Mere af det gode
11.09.11
Dagen venter med de 30 km. op til Naran, op til foden af bjerget. 9 km. stejlt op, et par runder om søen og tilbage igen. Altså det er Henriks og min plan. De andre tager jeeps op til bjerget og ned igen. En af grundende til vores beslutning om at cykle, udover at det er det sjoveste, er det også den Pakistanske tid. Det er nemlig en størrelse man kan regne med. Læg mindst en time til og det passer måske. Så derfor cykel istedet for ventetid.
2. etape søen
Det er en god jævn stigning hele vejen, solen I ryggen, let modvind og helt perfekt at starte dagen på. Vi troede faktisk vi var nået afsted uden vagterne. Men det var vi ikke. Vi har fået vores skygge med, I form af en blå jeep, fire politifolk og fire kalashnikow. De holder sig nu efterhånden så langt bag os, at vi stadig kan trække vejret for dieselosen.
På vej til Naran
Henrik og jeg kommer senere afsted end planlagt. Kl 8, – vi er også gået på pakistansk tid, og nåede alligevel op til foden af bjerget, 1,5 time senere, inden de andre kom derop.
Alle mødes, inden vi kører videre. Alle er nogle stykker, her et par dage efter ankomst. To fra Mongoliet, otte fra Pakistan, to fra Canada, en fra Østrig, udover Taryn, Nathan, Adam og os fire stykker. Og så selvfølgelig trænerne, som Pakistanerne har med. Tre trænere til otte ryttere. Måske vi skal tage en med næste gang. Cykler læsses af jeeps, vi får fyldt dunkene op og så står de fleste på cyklerne og tramper opad. Store sten, stejlt, løst grus og alt det der. Min beslutning om at tage afsted med mit to-klinge set-up istedet for tre, er helt forkert! Det kunne jeg måske godt ha’ regnet ud, men det gjorde jeg ikke. Mon en dag, jeg bliver klogere…? Mine trætte ben, kan jo ikke træde pedalerne rundt, når jeg hele vejen kører I for tungt gear. Hmm…må af og trække på de stejleste steder. Men udsigten er sjældent smuk og nu har jeg da tid til at nyde den.
Får tilbudt et lift på en motorcykel, men takker nej, da jeg ikke helt kan se hvor min cykel skal være. Jeg kommer også hele vejen, selvom det tager lidt længere tid end jeg lige havde forestillet mig.
To stærke højdevante ryttere fra Mongoliet
Turen rundt om søen, er det vi skal køre på anden etape I næste uge, så det er helt godt at få prøvekørt. Endelig er der ikke så meget opad, men til gengæld en masse teknik. Fantastisk. Lidt singletrack op og ned med klipper og sten, gennem floden, over en omgang tungt sand og så op over en masse klipper, inden det går hen og ned igen. 6.5 km. Rundt. Om et par dage, skal vi tage den 6 gange rundt. Det bliver jo benhårdt! Men der er jo også flere dage til.
Efter første runde er Henrik tabt, med endnu en punktering. Hans fjerde. Den femte kommer lidt senere, mens vi holder pause mellem omgangene. Det går lidt hårdt ud over hans slanger det her , men måske lykkes det os at finde grunden. Fælgtapen er revet I stykker og har fået sig nogle skarpe kanter. Der har ingen punkteringer været, siden vi fik det slebet ned, så vi håber. Ellers bliver det lidt sløjt med 29” slanger inden længe. Opkørslen var måske nok hård og tog lang tid, men det er det hele værd, da vi skal køre ned igen. Armene syrer til og huden på hænderne brænder under handskerne, men det er den bedste nedkørsel længe : )
Naran Shops
Dagen slutter med at vi fire, sammen med Sam (vi holder os til hans kaldenavn. Ingen af os kan huske han rigtige navn længere end et par sekunder af gangen) – en ung, glad, pakistansk fyr og selvfølgelig vores jeep med vagter og rifler tager en tur ned I Naran for at hænge lidt ud. Det er en fin by. Man kan få det hele. Der er oven I købet et par cafeer. Hele slænget stopper for te på en af dem, inden vi letter for at køre de 30 km ned til hvor vi bor. Sam er ikke enig I at det kun går ned (det gør det måske heller ikke helt) Han er træt og hans cykel er faktisk ved at falde fra hinanden. Hans fælg-bagbremse hænger så meget, at han tager den af, når han kører. Ellers kan han ikke køre op, siger han. Så manden kører altså ned med 50 I timen, eller hvad vi nu kører, uden bagbremse, med to vindskæve hjul og med gummisko. Han er en modig mand. Han er også fra Peshawar, hvor han kan cykle hhv. 3 og 5 km. I hver retning fra sit hus, inden det bliver for farligt og han må vende om. Så er en defekt cykel, vel ingenting. Her bliver der da ikke skudt efter ham.
Der må komme et billede af Sam her, når jeg får taget et…
14. september 2011 at 20:19
Herligt at høre det går godt! Super nice at kunne følge med på turen i skrift og billeder