Mine sponsorer Bjergkæden Niner Riemann P20 29\\\\\\\\\\\\\\\'er Bike Shop

God karma og lækkert singletrack i Nepal

12. december 2013 - skrevet af Lone

Himalaya og Mustang…

Happy trails

Views and rides…

On the road

The high Applefarm

Dry’n dusty

Sandstorm and the river…

Kids and bikes in Lo Manthang

Natural roadblock in Upper Mustang

 

Lunchtime

Ultraspire Titan til Mtb test 1, 2 og 3

2. september 2013 - skrevet af Lone

Nu er den blå fine, lette Ultraspire testet i skoven, på landevejen og noget mere i skoven.

20130902-104856.jpg

Stort plus for at den sidder perfekt på ryggen. Den er superlet og føles godt på ryggen. Samtidig mere rummelig end den umiddelbart ser ud til. Jeg kunne have både madpakke, ekstra sko og et sæt tøj med, da jeg kørte på job. Der er masser af luft om ryggen, så også et plus for det. Remmene får også point for at sidde godt, være brede og så er de helt tynde i vævningen. Godt i varmen.

Udvendige lommer er endnu et plus. Det har jeg ofte savnet på min Camelback Blowfish.

Vandblæren er nem at gøre ren, fylde, tømme og tørre igen, med den store åbning.

g20130902-105153.jpg

Jeg har virkelig forsøgt at finde alt hvad jeg kunne og det eneste jeg kan sige der trækker mod minus, er spænderne foran, fordi jeg skal bruge begge hænder for at åbne og komme til indholdet i tasken.

Alle de plusser og så et enkelt lille minus giver altså en rygsæk der er superlækker og som jeg allerede er ret glad for :)

Cape Outback og et forsøg på at få motivationen tilbage

25. marts 2013 - skrevet af Lone

Der er gået en uges tid. Jeg er i Stilbaai på kysten i Western Cape i Sydafrika og der er to dage til løbet starter. Medicinen hjælper og jeg er stående og vågen i noget der ligner en hel dag af gangen. Taryn samlede mig op i Durban lufthavn, mens en bronkitis udviklede sig over den næste uges tid, uden at jeg lige vidste det var det. Nu, næsten normal igen, er jeg fløjet længere sydover til Port Elizabeth, Jansie har samlet mig op i bukki’en og vi har nået at indhente det vigtigste fra det sidste års tid, på turen ned af kysten til Knysna og nu til Stillbaai, hvor løbet starter om et par dage.

Hvis du klikker her, får du hele historien : )

the set-up

the views...

the race and the people...

and a few moments...

 

Pakistan igen?

7. oktober 2012 - skrevet af Lone

To dage før vi havnede på Marriot havde Khurram, der arrangerer løbet, fortalt mig at han ikke ville gide, arrangere cykelløb i et land som Danmark. Der sker jo aldrig noget uventet…

Jeg har fået mange mails, beskeder og telefonopringninger fra venner der spørger om det ikke var spild af tid at tage af sted. Det har det på ingen måde været! Jeg er selvfølgelig glad for at jeg nåede at cykle en lille uges tid, inden aflysningen, men jeg havde også overlevet uden at cykle og det var selvfølgelig ikke aflysningen af løbet og cyklingen, der kom til at fylde, da det kom til stykket. Det var at se, hvor kort tid det tager for så få, at ødelægge så meget for så mange.

Grunden til at vi godt 50 cykelryttere, skulle køre cykelløb, var for at støtte Kaghan Memorial Trust, der bygger og driver en skole, for dem der ellers ikke har råd til at gå i skole. Derudover er løbet støttet af ministeriet for sport og turisme, der har et erklæret mål om at få Pakistans image til at ændre sig til det bedre for omverdenen og har brugt cykelløbet som en del af den plan. Det er ikke verdens letteste mål at opnå i forvejen, men det stykke vej de var nået de sidste to år, blev skudt tilbage til stenalderen i løbet af det døgn, hvor nyhedskanaler over hele verden flød over, med dårligt nyt fra Pakistan. Den samme tilbagegang skete økonomisk for fonden, da de ikke fik de forventede sponsor penge ud af cykelløbet.
Kontrasten på min oplevelse af landet og dets indbyggere og på det politiske billede af Pakistan, der nu er set gennem nyhederne af alverdens mennesker, er enorm.

