejene. Vi kører gennem barrikaderne. Tempoet sænkes, vi stopper foran en bygning og dørene bliver åbnet. Alle kommer ud af bilerne og ind af den næste dør. Så er det gennem røntgen og en sikkerhedsprocedure der er en lufthavn værdig. Tjenere åbner dørene for os og så står vi der. To lysekroner så store som huse, byder os velkommen i lobbyen på Marriot Hotel.
Det her er et af de mere surrealistiske øjeblikke i mit liv, det må jeg sige.

Det bliver ikke mindre af, at vi et øjeblik senere sidder og spiser morgenmad og nøglen til vores værelse ligger mellem os på bordet. Vi fire, Monica, Hannah, Louise og jeg har delt værelser fra starten af. Nu vil vi gerne blive sammen. Vi er et fint hold.

Morgenmaden bliver fordøjet, under en lang lur med nedrullede gardiner på 3. sal. Vi vågner og tænder for de pakistanske nyheder. Vi forstår ikke det de siger. Billederne fortæller det også helt fint alene. Politi og militær holder demonstranter og stenkast udenfor containermuren, som vi for nogle timer siden kørte igennem. Monica trækker gardinet fra og billederne på skærmen bliver understøttet af røgen der står op fra byen derude, skud og helikopterlarm. Vi kan ikke foretage os så meget andet end at håbe på, at stemningen ændrer sig igen inden længe. 23 personer bliver slået ihjel i løbet af det døgn der går. Det er de særeste og vildeste 24 timer jeg længe har oplevet.

Skriv en kommentar