Et skridt nærmere cyklen
19. Marts
Min Aircast fik endelig arbejdet sig ud af tolden i Dar Es Salam, jeg samler den op på DHL kontoret og får vidunderet at se. Af med gipsen, på med aircast og krykker og jeg kan næsten gå. Det skal nok blive godt i løbet af et par dage.
Jeg spenderer 14 timer på en bus, i en taxa og dagen efter vågner jeg i Babtist Conference Center i Iringa. Ikke meget konferencecenter, men en babtist pige-kostskole. Kom igår aftes og en flok 17 årige piger indkvarterer mig i nr 7. De andre kommer cyklende ind idag og jeg glæder mig efterhånden til at se nogle cykler igen.

Mens jeg venter på cyklerne her i Iringa, er her en lokal på vej med lidt grønt
Landcruiseren dukker op med Eddie, Alex og Shanny ombord. Jeg hopper på og vi mærker ruten op og spiser morgenmad på Hasty Tasty i downtown Iringa. Igår, mens jeg sad på bussen, skete der ting og sager i feltet. Fem styrt og lastbilen brød sammen for tredje gang på en uge. Det gik hårdest ud over Paul Porter. Han har brækket armen og skal hjem. Han har nu haft et døgns tid til at vænne sig til tanken om at han skal hjem. Det er mindre end jeg havde. Han var EFI indtil han styrtede, en af feltets absolut stærkeste ryttere og det er skidt at han står af nu. Tager forbi hospitalet med Alex og får ham med ud derfra.

Den lokale vaskehal
Han er professor på Minnesota Universitet og har hver dag stået på lejrens højeste punkt med sarong, satelittelefon og sit grå skæg og indtalt dagens observationer på landbrugsfronten, på en podcast til sine studerende. Han er på alle måder en sympatisk mand, der har været vigtig for stemningen i gruppen. Men nu bliver han hentet om nogle timer af de flyvende læger. Han kommer tilbage næste år og kører turen færdig, men vi kommer til at savne ham i år.
På vej fra hospitalet møder jeg Bruce, der der er på de sidste km af dagens etape på vej til lejren. Han er pakket ind i plaster og forbindinger efter gårsdagens styrt. Senere på aftenen falder Mike ned af cementtrapperne og får 14 sting i panden. Denise bliver indlagt med nyresten og Nick har fået en torn i benet og nu er det gået i betændelse.
Måske var det ikke så skidt at det trak lidt ud med den pakke…