Udover det store politiske billede, som vi pludselig blev en del af, er der et mindre billede, som også kom til at betyde en masse. Vi fire, der tilbragte det meste af vores tid sammen, kom til at lære hinanden at kende, i en grad og på en måde, som ingen af os havde forventet. Hvis jeg en dag igen, lander midt i verdens ballade igen, gør jeg det gerne sammen med Hannah, Louise og Monica. Når som helst, faktisk.

Anne henter mig i lufthavnen og en times tid senere, er jeg på vej hjem, gennem København i myldretiden. Jeg holder i kø, på vej rundt om Kgs. Nytorv og bliver overhalet af to cyklister i gummistøvler og røde regnslag. Det er nu ok dejligt at være hjemme i Danmark igen. Tænk at bo i et land hvor folk smiler selvom det regner : )

The small and happy crowd

Cykeldage uden at cykle

7. oktober 2012 - skrevet af Lone

De næste dage tilbringes i vore nye hjem på The Marriot, mens tingene stilner af og hverdagen tilsyneladende vender tilbage til Islamabad. At cykle ud i byen, er ikke en mulighed vi har. At have en føling med hvor slemt det er derude er umuligt. Vi ved ingenting og må stole på, at det vi får af vide, er rigtigt. Vi aner ikke hvordan dynamikken fungerer i den her by og ved ikke hvor slem situationen egentlig er, her et par dage efter at fredagsbønnen satte det hele igang. Det er sært ikke at være i stand til at bedømme noget selv.

Det virker  ikke som om det kun er en god uges tid siden, vi mødtes for første gang, i lufthavnen i Manchester. Føles som om vi er gamle venner os fire, der bor i det fælles rod på 3. sal. Men vores kvartet bliver halveret, da Hannah og Monica bliver fløjet hjem, sammen med halvdelen af gruppen, om søndagen. Tre dage efter vi kom til Islamabad. Så er det kun Louise og jeg der er tilbage. Samme søndag spiser mit første måltid efter at have haft fornøjelsen af en lokal bakterie.  Det eneste der kan glide ned er chokolademousse, så det er hvad jeg spiser. Jeg ikke haft særligt meget lyst til dessert i årevis. Selv appetitten er anderledes den plejer.

On the road to Naran, while everything was still pretty normal, by Monika Rüther

En surrealistisk drejning

3. oktober 2012 - skrevet af Lone

Klokken er 01.00 eller senere. Alle ryttere bliver vækket.  Khurram og minister er dukket op igen.
Vi skal ned af bjerget og til Islamabad med det samme. Der har, uden at vi ved det, været trusler mod arrangørerne og mod os. 43 europæere på et bjerg mod lokale ekstremister. Det er en skidt kombi og den eneste måde de kan sikre os på, er ved at få os til Islamabad så hurtigt som muligt.

Vores lille kvartet går igen ned af vejen. Scenen er anderledes end da vi gik i modsatte retning for en del timer siden. Grusvejen er pakket med politi i masker, sort tøj og rifler. Vi har utroligt hurtigt vænnet os til at være omgivet af mænd der bærer rifler som var det håndtasker. Nu har de skruet op og reaktionerne på verdenspolitikken er pludselig rykket tæt på.

