Mine sponsorer Niner Riemann P20 29\\\\\\\\\\\\\\\'er Bike Shop

Langs kysten til Gordons Bay…

Fint med et par dage i fred og ro og nu er det også fint at komme videre. Elbies firhjulstrækker triller op til hotellet og jeg bytter tasken ud med cyklen. Hun er på udkig efter en ny motorcykel, så hun kører videre efter de gode tilbud og jeg kører mod Gordons Bay, hvor vi mødes om nogle timer. Om små 85 km.

Det er tidlig morgen. Varmt, men heldigt for mig er det undtagelsesvis overskyet og jeg stikker afsted, inden vinden får ordentlig fat. Slår et slag ind i landet, af den store landvej, for at komme over floden Bot. Bilerne må køre 120 i begge retninger og jeg håber, at ingen af dem, har brug for at komme for langt ind til siden. Endelig kan jeg dreje fra. Mindre vej, færre biler.

Ligner mistænkeligt dansk vinter, men der er grønt lige om hjørnet og det er stadig 30 grader...: )

De små kystbyer, jeg kommer igennem, ligger øde hen sådan en mandag formiddag. Gennem Bettys Bay, lidt ind og ud af bjergene, ned mod kysten igen med 70 i timen og nu rammer jeg den kystvej der ligger helt ude på kanten, her de sidste 25 km. Klipper og bjerge på højre hånd og grønt klart hav min venstre hånd. Surferne ligger dernede og skvulper rundt, mens de venter.  Vinden er taget alvorligt til og jeg bliver nærmest løftet op af bakkerne, nu hvor jeg kører næsten stik nord. Det er godt det her. Vild kyst. I skulle tage den her tur en dag ved lejlighed.

God til en mandagstur : )

God asfalt, tunge skyer og fin kyst.

Kæmpepoint til Elbie, for at gi’ mig chancen for at køre kysten her. Virkelig fint stykke at køre, for et let træningspas uden at knæet bliver overbelastet. Jeg stopper i Gordons Bay. Cyklen ind bag i bilen og så kører vi videre langs kysten. Vi kommer gennem landsbyen Fish Hoek og vi er tilbage på veje jeg har kørt før. Dejlige steder. Vi svinger forbi Boulders Beach, næsten helt ude på Cape Point og siger hej til et par pingviner, inden vi sætter snuden mod Stellenbosch.

Hyggelig fætter i solen...

Skriv en kommentar