Lonesand.dk

Foto: Elbie Det er da rart med lidt god plads...

Står ud af bilen – cyklen og mig, på toppen af et bjerg. De næste par timer får jeg kørt flere højdemeter end jeg har gjort i meget lang tid. Er stadig glad for, at det er i 35 grader jeg skal gøre det. Jeg må næsten være et af de gladeste mennesker i verden lige nu. Et par toppe, støv, sten, grus, sol og en cykel. Der skal ikke meget til, hva’ : )

Mere god udsigt...

Glad for at knæet endelig er stærkt nok til at jeg kan stå op i pedalerne. Kan ikke træde og må blive siddende i sadlen når det går opad, – og det gør det jo sådan set halvdelen af vejen, men nedad går det fint. Fremskridtene er til at få øje på her i varmen.

Foto: Elbie Januartræning er slet ikke så skidt...: )

Fint at have kørt det her i bil, med knæet oppe eller bag rattet i firhjulstrækkeren. Nu kan jeg så cykle det klart sjoveste og springe over det, der ikke er andet end af sveden grusvej der hverken går op eller ned. Er du rigtig klog hvor er jeg heldig. Hvis man endelig skal være skadet, skal det da være med det her hold i baghånden : ) Det føles som om jeg er på vej tilbage i kampen igen. Står på bilen igen efter de her par timer, med ømt knæ og det største smil i verden. Fantastisk dag!!

Elbie the camper og halvdelen af supportteamet...

Firhjulstrækkeren arbejder sig op gennem kløften, gennem vand, stien bliver bred og så smal igen. Cyklen ligger pakket oven på telt og mad omme bagi. Alawyn kører, bydrengen og bankmanden, der i den sidste uge er vokset med opgaven at køre traktor og firhjulstræk. Håndledene er fastere end normalt og holder fat om rattet med en beslutsomhed, som er noget anderledes end han gør i sin egen bybil derhjemme i Stellenbosch. Elbie der har mere farmer og camper over sig end mange mennesker jeg kender, sidder bagi, tager billeder og fortæller historier.  Jeg sidder med benene oppe i forruden. Knæet er hævet og stift efter godt tre timer på landevejen til Jeffreys Bay i går.

Her er da ret pænt...

Vi tog alligevel en tur til kysten igår. Inden den står på bjerge. Jeg cyklede derud og det var vel nok lidt for langt for knæet, men til gengæld var det en ret god tur. God vej og gode bakker. Det er også fint, når jeg kan sidde her med benet oppe i dag. Vi er på vej op i Baviaans. Det bliver ikke på cykel hele vejen, men det her, er det bedste alternativ. Cyklen er med og jeg bliver sat af, sammen med den, så snart jeg synes jeg har lyst til det. Det bliver først i morgen. I dag kommer det til at gøre for ondt.

Bryllupsfest, 35 grader og cykelture på de her kanter. Det er virkelig en god start på et nyt år, det må jeg sige : )

Chaufføren og turisten...

Brylluppet står i haven og det strømmer ind med mennesker. Vi har lavet mad, blandet velkomstdrinks og smagt det hele til flere gange. Vi har slæbt højtalere, borde, planter, mere mad, kopper, duge, lysestager, lamper…Hentet ting og pyntet op. Det ser sq godt ud, drinksene er gode. De bliver gift, i haven, alt sammen på Afrikaans og jeg samler kun lidt af al snakken op. Jansie og Deon ser godt ud, de er glade. Ja faktisk er alle glade og det er en fantastisk god fest.

Vi rydder op med tømmermænd næste dag, brudeparret stikker af for et par dage, mens vi laver brunch af rester til de gæster der er blevet hængende. Det er de jo sådan set alle sammen. Man kan ikke sådan lige komme herfra midt om natten. Det sidste vi gør er at smide telt og cykel i bilen. Nu er det på tide vi kommer ud og får lidt luft. Imorgen tidlig letter vi tre herfra. Bare for et par dage : )

Tidlig morgen. Solen står allerede højt på himlen. Klokken er ellers ikke engang 6. Jeg lister ud, lukker døren så stille jeg kan, op på cyklen og triller ned af grusvejen og ud på asfalten. Til venstre mod Patensie. Til højre mod Baviaans Kloof.  Jeg tager højre og må se hvor langt jeg kommer. Jeg har glædet mig til det her længe. Luften er allerede varm, der er ikke en sjæl på vejen og det her er noget af det bedste jeg ved. Også selvom det bare er asfalt.