Alt pakket og transporteret tilbage igen. Cyklerne efterlader vi i restauranten og taskerne bliver bundet på taget af en af de minibusser der venter. Vi er omringet af mænd med geværer. Elite Force står der på ryggen af deres sorte t-shirts. Vi krydses af og så kører vi. Lukkede jeeps med tonede ruder, fyldt med bevæbnede vagter. Åbne jeeps med politifolk, med tørklædet trukket op om næsen og fingeren på aftrækkeren. En lang række af hvide nye minibusser kører turen ned af bjerget og sydover til Islamabad på 5 timer. En tur der nemt tager 8 timer til daglig. Jeg blunder, vågner op og synes bilen står på to hjul, rundt i hårnålesvingene. Det gør den jo ikke, tænker jeg og ved at chaufføren, ikke er en taxachauffør de har fundet på gaden.  Han har styr på det. Det har han også, -satser jeg på, da jeg et øjeblik åbner øjnene og kigger ind i bagsmækken af bilen foran. Han stopper et par centimeter før vi rammer.

En håndfuld lokale grænser krydses fra Kaghan-dalen til Islamabad. Hver grænse har et checkpoint. Vi ser dem kun ganske kort og fortsætter forbi køen af lastbiler og personbiler. Vi sætter ikke engang tempoet ned.

Solen er på vej op, da vi kører ind i Islamabad. Vejene er tomme, bortset fra politi og militær. Nu ved jeg ikke hvordan Islamabad normalt ser ud ved denne her tid, men jeg er sikker på, der ikke til hverdag står stabler af containere og betonforhindringer på vejene. Vi kører gennem barrikaderne. Tempoet sænkes, vi stopper foran en bygning og dørene bliver åbnet. Alle kommer ud af bilerne og ind af den næste dør. Så er det gennem røntgen og en sikkerhedsprocedure der er en lufthavn værdig. Tjenere åbner dørene for os og så står vi der. To lysekroner så store som huse, byder os velkommen i lobbyen på Marriot Hotel.
Det her er et af de mere surrealistiske øjeblikke i mit liv, det må jeg sige.

Det bliver ikke mindre af, at vi et øjeblik senere sidder og spiser morgenmad og nøglen til vores værelse ligger mellem os på bordet. Vi fire, Monica, Hannah, Louise og jeg har delt værelser fra starten af. Nu vil vi gerne blive sammen. Vi er et fint hold.

Morgenmaden bliver fordøjet, under en lang lur med nedrullede gardiner på 3. sal. Vi vågner og tænder for de pakistanske nyheder. Vi forstår ikke det de siger. Billederne fortæller det også helt fint alene. Politi og militær holder demonstranter og stenkast udenfor containermuren, som vi for nogle timer siden kørte igennem. Monica trækker gardinet fra og billederne på skærmen bliver understøttet af røgen der står op fra byen derude, skud og helikopterlarm. Vi kan ikke foretage os så meget andet end at håbe på, at stemningen ændrer sig igen inden længe. 23 personer bliver slået ihjel i løbet af det døgn der går. Det er de særeste og vildeste 24 timer jeg længe har oplevet.

Før-ræs information!

27. september 2012 - skrevet af Lone

De røde polstrede stole, står nu og fylder haven foran hotellet hvor vi spiser. Der er nye vagter da vi gik herop. Og flere af dem. De er ikke glade for at sende os de 400 m. op af vejen, men det ender med at to fyre går med os. Begge har deres bedste venner, Kalasjnikov over skulderen.

I aften er der VIP’s in the hood. En minister, erhvervsfolk og hvem det nu ellers er. Derfor de polstrede stole, – og de ekstra vagter. De kommer vidt omkring de stole. Det gør vagterne sikkert også, men de kan gå selv.
Vi spiser udenfor. Det er koldt og stjerneklart og en fin, fin aften. Øjnene vænner sig til mørket og vagterne kan skimtes, rundt omkring os. Der er mange.
Middagen smager, uden at vi kan se hvad det er vi spiser. Noget med ris og lam. Fantastisk før-ræs middag, med hele chili, som man først opdager, når det er for sent.

