Mine sponsorer Bjergkaeden Solcreme Oakley Osprey E Foqus

Tilbage i Patensie

Det lille fly lander i Port Elizabeth og jeg bliver hentet af Jans. Den guldfarvede Mercedes er skiftet ud med en lille praktisk bil. Hun er ikke glad for det. Skidt for hendes image, men den var upraktisk på grusvejene. Mercedes og farmer går ikke sammen, som hun siger.  Den time det tager at komme fra Port Elizabeth til Patensie bliver brugt til sidste sekund på indhentning af sladder, snak og status i vores liv. Hurtigt inde og vende, skifte den lille praktiske ud med den gamle blå pick up, som vi kører rundt i resten af dagen. Meget mere hende. Fra et liv i Stellenbosch som teatermanager og overlander tourmanager rundt i Afrika, til et liv som farmer på den fædrene gård. Indtil videre har hun brugt et år på at omstille sig. Jeg får en ide i løbet af de næste uger, hvor godt den omstilling går.  Hun ser glad ud og det er godt at se hende.

Glade Jansie

Vi henter småting fra købmanden i Patensie og jeg får en sludder med Sandra, som ejer biksen, mens Jansie finder det vi skal have med hjem. Forbi og hente bord, lamper, duge og stuff hos en dame i nabolaget. Hen forbi cykelsmeden efter Trek’en som jeg efterlod hos Jansie for to år siden.  Nu låner jeg den tilbage igen, for en kort bemærkning. Så forbi efter friske krydderurter nede af vejen og så endelig hjem til gården.

Farmer-trucken

Køkkenet dufter af mad og nybagt brød. Elbie er i køkkenet, med hængerøv i bukserne, sort slidt t-shirt og stort smil. Viskestykket over skulderen, gang i fire gryder, ovnen, marinader og krydderurter over hele bordet. Helt som jeg kender hende. Godt at se hende. Linda – Jansie og Elbies mor dukker op. Den lille gode dame. Jeg er igen havnet i det mest gæstfrie hjem i hele Sydafrika og føler mig hjemme med det samme. Vi hænger på terrassen med kold hvidvin. Deon som Jansie skal giftes med og som jeg kun har hørt om, men aldrig mødt, dukker op og det samme gør hendes fra, Hermanus. Han ligner sig selv. Solbrændt og glad. Familien er samlet og snakken glider ligeså let, som den kølige vin i de 25 sene efter middagsgrader. Godt at være tilbage. Forude venter cykelture, sol og godt selskab. Men først venter et bryllup.

Skriv en kommentar