Se lige der, hva!

De mørkegrønne appelsinplantager fortsætter på begge sider af vejen indtil landskabet åbner op til den ene side og der er klippevæg til den anden. Tramper mig op af bjerget, mens jeg smiler over den gode vej, den gode temperatur til det lidt stive knæ og bare at være ude og tilbage på den cykel. Knæet er hævet, men det er mange gange bedre end for nogle dage siden og meget bedre end at forsøge at få det i gang i dansk morgentemperatur.

Der er vandrende folk på vej til arbejde. Det er ellers ferietid og de fleste har tvungen ferie. Gårdene bliver holdt kørende på mindste mandskab. Det de kalder for ”skeleton crew”. Så derfor traver der hist og her, et par stykker på vej afsted. De hilser alle sammen, mens jeg tænker om jeg også kan nå ned forbi dæmningen. Den er enorm. Sidst jeg var her, var den tom for vand. Nu er den fyldt op siger de.

På vej på job...

Jeg rammer grusvejen og indkørslen til Baviaans Kloof, som er et kæmpe stort beskyttet naturområde. Der skal tilladelse til, men det varer lige nogle km. inden jeg når den port. Hele området er godt 200 km. hvis man vil igennem og ud på den anden side.  Jeg har før været 20-30 km oppe af stien som bliver til jeepspor og det kunne være fint at køre hele turen frem og tilbage. Det vil være med bivuaksæk og mad i rygsækken.

Morgentur...: )

Der er leoparder, gnuer, bøfler og næsten hele smøren. Men området er stort og der er ikke mange veje igennem, – vidst faktisk kun en, så mon ikke de fleste dyr holder sig langt fra stien, hvor også landmændene, kører frem og tilbage i deres firhjulstrækkere. Egentlig havde jeg en forhåbning om at kunne gøre det i næste uge. Men med de par timer jeg kan kører af gange, bliver det en kedelig tur. Det bliver en anden gang. Denne morgen, når jeg nogle km. op af grusstien og så vender jeg snuden hjemad igen. Forbi skiltet til dæmningen, som også må blive senere på ugen og mod huset på bakken og morgenkaffe. Det bliver til 1½ time. Det er ikke langt, men jeg er stadig bare glad i låget over at være tilbage på cyklen. Endelig kan jeg komme i gang med at træne igen. Oven i købet med udsigt til at komme ud i varmen, mange gange endnu over de næste par uger : )

Deon bor i Jansie og Deons hus. Jansie hos Linda og Hermanus, sammen med Elbie. Det sidste rum bliver fyldt op med Lindas søster og mand imorgen. Jeg rykker op til Grandma Bettie,  oppe på bakketoppen for at sove. Går i seng i Betties hus, da hun selv er gået til køjs. Fra mørket med en stemme der lyder præcis som Hermanus’, fortæller hun hvor det kolde vand står, om jeg er sulten og at jeg må sove godt.

Håndtaget på toiletdøren sidder i øjenhøjde og jeg føler mig som en pygmæ. Badeværelset er fyldt med grandma stuff. Små flasker parfume, hæklet grønt dækken til toiletsæde låget og håndklæder som jeg husker dem fra 70’erne.

Sover som en baby, vågner ved vækkeuret 6.30. Lukker øjnene et sekund og kl. er 7.