Folk siver indenfor. Vi har stadig ingen info fået om i morgen og er ved at blive utålmodige. Klokken er over 22 og vi skal stå på startstregen ved 7- 8 tiden. Det kommer til at tage tid. Vi vil gerne igang, så vi kan komme i seng.
Efterhånden er alle samlet. Khurram, byder velkommen og giver ordet videre til ministeren for sport og turisme. Kan huske ham fra sidste år. Han fulgte alle etaperne og var meget begejstret over hele arrangementet.  Sympatisk mand.
Han takker arrangører for det store arbejde og så fortæller han at løbet er aflyst!!

Det er nemt at se, at han er ked af det. Han ville gerne have fortalt os noget andet, men det her er beskeden. Filmen der fornyligt dukkede op på youtube, har nu lavet så meget ballade, at regeringen har besluttet at holde national fridag i morgen, hvor det er fredag. Regeringen har derudover opfordret folk til at gå ud og demonstrere fredeligt. Alt står stille i morgen, ingen arbejder, alt er lukket.

Rummet er fyldt med medier. Tv stationer, radio og avisjournalister. Derudover er der et filmhold der er ved at lave en dokumentar om løbet. Han taler nu direkte til dem. Beder dem om at lytte til det næste han siger, beder dem om at fortælle en positiv historie og tænke på landets omdømme ude i verden. Han slår over i Pakistansk og vender sig rundt til diktafoner og penne der skriver løs.

Vi kigger på hinanden. Khurram og minister med følge forsvinder og vi får ikke flere informationer. Vi må gætte os til hvad der skal ske.
Får vi mon lov at køre de to sidste etaper? Får vi mere info i aften? Der bliver opdateret på Facebook og sms’et energisk, den næste halve time. Vi gætter på mange ting, men ved ikke noget. Folk tager det pænt og det der bliver udtrykt, er sympati med arrangørerne, der har knoklet de sidste 12 måneder, for at få løbet til at ske. Det vil være nemmere at leve med at løbet er aflyst, hvis vi så bare får lov at køre som vi har gjort indtil nu. Som en flok venner på træningstur i bjergene.
Vi annoncerer tekniktræning på vores lille plæne i morgen, for dem der har lyst. Vi får ikke får lov at køre nogen steder på bjerget. Godt vi har nogle kvadratmeter græs, at hænge ud på.
Vi samler vores ting og rejser os for at gå ned i seng, men det får vi ikke få lov til. Forklaringen er at medierne alle sammen er nede hos os og de vil gerne have dem væk, inden vi kommer ned. Vi bliver hængende…

Amazing in many ways...

Dagen før dagen

27. september 2012 - skrevet af Lone

Folks cykler er kommet og der bliver pakket ud, skruet og prøvekørt alle vegne. Endelig. Det summer af glade ryttere. Masser er allerede ude at køre. ”Allerede” kan jeg vel ikke rigtigt kalde det. Vi fire vågner sent, efter en lidt sen aften i går. Det var vidst kun en enkelt eller to der kom i seng nogenlunde tidligt. Til gengæld var det sjovt og ret hyggeligt. Og vi har hele dagen til at sove, køre lidt, carboloade og ellers blive klar til i morgen. Så alt går sikkert fint.

Fernanda og Søren er endelig kommet. De letter sammen med en lille flok af os, på tværs af bjerget hen af eftermiddagen. Det skal bare være en fredelig tur. Det er trods alt løb i morgen.
Regnen har sat sine mærker og louise er dækket af mudder i løbet af den første km. Man kan vælge at køre helt ude på kanten, som er en smule grænseoverskridende, eller man kan køre gennem mudderet. Hun valgte det sidste.

The trails and the trees

Vi er kommet afsted uden vagter. Vi tænkte ikke over det og de så nok ingenting. Det er så rart ikke at have en brummende jeep i baggrunden af alting.

Fernanda styrter efter et par km. Og hendes arm ser virkelig sær ud. Den må være brækket. Knoglen sidder helt forkert. Hannah kører tilbage efter hjælp. Fernanda rykker armen på plads og den ser pludselig helt normal ud igen. Det var mærkeligt!!

