Ahhhh…
Tidlig morgen. Solen står allerede højt på himlen. Klokken er ellers ikke engang 6. Jeg lister ud, lukker døren så stille jeg kan, op på cyklen og triller ned af grusvejen og ud på asfalten. Til venstre mod Patensie. Til højre mod Baviaans Kloof. Jeg tager højre og må se hvor langt jeg kommer. Jeg har glædet mig til det her længe. Luften er allerede varm, der er ikke en sjæl på vejen og det her er noget af det bedste jeg ved. Også selvom det bare er asfalt.
Se lige der, hva!
De mørkegrønne appelsinplantager fortsætter på begge sider af vejen indtil landskabet åbner op til den ene side og der er klippevæg til den anden. Tramper mig op af bjerget, mens jeg smiler over den gode vej, den gode temperatur til det lidt stive knæ og bare at være ude og tilbage på den cykel. Knæet er hævet, men det er mange gange bedre end for nogle dage siden og meget bedre end at forsøge at få det i gang i dansk morgentemperatur.
Der er vandrende folk på vej til arbejde. Det er ellers ferietid og de fleste har tvungen ferie. Gårdene bliver holdt kørende på mindste mandskab. Det de kalder for ”skeleton crew”. Så derfor traver der hist og her, et par stykker på vej afsted. De hilser alle sammen, mens jeg tænker om jeg også kan nå ned forbi dæmningen. Den er enorm. Sidst jeg var her, var den tom for vand. Nu er den fyldt op siger de.
På vej på job...
Jeg rammer grusvejen og indkørslen til Baviaans Kloof, som er et kæmpe stort beskyttet naturområde. Der skal tilladelse til, men det varer lige nogle km. inden jeg når den port. Hele området er godt 200 km. hvis man vil igennem og ud på den anden side. Jeg har før været 20-30 km oppe af stien som bliver til jeepspor og det kunne være fint at køre hele turen frem og tilbage. Det vil være med bivuaksæk og mad i rygsækken.
Morgentur...: )
Der er leoparder, gnuer, bøfler og næsten hele smøren. Men området er stort og der er ikke mange veje igennem, – vidst faktisk kun en, så mon ikke de fleste dyr holder sig langt fra stien, hvor også landmændene, kører frem og tilbage i deres firhjulstrækkere. Egentlig havde jeg en forhåbning om at kunne gøre det i næste uge. Men med de par timer jeg kan kører af gange, bliver det en kedelig tur. Det bliver en anden gang. Denne morgen, når jeg nogle km. op af grusstien og så vender jeg snuden hjemad igen. Forbi skiltet til dæmningen, som også må blive senere på ugen og mod huset på bakken og morgenkaffe. Det bliver til 1½ time. Det er ikke langt, men jeg er stadig bare glad i låget over at være tilbage på cyklen. Endelig kan jeg komme i gang med at træne igen. Oven i købet med udsigt til at komme ud i varmen, mange gange endnu over de næste par uger : )