Grandma Bettie

Hendes grå hår er redt lige op i luften, solbrændt på den gode måde og hendes 82 år ligner mere 72. Vi mødtes sidst jeg var her, men ikke længe og jeg husker hende kun svagt. Hun berettet om familien og vennerne, mens hun steger pølse og laver grød. Hun gider ikke arbejde mere og taler om husarbejde. Hun vil hellere nyde sit liv. Hun vil heller ikke have tjenere længere, for hun gider ikke have nogen rendende. Hun vil kunne tage af sted når hun vil og komme hjem når hun har lyst. Hun lægger et drevent ’maan’ i slutningen af hver sætning. Og dem er der rigtigt mange af. Som en rigtig grandma skal, minder hun mig om hvert 2. minut, at jeg skal drikke min kaffe mens den er varm, hun synes jeg spiser for lidt og så taler hun så mine ører er ved at falde af. Der er mange historier i hende…

Jansie og jeg sætter igen gang i den blå pick up. Afsted for at møde hendes nye famile. Hele svigerfabrikken. De er installeret på et campsite i nærheden. Vi bumler ned lerede, hullede grusveje. Ned til floden, hvor teltene er spredt ud mellem træerne, på grønt græs og med udsigt til den kæmpestore klippevæg, der rejser sig fra vandet og lodret op i luften. Aftensolen rammer de gule klipper og det ligner guld. Godt sted de har valgt her.

Jeg forsøger at hitte redde i navne, steder og funktioner på den store famlie, der kommer alle steder fra. De fleste bor i Freestate oppe nordpå,  men også et par stykker i Namibia og en del i hovedstaden Pretoria. Onkel og tanke holder får på en gård i Namibia. En anden onkel og nevø har en dyrepark oppe nord på. De har her til morgen fået et kuld hvide løver. Deons dobbeltgæner – hans bror, bor også et sted oppe i nærheden af Johannesborg. Børnene bader skidtet af i floden, med klippevæggen, inden de går til køjs i teltene rundt omkring os og vi drikker et glas vin, inden vi bumler over stok, sten og hullede grusveje, hjemad igen, til Elbies kødgryder.

Står ud af bilen og mens Jansie kører den i laden og lukker porten, står jeg og lander rigtigt midt i alle duftene. Laden ligger hvor den gjorde sidst, selv himlen er klar og stjernerne er spredt ud i et omfang jeg ikke har set så ofte, men som det så ud, sidst jeg var her. Jeg kan se Elbie gå forbi vinduet i køkkenet, appelsintræerne står på rad og række og omgiver gården helt. Alt er som jeg husker og jeg må tænke igen, at det er godt at være tilbage : )

Det lille fly lander i Port Elizabeth og jeg bliver hentet af Jans. Den guldfarvede Mercedes er skiftet ud med en lille praktisk bil. Hun er ikke glad for det. Skidt for hendes image, men den var upraktisk på grusvejene. Mercedes og farmer går ikke sammen, som hun siger.  Den time det tager at komme fra Port Elizabeth til Patensie bliver brugt til sidste sekund på indhentning af sladder, snak og status i vores liv. Hurtigt inde og vende, skifte den lille praktiske ud med den gamle blå pick up, som vi kører rundt i resten af dagen. Meget mere hende. Fra et liv i Stellenbosch som teatermanager og overlander tourmanager rundt i Afrika, til et liv som farmer på den fædrene gård. Indtil videre har hun brugt et år på at omstille sig. Jeg får en ide i løbet af de næste uger, hvor godt den omstilling går.  Hun ser glad ud og det er godt at se hende.

Glade Jansie

Vi henter småting fra købmanden i Patensie og jeg får en sludder med Sandra, som ejer biksen, mens Jansie finder det vi skal have med hjem. Forbi og hente bord, lamper, duge og stuff hos en dame i nabolaget. Hen forbi cykelsmeden efter Trek’en som jeg efterlod hos Jansie for to år siden.  Nu låner jeg den tilbage igen, for en kort bemærkning. Så forbi efter friske krydderurter nede af vejen og så endelig hjem til gården.

Farmer-trucken

Køkkenet dufter af mad og nybagt brød. Elbie er i køkkenet, med hængerøv i bukserne, sort slidt t-shirt og stort smil. Viskestykket over skulderen, gang i fire gryder, ovnen, marinader og krydderurter over hele bordet. Helt som jeg kender hende. Godt at se hende. Linda – Jansie og Elbies mor dukker op. Den lille gode dame. Jeg er igen havnet i det mest gæstfrie hjem i hele Sydafrika og føler mig hjemme med det samme. Vi hænger på terrassen med kold hvidvin. Deon som Jansie skal giftes med og som jeg kun har hørt om, men aldrig mødt, dukker op og det samme gør hendes fra, Hermanus. Han ligner sig selv. Solbrændt og glad. Familien er samlet og snakken glider ligeså let, som den kølige vin i de 25 sene efter middagsgrader. Godt at være tilbage. Forude venter cykelture, sol og godt selskab. Men først venter et bryllup.