 

Sejt at hive sin arm på plads igen. Tre vagter kommer løbende og vi får afblæst situationen. Måske skal vi nu alligevel have en ambulance til de tre mænd der ikke kan få vejret. Fernanda må desværre tilbage. Den er måske ikke brækket, men den gør ondt og hun kan ikke fortsætte. Vi går tilbage, flokken samles igen, Søren og Fernanda er tæt på hotellet og vi vender om og kører videre. Der går kun et øjeblik, så kan vi hører jeepen i hælende på os. Hmm…det var en skam. Nu var her lige så stille.

Room with a view!

Louise er den næste i mudderet. Denne gang kan hun vælge mellem ud over kanten og en klippe. Hun vælger igen det sidste og ender med et knæ en halv gang større end det andet, en blå arm og så det løse. Men ellers går det godt. Hun fortsætter.
Det er et af de smukkeste steder at køre. Svært at få ind i det lille kamera. Vi kører ind og ud af bjerget, møder en håndfuld lokale hyrder undervejs og har udsigt ned i dalen, hele vejen.

Vildt, så stort det er!

Nice!

Sportsdag

27. september 2012 - skrevet af Lone

Vi triller cyklerne ned af de 8 km rent og stort smil. Kort pitstop på cafeen og så hen til skolen, hvor sportsdagen er i fuld gang. Vi kommer lige til finalen i 4×100 m. løb for piger, længdespring og tovtrækning. De fire huse Bears, Ibex, Wolf og Eagle med børn fra 0. til 4. klasse kæmper hele dagen om at være de bedste og stærkeste. 300 af dem. Meget glade, meget stolte og meget sjove.
Vi får lov at være med i tovtrækning og bruger tiden på at heppe, tale med børnene, skyller vand ned, er dækket i solcreme og koger i de 38 graders varme, på sportspladsen.

Run!

Pokalerne bliver delt ud, skolens bedste atlet er en pige fra Wolf house. Khurram speaker og beder drengene om at komme op på beatet.

Med nogle lidt andre ord…

Sportsday...

Roommate Monika and I with competitors from the Bears

The audience takes a break, by Monika Rüther

Kl er mere end halv fem, inden vi kommer på cyklerne igen, os der skal cykle op. Det bliver mørkt i løbet af 1½ times tid, så det er da nu vi skal afsted.
Tænker at jeg gerne vil tage den med ro, for at spare benene. På den anden side, kan det være lidt svært, når det er ren stigning i en time. En håndfuld jeeps med dem uden cykler, overhaler os tidligt på stigningen, Dampene fordufter og det er igen ikke ren diesel jeg indånder.
Det går overraskende godt. Det hjælper på hele mit system, at temperaturen ikke længere er i 30’erne, men nu nærmere i starten af 20’erne. Næsten lidt køligt er det blevet, som solen hænger lavere og lavere. Den skinner mellem træerne, men jeg kører i skygge og den har ikke længere den samme kraft som for et par timer siden.
Det er en ren fornøjelse at køre turen nu. Har endda pulsen liggende i zone3-4 hele vejen. Helt vildt. Ser efterhånden ud som om jeg er bedre kørende end sidste år. Dejligt. Måske er det cyklen der gør det : )

Udendørs luksus og to dage til ræsdag

27. september 2012 - skrevet af Lone

Det er tirsdag og vi er blevet installeret i hotellet 400 m. nede af vejen. Der var fyldt op, så vi fire, der har boet sammen de sidste par dage, bliver installeret i to værelser med vores helt egen græsplæne og veranda.

Hanging at the porch, by Monika Rüther

Det er helt i orden det her. Værelserne lugter godt nok af urin, sengetøjet har ikke været skiftet et stykke tid og toiletterne er ikke sådan helt rene.

Drying stuff, by Monika Rüther

Til gengæld er der sol på verandaen, plads til at tørre tøj og plads til at lave cykler ude på græsset. Det er nok til at holde os glade lige nu. Sengetøjet bliver skiftet, da vi har vist pletterne, til ham med styr på lagner og den slags. Alt godt. Ræs om to dage. Det bliver godt!