Da jeg skifter fly i Cape Town er min bagage 7 kg for tung til indenrigsflyvninger. 7 kg. overvægt. De 5 kg er den kransekage Jansie har bestilt fra min far, til brylluppet. Det skulle række til 120 mennesker. Der sidder en mand og en kvinde ved check in disken. Jeg stiller mig i kø til manden og får lov til, – efter lidt frem og tilbage snak, at tage kassen med som håndbagagen. Han beklager sig over, at jeg i forvejen har for meget håndbagage, men han må give mig ret i, at det også er bedre at kagerne kommer med ind, så de ikke kommer til skade. Han får mange point, jeg sparer mange penge og kassen får et sæde helt for sig selv hele vejen til Eastern Cape.

Det er alligevel mange stier...

Det er lige efter jul, det var gråvejr i Danmark dag jeg sagde farvel til Henrik i lufthavnen og  jeg trådte ud i 30 grader i Cape Town. Udenfor og nede under os flyder det med bjerge ud af østkysten. Et mønster af grusstier snor sig rundt i bjergene og jeg glæder mig til at jeg inden længe tramper rundt i noget der ligner. Det er skønt at være afsted. Vi laver en cirkel ud over vandet, så langt nede at bølgerne og surferne står helt skarpe. Lækkert sted det her.

Sikke en masse plads...

Om jeg bliver klar til forårets løb er et godt spørgsmål. Jeg håber jeg er klogere om nogle uger, nu hvor jeg kan komme på cyklen.

Jeg har fået en invitation til MTB Challenge i Irland, som er i slutningen af april. Jeg vandt sidste år, så motivationen for at blive klar, er stor. Det er et godt mål. Den 20.-21. april skal jeg være stærk nok til at vinde igen. Jeg ved godt jeg er to måneder bagud, – og bliver endnu længere bagud inden jeg er rigtigt klar til træning, men det skal vel nok kunne lykkes alligevel, hvis jeg arbejder hårdt nok og jeg er en lille smule heldig.

Det hjælper på heldet og det hårde arbejde, at jeg damper af til Sydafrika om et par dage. Lige efter jul. Der er varmt, der er steder jeg ikke har set før, der er folk jeg ikke har set længe, jeg skal til bryllup, en fantastisk natur og en cykel står og venter. Mon ikke jeg bliver klar til det der Irland : )

Det er jul og det er nu præcis 8 uger siden jeg humpede ud fra Gildhøj med et ømt knæ. Første gang jeg har været på cyklen i de 8 uger, var for fire dage siden. Anden gang var i går. Kæmpe lettelse at side på cyklen igen. Jeg har ikke kunne bøje benet nok til at træde rundt. Det kan jeg nu. Der er ingen kræfter i benet, så højre ben klarer det meste, når jeg triller forsigtigt af sted på grusstierne, langt væk fra de rigtige spor. På første tur, kørte jeg faktisk så langsomt, at det er svært at holde varmen. Næste gang er temperaturen nær 10 grader, jeg kan holde varmen, er ude i 1½ time, som viser sig at være for meget. Men det var godt mens det varede. Jeg går ned på en time igen.

Planen var at jeg skulle have været på spinningcyklen efter et par uger, men sådan gik det så ikke helt. I stedet er mit ben blevet helt tyndt af at stå stille. Ingen muskler tilbage. Det ser lidt sært ud, faktisk. Har styrketrænet hver dag, for at holde resten af kroppen kørende.  Nu er jeg begyndt også at kunne styrketræne venstre ben så småt. I benpres tager jeg 70 kg. med højre ben. Med venstre ben…hvis jeg bruger alt hvad jeg har, kan jeg lige træde den afsted med  gode 10 kg. Jeg tror nu at det kommer igen, inden længe : )